En Fugl Er Ikke Noget Alle Får

Middagssolen stod højt på himlen og oplyste det hvide rum, jeg igennem et lille firkantet vindue, kiggede ind i. Fuglen, der sad udenfor i bøgetræet, pippede og skræppede lavt. En dreng, på omkring de 14 år, stod på sin seng med øret op af ruden.
"Det er den eneste måde, han kan høre den kvidre på," sagde sygeplejersken, der stod ved siden af mig. "Han står der nogle gange hele dagen," fortsatte hun.
Drengen havde, ligesom alt andet i rummet, hvidt på. Hans hud var bleg og hans øjne var vidt åbne og røde. Sygeplejersken tog en stor nøgleknippe frem fra brystlommen og fandt en lille blank nøgle frem, hvorpå der stod 223. Hun førte den hen imod nøglehullet og da hun drejede den om, sagde den et højt klik. På døren han et clip-board, hvor der stod: Patient 27 lider af skizofreni. Hans forskelige personligheder ser ud til at... Døren åbnede og lugten af medicin og sprit, sprang mig i ansigtet. Drengen stod, upåvirket af den fremmede mand, stadig på sin seng. Hans øjne begyndte hurtigt at flakke frem og tilbage i rummet, men inden længe fandt de igen fokus på fuglen udenfor.
"Du har fået gæster," sagde sygeplejersken roligt, men højt.
Drengen bevægede sig ikke.
"Jeg vil lade jer to være alene," sagde hun direkte til mig. "Jeg er lige ude på gangen."
Hendes sko klappede under hende i en rytme, der lød som hjerteslag, men stoppede i det øjeblik hun lukkede døren. Jeg kiggede forvirret på den. Der hang en sort sok på håndtaget. Den anden sok sad på foden af drengen, der stadig stod på sengen med hovedet op af ruden. Jeg gik over mod et bord og satte mig på en af de to stole, der stod lige ved siden af det. Drengen begyndte at fløjte. Lette toner, der på ingen måde hang sammen, fløj ud af hans mund og fyldte rummet med en vemodig melodi, der lød som en fugls fløjten. Min nysgerrighed voksede, alt imens jeg så på ham. Han stoppede med at fløjte og satte sig med ryggen op imod væggen. Han kiggede på mig.
"Hvad laver De her?" spurte drengen, og lød som en, der kom fra 1800-tallet.
"Jeg er her for at snakke med dig," sagde jeg. "Finde ud af hvad du laver her."
Han så på mig med et uforstående blik.
"Hvor er min fugl?" sagde han pludselig. "I har taget min fugl?"
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Hvad skal man svare til sådan et spørgsmål?
"Hvorfor er du her?" Jeg prøvede at få en samtale i gang.
"Mine forældre mente jeg var blevet skør," sagde han, efter nogle sekunder med stilhed.
"Hvad havde du gjort, der var skørt?" Spurgte jeg.
"Det var ikke mig, men mine forældre, som er skøre."
"Nå, men, hvad har de så gjort der var skørt?" spurgte jeg. "Start fra begyndelsen."
"Året var 1802. Mine forældre og jeg var flyttet fra en lille landsby, liggende på Sydsjælland, til hovedstaden, København. Min far var en velhavende mand og havde råd til en lejlighed med to kamre, et til mig og et til mine forældre," fortalte drengen.
"hvad arbejdede din far som, siden han var så velhavende?" spurgte jeg.
"Min far var direktør i Danmarks bedst kendte cirkus."
"Havde i en god linedanser?" spurgte jeg.
"Nej, vi havde et forpulet fugl. Min far elskede den. Dens halefjer var lange og hvide og den havde et stort vingefang. Den fyldte det hele. Jeg kan ikke huske, hvilken art den var, men jeg ved at den var sjælden." sagde han med foragt i stemmen. "En dag efter vi havde optrådt, løb den ud på marken og vi kunne ikke finde den igen. Min far var sønderknust. Han udlovede en dusør på tredive danske kroner og i de efterfølgende uger kom adskillige mænd forbi min families lejlighed med fugle, der særdeles ikke lignede min fars. Min far ville selvfølgelig ikke give dem dusøren og hang derefter på alle de fugle, som mændene ikke ville tage med hjem igen. Han slap alle duerne, kraverne, solsortene, fasanerne og blåmejserne fri, men blev nød til at beholde alle papegøjerne, kanariefugl, parakitterne og undulater. De blev sat ned i kælderen. De pippede og skræppede hele tiden." Han holdte op med at snakke og ventede på at jeg ville sige noget.
"Hvad skete der så?" spurgte jeg.
