Aldrig prøv

Kapitel 98

Som jeg havde regnet med var musikken skruet så højt op, at højtalerne ville springe, hvis bare den blev skruet en tand mere op. De var ikke rigtig kloge. Jeg smækkede døren i bag mig, og kiggede forvirret rundt da jeg trådte ind i Pyton. Denne gang lignende jeg mig selv. Jeg var stadig i min hvide kjole fra studenterfesten. Denne gang så folk ud til at kunne genkende mig. Et par piger og drenge kiggede allerede underligt på mig. Flere begyndte at hviske frem og tilbage, og kiggede på mig med hånende blikke. Jeg prøvede at ignorer dem og tog min mobil frem, for at fjerne fokus fra deres kolde blikke. Jeg gik ind på Messenger og skulle lige til at skrive til Anthon, da han pludselig stod foran mig.

"Kom, vi går op," sagde han og tog min hånd, men jeg tog den til mig i samme sekund.

"Hvad laver det tudefjæs her?" råbte Lauge af mig, da han så os på vej op af trapperne.

"Du blander dig udenom..." sagde Anthon koldt, og kiggede sig ikke tilbage. Det gjorde jeg heller ikke. Dog var jeg ret sikker på at Lauge stod tilbage med et chorkeret ansigtsudtryk, og undrede sig over hvorfor jeg var her.

Anthon låste døren bag sig, da vi kom ind på værelset. Det var præcis som jeg huskede det. Gud hvor var det længe siden jeg havde været her. På en måde fik jeg helt kvalme af at være her igen, men alligevel følte jeg mig tryg i første øjeblik jeg trådte ind.

"Jeg har savnet dig," viskede jeg for mig selv, imens jeg kiggede opgivende rundt i værelset. Det var som om jeg var fortryllet, som om jeg i et splitsekund genoplevede alt det vi havde haft sammen. Jeg ville gøre alt for at få det tilbage, men jeg vidste at jeg blev nødt til at holde mig fra ham. Lige meget hvad han snart ville fortælle mig, kunne jeg ikke tage ham tilbage.

"Sagde du noget?" spurgte han undrende, og jeg rystede på hovedet.

Anthon gik nervøst frem og tilbage, før han satte sig ned på sengekanten og kiggede op på mig, med sine store blå øjne.

"Undskyld," startede han og gned sig i øjnene, og et kort øjeblik troede jeg han ville begynde at græde. Men det er Anthon vi snakker om her. Anthon græder ikke.

"Tror du et lille undskyld, kan få mig til at tilgive dig?" sagde jeg spydigt, men fortrød mit hårde ordvalg lige med det samme. Måske jeg burde hidse mig lidt ned og høre hvad han egentligt ville sige.

"Jeg var ikke færdig," sagde han og sukkede højt.

"Jeg ved godt at ligegyldigt hvad jeg siger, tager du mig aldrig tilbage. Derfor vil jeg heller ikke bede dig om det. Du fortjener langt bedre end mig. Du fortjener en der lytter til dig, en der inviterer dig på date, en der prioriterer dig langt højere end alle andre. Mest af alt fortjener du i bund og grund en der behandler dig langt bedre end jeg gjorde."

"Jeg ville ønske jeg kunne give dig det, men jeg kan ikke. Sådan er jeg ikke indstillet. Det ligger ikke til mig."

"Derfor bliver det aldrig os," afsluttede han, og rejste sig med hurtige bevægelser fra sengen, og gik over mod vinduet, hvor der lå en lighter og en pakke cigaretter. Han tog en smøg ud, og åbnede vinduet for at ryge.

Jeg fik en klump i halsen.

Jeg må indrømme, at jeg inderligt havde håbet på, at han ville prøve at få mig tilbage. At det kunne blive os igen. Dog havde han åbenbart andre planer. Jeg var chorkeret over, at hanville lade mig være i fred, præcis som jeg havde bedt om ham.

Det var nok også det bedste. Det var jeg godt klar over.

Selvom jeg følte at diskussionen var afsluttet, var der en sidste ting jeg ville havde svar på, før jeg satte mig ud i min bil, og aldrig ville komme tilbage hertil.

"Hvorfor var du så kold overfor mig den dag? Det var som om du havde revet dit hjerte ud, og låst det inde. Du var iskold. Du havde ingen menneskelig medfølelse overhoved. Du knuste mit hjerte Anthon. Det var som om jeg med ét slet ikke havde nogen betydning for dig. Hvorfor var du sådan? Jeg kan ærligt talt ikke se nogen logisk forklaring på det her. Vi har ikke snakket i længe nu, og nu vil du pludselig have mig tilbage? Eller det ved jeg ikke om du vil," sagde jeg tøvende og stoppede op for at få vejret.

"Men i hvert fald er du blevet sød overfor mig nu. Anthon jeg bliver så forvirret over dig!!?" udbrød jeg, og gled langsomt ned af hans dør, og landede på gulvet.

Anthon kiggede på mig fra vinduet af, og jeg lukkede mine øjne i. Hvorfor skulle mit liv være så kompliceret? Jeg begravede mit hoved i mine hænder, for ikke at skabe øjenkontakt med Anthon. Det ville aldrig blive os igen. Aldrig.

Stilheden bredte sig over værelset, og jeg var overraket over, at Anthon ikke kom ned og satte sig ved siden af mig. At han ikke kom hen til mig, for at holde om mig. Men selvfølgelig -han ville videre, og det ville jeg også. Troede jeg.

"Jeg er forelsket i dig Kamille," sagde Anthon helt uventet, hvilket fik mig til at løfte mit hoved fra mine hænder. Jeg stirrede ind i hans øjne, og kiggede spørgende på ham.

"Jeg er forelsket i dig."

Undskyld ventetiden - ved det er længe siden jeg har opdateret. 

HUSK AT LIKE :)