Historien om...

Han er sød nok...

-Fortsættelse af første kapitel-

Selma kaldte på mig og jeg gik ned til dem... Mathias og Magnus står stadig i entreen, så jeg gik ud til dem. ''Hej Mathias'' sagde jeg og gav ham et kram ''Heeeej Fie hva så?'' (det skal lige siges, at alle mine veninder og alle i min familie kalder mig Fie). ''Oh Hej, du må være Magnus'' sagde jeg og krammet ham. Hvorfor krammet jeg ham!? Jeg kender ham jo ikke. ''Hej, ja jeg er Magnus så må du være Anna-Sofie, eller Fie som de kalder dig'' sagde han rimelig glad og smilende. Måske syntes jeg lidt at hans smil er sødt, og jeg rødmet Måske en lille smule, men det betyder ikke jeg kan lide ham for jeg kender ham jo overhovedet ikke. Jeg tror Selma lagde mærke til at jeg rødmet, men der blev stille og det er en smule akavet. Selma hader når det er akavet og stille så hun sagde ''Når men Magnus skal Fie ikke vise dig rundt, du er jo ny i huset'' nej nej nej Selma, hvorfor sagde du dog det!? Hvorfor skal jeg vise ham rundt!? Jeg gav hende dræber blikket, hun begyndte bare at grine. ''Jamen altså det må hun meget gerne, men Fie hvis du ikke vil så skal du jo ikke'' sagde Magnus igen og smilte. Okay jeg har aldrig mødt en dreng som faktisk var sød, altså udover Mathias selvfølgelig. ''Mathias og jeg sætter os ind i stuen, så kan du vise Magnus rundt i huset ik' Fie'' Selma er bare så irriterende men jeg lovet hende jo at være sammen med ham, så jeg gjorde det for hendes skyld. ''Jo, kom Magnus vi starter ovenpå'' sagde jeg og tog fat i hans pegefinger og hev ham med op af trappen. 

''Der er Selmas værelse, der er toilettet, der er kontoret..'' jeg gik meget hurtigt og viste ham ikke rigtig rundt for jeg prøvet bare at blive hurtig færdig med at vise ham rundt. ''Fie vent lige lidt, jeg kan jo ikke engang følge med, hvorfor er det du prøver at være så hurtigt færdig?'' jeg kunne jo ikke bare sige til ham at jeg syntes det var akavet, for det siger man da ikke bare, eller gør man? ''Jeg... jeg.. jeg'' nået jeg kun og sige inden Magnus afbrød mig ''Hvaa Fie, kan jeg ikke få dit nummer, jeg syntes du virker rigtig sød''. Hvad skal jeg svare til det... det har en dreng ALDRIG nogensinde sagt til mig før. ''Øhm jo, kom med din telefon så skriver jeg det ind'' han tog sin telefon op af lommen skrev sin kode, og gav mig den. ''Sådan, nu må du også være tilfreds'' sagde jeg og gav ham telefonen tilbage. ''Men øh, hvorfor har jeg ikke set dit værelse? Jeg syntes lidt du sprang det over'' sagde han og kigget bagud mod min dør. ''Hvor ved du fra at det er mit værelse?'' spurgte jeg og løftet det ene øjenbryn. ''Nok fordi det er det eneste rum du ikke har vist mig heroppe, og hvis det er fordi du ikke kan lide drenge så vil jeg altså bare se det ikke andet''. Jeg kigget lidt underligt på ham smilte lidt, for der har aldrig været en dreng som ikke syntes det var latterligt at jeg ikke var så glad for drenge. ''Men Fie nu spørg jeg dig bare, hvorfor er det du ikke kan lide drenge egenligt?'' skal jeg fortælle ham det eller lade vær. Jeg kender ham jo ikke men han virker som en man godt kan stole på. ''Det er bare noget med min mor'' sagde jeg bare, for jeg ved ikke helt om jeg skal sige det. ''Ej Fie, du kan stole på mig! Fortæl mig det nu bare please''. Jeg siger det bare, han virker som en man kan stole på... ''Det er fordi.....''

-Tusind tak for i læste med! Håber i glæder jer til næste afsnit! Love u guys!-