Jeg stod dér, midt på gulvet. Mørket slugte omkring mig, som var det begejstret over vores fælles passion. Jeg rettede hovedet op i et smil, verdenen ikke skulle se, satanslov at mørket skjulte det. Månen skød en enkelt stråle forbi gardinet i det lille vindue, og lod mine fødder kaste skygger hen over gulvet. Med sleskende skridt, slæb jeg mine fødder hen over gulvet.
Hun lå dér, lå på sengen og tiggede. Trods mørket kunne jeg se hvordan hendes brystkasse hæve og sænke sig, med en hastighed der ikke var sund. Hendes åndedræt var hurtigt, og hivende. Jeg lå hovedet på siden, og kiggede på hende med øjne der var uset for resten af verdenen. Et øjeblik løb erindringer fra skolegården, de samme øjne mod det lille barn, kun et par dage siden. Skrækken i netop dette barns øjne, den søde skræk der får folk til at leve, og dø
Mit åndedræt var rolig. Min psykiater skulle se mig nu, selvfølgelig ikke hvad jeg lavede. Men den ro hun havde forsøgt, at få mig til at finde, jeg herskede den. Vinduet må have stået på klem, for et øjeblik fik månen lov at lyse hele rummet op. Sveden piblede på hendes bare pande. Hun var så køn, den reneste hud, uden urenheder.
Lyset må også have ramt mig, for kort tid gav hendes skriv genlyd, som kunne det høres mil herfra. Jeg lagde en kort latter an, en hånsom latter. "Pigebarn dog, vi har snakket om lydniveauet ikke?" Jeg vippede hovedet til den anden side, og tog endnu et sleskende skridt mod hende. "Ikke det skrigeri. Det er midt om natten for det første, og jeg får ondt i hovedet for det andet." Jeg holdte hænderne ned langs kroppen, og i den højre den store køkkenkniv. Jeg tog den op og studerede den, "jeg beklager pigebarn, mit arbejde har været usselt på det seneste, så hvis du vil have mig undskyldt." Jeg kradsede nænsomt det indtørrede blod af, som jeg skar mig på knivens eg. Jeg grinte, mere oprindeligt denne gang. "Åh ser man der, denne kniv er sandelig et mesterværk. Skærer alt, og alle, selv dens egen herremand."
Jeg gik hen mod hende, og satte et knæ på sengen ved siden af hende. Hvad skulle jeg gøre ved hende? Gøre ved den? Toppen sad allerede skævt og ødelagt, på hendes ellers så bare krop. Hun var nøgen, altså under de dækkende klæder selvfølgelig. Jeg tog fat om hendes kæber med venstre hånd, så hvordan kinderne presses mod tænderne. "L-lad m-mig gåå, jeg beder d-dig." Hun forsøgte, jeg må give hende, hun forsøgte. Jeg lagde knivens eg ved siden af hendes øje, fladt mod hendes ansigt. Kørte den ned over hendes ansigt, forsigtigt med ikke at skære min egen finger, igen. "Ikke endnu, ikke endnu pigebarn." Jeg grinte, højt, overdøvende, altoverværende, psykotisk.
Jeg vågnede, badet i sved. Jeg turde ikke sove igen, var jeg virkelig dette menneske? Jeg var ikke i tvivl om at jeg kunne dræbe, men dræbte jeg folk for sjov? Drømme fortæller om folk siger de, at den her kommer tilbage må sige meget om mig. Jeg trak mine jeans på, og en hoodie over hovedet. Ikke i aften, jeg skulle ikke dræbe i aften. Ikke i aften.
