Helvedes Datter

Kapitel 5

Lucy pladrede igennem en sølvfarvet bog. Den var okay tyk og havde en perfekt tekststørrelse.

TORTURENS HISTORIE var bogens overskrift og navn. Selvsagt handlede den om tortur. Lucy elskede den slags historier. De gav hende gode ideer, om hvordan hun bedst kunne torturere hendes ofre. Hun kunne godt lide at torturere rotter. Deres skrig var en fantastisk melodi i hendes ører. Lucy var vild med rotters smerte. Hun var ikke sikker på hvorfor, men det altid en tilfredsstillelse at fange og skade en rotte. For det meste dræbte hun rotten efter at have tortureret den i lang tid. Rotterne var hendes personlige legetøj. Altid en fornøjelse at lege med.

Lucy fandt et spændende afsnit i bogen og begyndte at læse.

Stød har altid været en stor del af torturen. Man giver kroppen et elektrisk stød. Meget smertefuldt, men man har fundet ud af, at stød indefra kroppen giver mere smerte. Hvis man giver stød indefra kroppen, mærker man stødet på en helt anden smertefuld måde.

Lucy tænkte over det. Det lød meget fornuftigt. Det skulle hun helt sikkert prøve en dag. Hun opdagede ikke det smil, der var kravlet op på hendes læber. Hun så på bogen, hvorefter hun pladrede videre. Knive, bla bla bla, kæp, bla bla bla, jernrør, bla bla bla. Intet spændene. Hun lukkede bogen og satte den hen på hylden hos de andre bøger. Hun havde ikke lyst til at læse mere.

Lucy smed sig på sofaen. Hvad så nu? Det vidste hun ikke. Hun satte sig op og grublede over, hvad der var sket. Det ville være bedst at få det ned på papir. Hun rejste sig og gik hen til hylderne med bøger. Hun tog et stykke papir fra bunken og en blyant, hvorefter hun gik tilbage til sofaen.

Hun satte sig på sofaen og satte papiret og blyanten på bordet. Faktisk havde hun ikke lyst til at skrive. Hun ville hellere tegne. Lucy kunne godt lide at tegne, men hun var ikke meget for at indrømme det. Hun satte blyanten på papiret. Nu behøvede hun ikke at tænke, hun skulle bare gøre det. Lucy slog alle tanker ud af hovedet og fokuserede på papiret.

Blyanten bevægede sig over papiret og tegnede en streg. Hun blev ved med at bevæge blyanten henover papiret. Blyanten var en forlængelse af hendes hånd. Det var kun hende og papiret. Intet kunne forstyrre hende nu. Lucy glemte verden og selv tegningen. Hun var ikke længere i den mørke stue, men i sit eget mørke hoved. Dette sted var hendes eget. Det sted hun altid kunne søge hen til for at få fred. Hun nød stedet.

Pludselig gik hendes tanker tilbage på, hvad der skete tidligere. Hun lukkede øjnene og så glimtvis billeder af morgnen. Et billede af faderen dukkede op i hendes hoved. Det var fra i morges. Det føltes som en hel livsalder væk. Så tæt på og alligevel så fjernt.

Et nyt billede denne gang af Ally. Lort! Hun havde helt klemt Ally. Hvad skulle hun sige til Ally? Hvad med "hey Ally, jeg ved det her lyder latterligt, men jeg blev jagtet af nogle engle. Ja, jeg ved godt, det lyder skørt, men jeg er også helvedes datter. Hov, nu når du ved det, bliver jeg nødt til at slå dig ihjel"? Nej, det går nok ikke. Hvad så? Nå, det fandt hun ud af på det tidspunkt.

Billedet skiftede. Nu var det et billede af de 2 engle. Ja, hvad med dem? Hun kunne ikke bare gå i skole mere. De var der og holdte øje. Nå, bye bye skole. Hun var faktisk ret ligeglad med skolen. Come on, hvem kunne lide skolen? Lucy behøvede trods alt ikke skolen. Det var jo ikke sådan, at hun skulle tælle de døde sjæle, der kom til helvede. Hun skulle heller ikke skrive postkort og taler til folk. Næh, hun behøvede ikke skolen. Behøvede ikke denne dødssyge verden. Lucy begyndte at blive vred. Vred på menneskerne, vred på universet, vred på sin far.

Hun kom med et sus tilbage til den virkelige verden. Hun åbnede øjnene og så ned på papiret. Blyanten var knækket. UPS. Nå lige meget.

Lucy så nærmere på den tegning, hun ubevidst havde tegnet. Det varet stort dødningehoved med 3 kakerlakker på. En slange snoede sig gennem øjenhulerne og ud gennem munden. Det hele var flot tegnet med masser af detaljer. Slangens tunge var ikke ligeså fin. Det var der, hun havde kommet til at knække blyanten. Hun betragtede tegningen lidt endnu. Den var smuk, meget smuk.