Ham i mine drømme - Martinus gunnarsen

Slog op?!! | kapitel 7

Nu var der gået 1 måned siden mig og Martinus blev kærester;)) Og jeg var stadig ik blevet træt af ham. Haha det er da forsjov jeg tror ik man kan blive træt af tinus. Idag var sidste dag inden sommerferien, jeg glædet mig helt vildt til ferie, fordi mig og tinus havde aftalt vi skulle være sammen næsten hele ferien, fordi han skulle spille koncert i Sverige og ville være væk en uge. Og i den uge han var væk, havde mig og min mor aftalt vi skulle til Danmark og besøge mine gamle veninder. Jeg savnede seriøst Bella, og hvis ikke ved hvem bella er, så var hun min bedste veninde i Danmark. Jeg glædet mig sådan til at se hende, vi havde aftalt at mig og min mor skulle bog hos dem i 4 dage, hvor efter vi tager til København i 3 dage og bor på et hotel. Jeg kunne seriøst ikke vente:))
Og idag var den dag jeg ville vise Martinus den sang jeg havde øvet mig på "say you won't let Go" der var seriøst min ynglings sang får tiden, og den passede bare til mig og Martinus. Efter skole hvor vi havde sagt god ferie, og sådan nået tog vi hjem til mig.
"Tinus der er en sang jeg har øvet mig på, som jeg gerne vil synge for dig" han nikkede og sagde "glæder mig"
Jeg tog min guitar og satte mig ved siden SF Martinus og begyndte.

Da jeg var færdig havde vi begge to tåre i øjnene, "Sofie du er jo fantastisk". Jeg lagde min guitar på sengen og gik hen og krammede ham. Vi krammede i lang tid, indtil jeg trak mig og kyssede ham på kinden.
"Martinus der er noget jeg skal fortælle dig"
Han nikkede og tog mine hænder.
"Min far døde igår, mig og min mor nåede ik til Danmark" en faldt ned af min kind, "det er jeg virkelig ked af at høre" han trak mig ind til hans brystkasse. Jeg kunne høre hans hjerte banke, han kyssede mit hoved (altså på toppen af hoved, hvis i forstår hvad jeg mener) han var den eneste jeg havde lyst til at kramme lige nu.

~Det var blevet aften~

"DER ER MADDD" råbte min mor.
"Vil du spise med tinus" han nikkede.
"Du må så være Martinus, sofies kæreste" sagde min mor. "Ja det er jeg" min mor så forvirret ud, nu ved jeg hvad jeg havde glemt at fortælle hende." Når ja mor jeg havde glemt at sige mig og Martinus er kommet sammen:)"
"I er også et godt par" "Tak mor"
Vi havde spist og min mor spurgte om vi ikke ville havde noget frugt med op. Vi nikkede.
"Jeg har ik hørt så meget for Marcus, er der sket noget" Martinus kiggede forvirret på mig, "har han ikke fortalt det til dig" "fortalt hvad?"
Spurgte jeg. Han så lidt trist ud " for 2 dage siden....." han holdte en lille pause, og fortsatte "slog ham og hans kæreste op og de havde været sammen i 5 år" jeg stod med åben mund "5 år??!!" Han nikkede. 5 år var virkelig lang tid, altså jeg håber da selvfølgelig mig og Martinus bliver sammen resten af livet.