"Efter mange uger fyldt med gråd fra min far og skæppen fra fuglene i kælderen, kom en mand forbi med min fars elskede fugl. Jeg havde aldrig set ham så lykkelig som det øjeblik. Min far begyndte at bebrejde sig selv for fuglens flugt og begyndte, fra det øjeblik, at forkæle den. Jeg blev smidt i kælderen og fuglen fik mit kammer. Den første nat listede jeg mig op på fuglens kammer og faldt i søvn i min gamle seng. Da morgenen kom, blev jeg opdaget af min far. Hver nat ville min far låse mig nede i kælderen så jeg ikke ville kunne komme op til fuglens værelse. Han begyndte at glemme mig. Der var et tidspunkt, hvor min far ikke låste døren op i to dage." Hans ansigtsudtryk forblev det samme igennem hele historien og ikke en gang hørte jeg den mindste form for ulykkelighed i hans stemme.
"Jeg begyndte, med tiden, at føle mig ensom. Jeg begyndte at snakke med fuglene, der, til min store overraskelse, altid svarede tilbage. De blev mine venner og jeg blev deres. Jeg gav dem navne. Der var en, der hed Jerry, en, der hed Potten og en, der hed Vera. Vi pippede sammen dag og nat. Selv når min far ville komme ned med mad til mig, pippede jeg. Han blev rasende, da han hørte mig pippe i stedet for at snakke og nogle dage efter blev jeg sendt hertil. Jeg kan huske hans sidste ord til mig: Nu skal du høre min dreng. Du skal ikke tro, at det var dine fugle. Det var fars. Ikke dine." Hans historie var nu slut. Han rejste sig op i sengen og begyndte at råbe.
"Han tog min fugl! Jeg har ingen fugl!" Nu kunne jeg høre ulykkelighed i hans stemme. Hans ansigt blev rødt og tåre begyndte at presse sig på i drengens øje. Råbet blev mere og mere desperat og inden længe blev det desperate råberi afbrudt af sygeplejersken, der med hastige skridt kom ind i lokalet.
"Hvad sker der herinde?" sagde hun.
Jeg stod som var jeg forstenet. Målløs. Aldrig i mit liv har jeg hørt sådan et ulykkeligt råb. Drengens ansigt blev langsomt mindre rødt og hans øjne var ikke længere fyldt med tåre.
"Hvor er min fugl?" sagde han med fortvivlelse i stemmen.
Han satte sig ned, som om intet var hændt og lignede ikke en, der lige havde råbt som en skør. Han lignede en, der lige var vågnet op fra en drøm om sommerfugle og regnbuer. En drøm som man helst ikke vil vågne op fra. Jeg kiggede på ham, men han kiggede ikke længere på mig, men på den hvide væk bag mig. Sygeplejersken, der nu så mere forstående ud end forskrækket, tog mig under armen og førte mig ud på gangen. Stanken af sprit forlod mine næsebor, alt imens jeg forlod rummet. Clip-boardet hang stadig på døren bag mig. Jeg gav mig igen til at læse: Patient 27 lider af skizofreni. Hans forskellige personligheder ser ud til at have forskellige sindslidelser. Rodolfo er en dreng fra 1800-tallet, der har angst, Jerry er en voksen mand, der lider af tvangstanker, Potten er en 3-årig dreng med hallucinationer og søvnforstyrelse og Vera, en gnaven ældre kvinde med gigt og demens.
"Hvad siger du til det, doktor? Er han klar til at komme ud i en plejefamilie?" spurgte sygeplejersken. Hendes blik var desperat og trist på en gang.
"Må jeg tage ham med ud i haven?" spurgte jeg og undgik, velvidende, hendes spørgsmål.
"J-Ja, selvfølgelig;" svarede hun. "hvis du mener, det kan hjælpe."
"Hvilken personlighed var han lige før? da han råbte?" spurgte jeg.
"Da han råbte var han Potten, den tre årige dreng, men han kan allerede være skiftet igen."
Jeg vendte mig igen om og åbnede døren til drengens værelse. Stanken af sprit og medicin vendte tilbage og stak mig i næsen. Drengen sad stadig på sengen og mumlede. Da jeg kom tættere på kunne jeg høre, at han sagde, "Hvor er min fugl?" igen og igen. Hans øjne var stadig røde.
"Vil du med ud i haven?" spurgte jeg ham.
"Hvor er min fugl?" fortsatte han. "Ved du, hvad jeg vil gøre når jeg får fat i min fugl?" spurgte han og kiggede direkte på mig.
"Nej, hvad vil du gøre?"
"Hvor er min fugl?" sagde han igen.
"Kom med mig" sagde jeg med en opfordrende tone.
