One Way♡ ~afsluttet~

7 - Skabt for hinanden?

(Olivia's synskvinkel)
Mandag d. 21 august

To uger senere

"Godt så alle sammen, Idag skal vi have historie, vi skal have om tilgivelse" siger Lucas, tilgivelse? Næh nej du, jeg rækker min hånd op "ja Olivia" siger han "ja ehm, men når du mener tilgivelse, hvad mener du så med det?" Spørger jeg forvirret.

"jo alså i dette forløb skal vi skal tilgive nogen vi er vrede eller en man bare syntes har gjordt noget forket, det er trods alt forløbet handler om, tilgivelse, det er en vigtig evne vi mennesker har, for hvis vi ikke tilgav hinanden ville vi jo gå rundt og bære den af, og være sure på hinanden" siger han.

Jeg sukker og kigger over på Kristine som er ved at flække af grin, jeg slår hende bildt på skulderen og bryder helvede løs, hun er ved at dø af grin og lægger og spræller ned på gulvet. Jeg begynder selv og grine "hvad handler det om?"Spørger Lucas "det er en intim joke" griner jeg.

Jeg kigger ud over klassen, Martinus sidder alene og jeg kan ikke rigtig se Mathilde? Men det kan jo være hun gik ud på toilettet uden jeg lagde mærke til det "Okay alle sammen, jeg vil have jer til at skrive et brev til dem i vil tilgive" siger Lucas, de fleste sukker inklusiv mig. Mia, en fra min klasse rækker hånden op, Lucas peger på hende "hvad hvis man ikke har nogen man skal tilgive?" Siger Mia "eller nogen man ikke vil tilgive" ryger det ud af mig, jeg holder mig for munden og kigger rundt.

Alle og jeg mener alle kigger på mig, nogen nedstirre mig enda, andre griner, for de ved jo godt hvem jeg ikke vil tilgive "så snak med vedkommet, hør deres side af historien" siger Lucas, jeg nikker og tager papir og blyant frem "og jeg udvælger nogen der skal læse deres brev op" siger Lucas. Er du gal hvor har jeg ondt af dem der skal læse højt.

"Har du tænkt dig og tilgiver dem?" spørger Kristine mig, vi sidder ude på en bænk i skolegården "hvem tilgiver du?" Spørger jeg for at skifte emne "du skal ikke skifte emne" siger hun seriøst "jeg ved det ikke, jeg skal ihvertfald have en rigtig god undskyldning fra begge to" siger jeg og kigger over på drengene som spiller fodbold.

Jeg kigger efter Martinus jeg ser at han sidder alene på en bænk "du ved, Martinus og Mathilde ikke" spørger Kristine, jeg nikker stille "næsten alle har hadet dem siden, ja du ved. Ingen gider nærmest og snakke med dem, være sammen med dem, de vil helst undgå dem så meget som muligt" siger hun stille. Jeg kigger på hende med store øjne.

"Er du seriøs?" Siger jeg overrasket, hun nikker " men at ligefrem hade dem, ignorere dem?" Spørger jeg nervøst "ja" siger hun "og det hele er min skyld" siger jeg, Kristine nikker bare.

Jeg tager en hurtig beslutning og går over til Martinus som bare sidder og kigger ned i jorden "hej" siger jeg stille, han kigger op "hej" siger han stille og kigger ned i jorden igen "må jeg sidde her?" Spørger jeg  "ja" siger han ligeglad.

Jeg sætter mig ned "hvordan går det så med dig?" Spørger jeg ham om, han kigger på mig og laver en mærkelig grimasse "sig mig lige hvad det er der er sket for dig?" Siger han forvirret "jeg er kommet for at snakke, det er jo ligesom snart 3 år siden" siger jeg stille "ja, det er snart tre år siden jeg fuckede det hele op" siger han og kigger på mig og fælder en tåre, han er faktisk oprigtigt ked af det.

Jeg trækker ham ind til en kram "hør det er okay" siger jeg stille og trækker mig fra krammet "er du seriøst?" Spørger han forvirret, jeg nikker og et smil plantes på os begge "tak, virkelig tak" siger han.

"Ved du tilfældigvis hvor Mathilde er?" Spørger jeg ham om "har du ikke hørt det?" Spørger han stille, jeg ryster på hoved "Mathilde er flyttet til Bergen" siger han stille, jeg synker en klup "okay tak" siger jeg og rejser mig "kommer du?" Spørger jeg "hvad?" Siger han, jeg sukker og tager fat i hans arm og river ham over til Kristine.

Jeg sætter mig ned og det samme gør Martinus "fik du så hørt hans side af historien" spørger hun, jeg ryster på hovede "det behøver jeg ikke, han er oprigtigt ked af det, så vi er gode igen" siger jeg, jeg vender mig om så jeg ser på Martinus "ikke?" Griner jeg "jo" smiler han jeg vender mig om igen "se selv" griner jeg "godt i er gode igen" griner hun "ja det er godt" smiler jeg "meget godt" griner han "nemlig" griner jeg, Kristine griner mens hun ryster på hovede "I er seriøst skabt for hinanden" griner hun.

Jeg ved ikke rigtig?

Ligefrem skabt for hinanden?

-tralala
Hvad syntes i?
Er de skabt for hinanden?

XOXO
TheUnperfectGirl🥀