Connection.

Here we come Norway.

*Denne historie bliver skrevet på dansk. Altså det vil sige, at jeg skriver hvad de siger på dansk, selvom de rigtigt taler norsk.*
-
"Daniella, kommer du ned?" Råber min far med hans høje og hæse stemme.
Jeg skynder mig at nikke, men kommer så i tanke om, at han selvfølgelig ikke kan se det.
"Jeg kommer nu, far!" Råber jeg, og tager så godt som muligt to af mine kufferter i hænderne.
Jeg går så ned af trappen, og lige når jeg er kommet ned, stiller jeg de to kufferter, og puster lettet ud. "Har du brug for hjælp?" Griner min tvillinge bror, James.
Mig og James har altid haft en fantastisk forhold. Vi fortæller hinanden alting, lige meget hvad det end er.
"Ja. Er du ikke lige en skat, og tage de to sidste kufferter ned for mig?"
James ryster på hovedet, og går ind i stuen igen.
What a dick.
"James, jeg troede du elskede mig!" Det plejer altid at virke, også skal jeg bare lave hundeøjne.
James kommer nu hen til mig igen, og jeg laver med det samme hundeøjne.
Han sukker, men går så op ad trappen.
Tak, James.
Få sekunder efter kommer han ned med to kufferter i hænderne. Jeg smiler.
"Tak"
Han smiler bare tilbage, og vi går ind i stuen.
"Børn, tag jeres jakker og sko på nu vi skal til at tage afsted."
Vi alle nikker, og går så ud i gangen for at tage det på. "Daniella du og Stella kører sammen. Mig, mor og James kører sammen." Siger min far, som forresten hedder Henrik. Min mor hedder Anne, men ikke mere om det.
Og hvis du undrer dig over, hvordan jeg kan køre med min søster er det fordi hun er 19 år gammel.
Hun ville ikke blive i Danmark uden os, så hun besluttede at tage med.
Jeg tog to af mine kufferter i hænderne og gik ud til min søsters bil. Bagage rummet er blevet åbnet, så lægger bare kufferterne ind.
Så kommer min far med de restende kufferter af mine, og lægger også ind. Det er et ret stort bagage rum, så vi har også plads til Stellas.
*Jeg springer lige bilturen osv over, da jeg ikke lige tror at det er det mest spændende.*
Vi er lige nu kommet over til vores hus.
Alle møblerne er her allerede, alt er på plads.
Lige undtagen en ting.
Jeg ligger ikke i sengen, hvor jeg hører til.
"Vil i ikke være søde at tage mine kufferter ind? Jeg er utrolig træt, og jeg magter ikke rigtig noget." Smiler jeg træt.
"Så smut da med dig." Smiler min far og giver mig nøglen.
På vej over til huset glemmer jeg selvfølgelig lige at se mig for. Og når man jo er så klog som jeg, støder jeg direkte ind i noget.
Eller ikke i en noget, men i en hvem.
Jeg kigger hurtigt op, og jeg ser to drenge, der ligner hinanden på en prik.
Drengene ser ret bekendte ud, og jeg kommer hurtigt i tanke om hvem det er, når den ene uden skønhedspletten begynder at tale.
"Er du okay?"
"Ja, det må du virkelig undskylde. Jeg er lige flyttet hertil i dag, så jeg er virkelig træt."
Drengene smiler bare.
Jeg for øjenkontakt med ham der talte. Om det er Marcus eller Martinus ved jeg ikke, men jeg ved, at der er noget over ham.