Drengen rejste sig roligt og gik over imod mig. Hans højde overraskede mig. Han var ikke mere end et hundredehalvtreds centimeter høj. Hans skuldre var smalle og hans arme var slanke. Jeg førte ham ud af døren og ned igennem hospitalsgangen. Mens jeg gik, lagde jeg mærke til nogle af de andre patienter på afdelingen, der sad i fællesrummet på en stol og lagde puslespil. Deres hud var, ligesom drengen, der gik bag ved mig, grå og gennemsigtig. Gangen var stille, hvilket gjorder vores trin mere gennemtrængende. Da vi kom til døren, åbnede jeg den og gjorder plads til, at drengen kunne gå ud først.
Haven var lille, men fyldt med træer og blomster. En frisk duft fyldte haven. Det var en sød duft af sommer og nektar. Træet, ude foran drengens vindue, stod for sig selv ovre i et hjørne. Jeg kiggede over på drengen. Han var gået direkte over til træet og havde sat sig på en bænk lige neden under det. Han kiggede op imod fuglen, der stadig sad i træet, og et smil bredte sig på hans ansigt. Drengen lukkede øjnene og begyndte at fløjte den selv samme melodi, jeg havde hørt tidligere. Bænken, drengen sad på, var placeret i skyggen. Jeg gik over imod den. Græsset jeg gik på var, ligesom alt andet i haven, grønt.
"Må jeg sætte mig?" spurgte jeg drengen.
Han sagde ikke noget, men kiggede bare på mig.
"Det tager jeg som et ja." Jeg satte mig ned og kiggede op imod fuglen.
Drengen kiggede tilbage på fuglen. Den pippede ikke mere, men kiggede nysgerigt ned på os. Stilheden tog over, hvilket gjorder haven, vi sad i, endnu mere afslappet at være i.
"Jeg vil rive vingerne af den," sagde drengen pludseligt.
"Undskyld mig?" spurgte jeg overrasket.
"Når jeg finder min fugl, vil jeg rive vingerne af den og flyve væk med dem."
Igen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Mit overraskede ansigtsudtryk så ud til at glæde drengen. Hans følelsesløse smil blev til et grin, der lød som et legende barns grin, men grinet blev efter sekunder fyldt med sorg. Grinet var nu ikke til at høre i gråden og hans øjne blev nu endnu mere røde og fyldte med tårer. Drengen hulkede, mens han, i hurtige ryk, krympede sig sammen. Han så så lille ud, som han sad på en hvid bænk under et træ i en have på et psykiatrisk hospital, med en mand siddende ved siden af ham, som ikke vidste, hvad han skulle gøre. Jeg lagde en usikker arm omkring drengen og ventede på, at han skulle skubbe mig væk, råbe af mig og løbe tilbage ind på sit værelse, men det gjorder han ikke. Han tog i stedet imod min støtte og prøvede ihærdigt at stoppe med at græde, hvilket han hurtigt gjorder, for i sekundet skiftede han personlighed. Hans ansigt blev igen følelsesløs og han rettede sin ryg op med et sæt. Jeg fjernede min arm og ventede.
"Jeg er træt, vil du hente sygeplejersken?" spurgte han.
Uden at svare rejste jeg mig op og forlod haven. Jeg åbnede døren til fællesrummet uden at kigge mig tilbage. Rummet var nu mennesketomt og alle puslespillende som patienterne tidligere havde spillet med, lå nu pænt på hylderne. Jeg gik ned af hospitalsgangen og hen imod skranken. Sygeplejersken, jeg tidligere havde snakket med, sad bag den, med store høretelefoner om ørene. Jeg kunne høre firserpoppens høje synthesizer bryde igennem sangen som en kat, der er ved at dø. Jeg lagde en hånd på hendes skulder for at få hendes opmærksomhed og hendes hoved vendte sig brat, så det kiggede direkte på mig.
"Drengen spøger til dig," sagde jeg til hende.
Hun rejste sig og gik direkte ud imod haven. Hendes kropsprog skreg af nervøsitet. Hendes skridt var korte, hendes hænder rystede og hun mumlede med en skælvende stemme.
"Er han alene derude," spurgte hun, også med en skælvende stemme.
"Ja, er det et problem"
"Drengen lider ikke kun af skizofreni."
Uden at tænke en eneste tanke, fulgte jeg i et hastigt tempo efter sygeplejersken. Vi løb nærmest ud imod haven og rev døren op, da kom til den. Den friske fuglesang var forsvundet og solen var dækket af en stor sky. Mens sygeplejersken gik over mod bænken, som drengen og jeg havde siddet på for nogle få minutter siden, blev jeg stående ved døren og ventede. Et skrig udfoldede sig fra sygeplejerskens hals og jeg gik instinktivt over imod det. Da jeg nåede frem, sad sygeplejersken over drengen og prøvede at starte hans ulykkelige hjerte igen. Drengen lå på jorden med det ene ben oppe på bænken. Der var små fjer omkring ham, som kom fra den fugl han havde i hånden. Fuglen var, ligesom drengen, fri.