Sølvhesten

Det havde regnet hele dagen, og der hang en våd og ulden lugt i krostuen - en lugt af vådt tøj og tøj der var ved at tørre. Ude i gården regnede det, og hun var nødt til at stige ud af træskoene hver eneste gang hun havde været udenfor. Selv rare Birk kunne blive hidsig hvis man slæbte skidt med ind i hans køkken, og Teresa - ja, Teresa ville nærmest flå en levende. Men selv om hun gjorde sig umage, efterlod hendes strømpesokker fugtige og ikke helt rene fodaftryk på de kolde fliser. Og aldrig så snart havde Birk sat hende igang med et eller andet arbejde i køkkenet, men inden længe brølede hendes stedfar Tøger på hende ovre fra stalden. Hun syntes, at hun havde brugt den halve eftermiddag på at traske frem og tilbage over de mudrede brosten.
Hun kunne ikke lide hendes stedfar. Især ikke på en dag som denne dag, hvor regnen gjorde ham helt øm i kroppen og meget sur i sindet. Hun ville meget hellere blive hos Birk om så hun skulle skrælle kartofler helt til sengetid. Det var faktisk også meget passende for en pige. Men eftersom hendes to ældre brødre var rejst hjemmefra, manglede Tøger altid arbejdskraft i krostalden. Også selvom han ikke brød sig særlig meget om hende, havde hun et vist tag på heste.
Kat bed sig i læben og tog endnu en kartoffel op af det kolde vand. Det var ikke så meget det Birk satte hende til - faktisk kunne hun bedre lide staldarbejdet end køkkenarbejdet, men " Kat! Kom her!" - men hun hadede at han hunsede rundt med hende. Hun skrællede omhyggeligt endnu en kartoffel færdig, lod den dumpe ned i gryden og lagde kniven ved siden af vasken. Hun tog forklædet af og hængte det på knagen bag døren. "Nu, tøs!" Råbte Tøger. Almindeligvis var hans stemme grovere - der var nok kunder til stede. Kat kunde mærke at hun fik helt røde kinder af hidsighed. " Du må hellere gå derud," sagde Birk i et normalt tonefald. Birk gav sjældent ordrer. Alligevel gjorde man som regel, hvad han foreslog. "Jeg er på vej," mumlede Kat. Med hurtige skridt nærmede hun sig gården. "Nå endelig," snerrede Tøger, men for en gangs skyld glemte hun helt at svare igen.
Det var et syn hun aldrig ville glemme.