Meet Us Backtage

Kap. 12 // Magiske blå øjne

Meet us backstage - 4/5 Marathon

"MARCUS?!" Jeg begynder at græde. Et smil former sig på Marcus's læber. Anne Sofie og Amalie har fejet glas skårene op så jeg kan godt løbe hen til Marcus, hvilket jeg gør. Jeg krammer Marcus som om jeg ikke har set ham i 100 år. Han dufter så utroligt godt! Da jeg står der over krammer ham går det op for mig at.. han skred fra Martinus. De er altid sammen! Hvordan kan han det ikke have det skidt?! Jeg skubber ham væk fra mig og vender ryggen til ham.

"Hvad er der nu?" Siger Marcus og sukker. "Jeg har lige "fundet" dig igen, efter hvad.. en måned?! Og nu er du sur på mig!"

"Selvfølgelig er jeg sur! Jeg er i FUCKING DANMARK begrund af DIG!" (De andre er forresten gået ind i stuen...)

"Hvordan er det min skyld?!!"

"De var dig vi ledte efter TUMPE! Hvis du ikke var blevet væk ville jeg ikke have været gået helt fra forstanden og løbet til Danmark!! Væk fra min venner! Væk fra min familie.."

Jeg kunne se på ham at han var chokeret... men jeg manglede lige ennnn ting til.

"Og hvis du ikke var løbet væk så..så HAVDE JEG IKKE MISTET CHILI!!" Skriger jeg og løber forbi Marcus og ud af døren. Jeg kan høre at der kommer en løbende efter mig men jeg løber bare videre. Jeg løber ud af vejen og løber så ned af landevejen. Jeg løber ikke vildt langt eftersom at klokken er mange. Jeg sætter mig ned i kanten af vejen og begynder at græde. Jeg kan mærke at en hånd lander på min ene skulder. Da jeg kigger op kigger jeg lige op i nogle utroligt smukke øjne med en nærmest magisk blå farve og en mørk yderkant. Jeg zoner totalt ud da vi får øjenkontakt... vi zonede hvis begge ud for ingen af os ligger mærke til at Celine kommer.

"HALLO??!" Råber Celine.

"Hv- hvad.. Øhh... hvornår kom du??" Får jeg fremstammet.

"Jeg har stået her i 10 min."

"Seriøst?"

"Jaer! Og hvad er der galt med min bror?" Jeg er liiiige ved at kigge ind i de magiske øjne igen men stopper mig selv og kigger i stedet på hvem personen er.
Okay fuck.. Det er Calvin. Celine's tvilling. Ja de er tvillinger.

"Øhh.. Calvin.." Han kigger stadig lige ind i mine øjen men jeg kigger ikke ind i hans for jeg ved i jeg bare zoner ud igen så. Jeg vender mit ansigt så han ikke kan se mit ansigt. Han sad på hug så da han kommer til sig selv vælter han forover.

-Calvin's synsvinkel-

Da jeg hørte at Marcus og Allie skændtes gik jeg ud mod døren for at berolige dem. Da jeg kom derud var Allie lige løbet ud af døren. Jeg skyndte mig at løbe efter hende. Hun løb ned af landevejen og satte sig ned. Jeg gik hen imod hende, satte mig på hug og lagde min hånd på hendes skulder for at få hende til at kigge på hende. Hun fjernede sine hænder fra sit ansigt og kiggede lige ind i mine øjne og jeg kiggede ind i hendes. Der var som ud som om hun kunne kigge lige ind i lig og finde mine mørkeste hemmeligheder. Mere husker jeg ikke.

Arr hvad i alverden?! Jeg ligger med mit fjæs i asfalten og stritter med min numse. Jeg kan forstille mig hvor dum jeg ser ud lige nu. Jeg kan høre nogen grine. Jeg vender mit hovedet om og ser Allie sidde og skraldgrine. Hun kan næsten ikke få luft. Jeg vender mig om så jeg ligger med rumpen ned i asfalten. Jeg kigger over på Allie igen. Hun kigger EKSTREMT skuffet på mig. Hun ligner virkelig er lille barn lige ud. Jeg begynder selv at skraldgrine. Jeg ligger og ruller rundt på asfalten fordi jeg griner så meget. Da jeg kommer til at grynte ligger jeg helt stille og siger ikke en lyd. Jeg kigger hen på Allie , hun er helt rød i hovedet og hun holder vejret. Lad mig sige det på en anden måde. Lige om lidt springer hun, hun begynder at skraldgrine og kan ikke få vejret.. bare meget værre end før.

"Du må gerne grine" siger jeg imens jeg sukker.

Og der kommer det. Allie skraldgriner og kan ikke få vejret. Jeg kigger hen på Celine, hun er også i fuld gang med at grine. Jeg rejser mig op og spiller fornærmet. Allie rejser sig og går hen til mig. Celine sidder stadig på asfalten.

"Så så søde. Det må du undskyld. Vi skal ikke have grimt af dig. Vi gjorde det kun fordi at du lavede rigtig mange *host* fejl *host*" siger hun og grynter til sidst for at lave sjov med mig. Jeg kigger på hende.. igen. Hun står med det største smil nogensinde. Jeg griner lidt og kigger ned på min søster. Jeg rækker hende min hånd og hjælpe hende op. Vi går allesammen tilbage til huset.

Skrevet af Nikoline😂✌🏼️👑💗👑

Det var så 4/5.. klokken er snart 1 om natten. Jeg lovede jer et Marathon på 5 kapitler så det får i. Jeg ved godt at jeg burde have skrevet dem i forvejen så jeg ikke sad med den midt om natten men det fik jeg ikke gjort så jeg må jo gøre sådan her xD Det vil sige at der sikkert også er en masse fejl jeg ikke har lagt mærke til så de må i undskylde!

Vi ses i næste kap!❤️