Den Anden Side

Basel kigger rundt. Mængden af de trætte mennesker bliver større og større. En arm hiver fat i ham. Han bliver drejet rundt. Kigger ind i et par sårede øjne, der nærmest skriger til ham, at han må skynde sig væk. Han holder fast i armen. Han vil ikke miste hende. Han slæber hende med ud til kanten af menneskemængden. De når til et hegn, der adskiller menneskene fra togbanen. I samme øjeblik kommer toget kørende forbi. Basel kan se, hvordan passagererne hurtigt vender hovedet rundt og kigger forvirret på dem. Så er toget væk igen.
Basel stopper op. Han lader hende dumpe ned på jorden. Hun lukker øjnene i. Basel kigger nærmere på hendes ben og arme. Mudder. Blå mærker. Mærker fra sko. Han vender langsomt blikket mod hendes ansigt. Et stort rødt mærke har formet sig på kanten af hendes næse og videre ned mod kinden. Han må opgive at hjælpe hende. Han lægger sig ned, kysser hende på kinden og fælder en tåre.
Basel står utålmodig og venter på, at det næste tog skal komme. Menneskemængden fortsætter. Mindst tretusind flygtninge er på vej væk. Basel tog afsted med hele sin familie; mor, far, lillesøster, lillebror og storesøster. Nu var han helt alene. Han vidste ikke, hvad hans plan var, men væk skulle han.
Der går længe inden det næste tog kommer. Da Basel har ventet længe nok til, at alle flygtningene næsten er helt væk, kan han i det fjerne se en skikkelse bevæge sig hurtigt imod ham. Han har allerede gjort klar til at hoppe ombord. Han har gravet et stort hul under hegnet, så han på den måde kan kravle om til togskinnerne. Og det gør han.
Der går yderligere to minutter. Toget kommer tættere og tættere på. Han står klar. Vinker til den døde pige på jorden på den anden side af hegnet. En tårer løber langsomt ud af øjet og ned ad kinden.
Nu er det nu. Toget nærmer sig. Basel skal være hurtig. Han tager chancen og springer. Han får fat i en sidetrappe på toget og klamrer sig fast. Han kan mærke vinden tage til. Et par dråber rammer ham i nakken. Han fryser. Han ser pigen forsvinde langsomt i det fjerne. En pige bliver til en plet, til en prik i det fjerne.
Der går lang tid. Længere end Basel havde regnet med. Han lukker øjnene i og forsvinder ind i en anden verden. En verden med familie, venner og mad. En verden med skole og lektier. Selvom det lyder kedelig, vil Basel hellere gå i skole og lave lektier end at sidde på kanten af et tog i kulde. Han åbner øjnene igen. Regnen fortsætter. Det bliver værre. Basel er gennemblødt. Hans fingre er stive af kulde. Han kan ikke holde fast længere. Fingrene glider. Fødderne skrider. Han lander med et hårdt bump ned på den hårde jord. Han kan ikke bevæge sig. Han græder. Han har mistet alt.