Helvedes Datter

Kapitel 7

Natten var kold. Alt for kold, men den var også smuk. Himlen var skyfri og sort som kul. En flot halvmåne lyste på himlen med selskab af en flok klitrende stjerner. På træer, bænke, skraldespande og andet var der frost, der klitrede som hundredvis af krystaller. Det gav natten et magisk skær, som i Isdronningens eventyrland. Græssets top havde en sølv/hvid farve. Der var helt stille, hvilket var en sjældenhed i byen. Byen plejede at være fyldt med støj fra bilmotorer, mennesker og dyr. Denne stilhed var sjælden og mere end velkommen. Der var mærkværdigt nok ingen dyr, der puslede i mørket. Ingen vind rørte sig. Ikke engang en mild brise kom frem.

En enkel fugl fløj ned fra et træ. Fuglen var brunrød og stod i kontrast til den hvide nat. Den var ikke større end en kvindes hånd. Den havde et lille gult næb og små sorte øjne. Fuglen sprang fremad med nogle få små hop. Den stoppede og så ud, som om den vejede noget i luften, hvorefter den gnubbede næbet mod sin vinge. Fuglen så ret så uskyldig ud, som den stod der og rensede sin vinge. Den så også meget sårbar ud.

Fuglen så op og stirrede hen på Lucy, som om den først der opdagede, at den havde selskab. Den lille fugl satte hovedet på skrå, mens den så på Lucy. Det lignede, at den overvejede, om hun var en fjende. Den besluttede åbenbart, at det var hun ikke, for den begyndte at rense sin vinge igen. Lucy bøjede sig ned.

"Hey, lille dumme fugl, du var nok uheldig. Jeg har nemlig haft en dårlig dag og trænger til at skade et levende væsen."

Hun listede musestille rundt om fuglen. Fuglen opdagede det ikke, den gnubbede bare videre. Hun var nu kun 3 meter bag den. Hun listede hen til fuglen. Hun havde en fantastisk evne til at liste. Den evne havde hun sikkert for sin far. Hun kunne bevæge sig helt lydløs, når hun havde lyst til det. Det gjorde hun nu. Ikke engang hendes vejrtrækning kunne høres. Tilsidst stod hun lige bag den lille fugl. Hun satte sig ned kun 15 cm bag den. Den dumme fugl var stadig uvidende om faren.

"Goddag lille fugl."

Det gav et sæt i fuglen. Den baskede med vingerne for at flyve væk, men Lucy var for hurtig. Hun greb den med begge hænder. Fuglen sprællede og prøvede at komme væk, men hun gav ikke slip. Hun strammede grebet om fuglen.

"Dumme dumme fugl, det her bliver sjovt." Lucy så lidt på den, hvorefter hun med den ene hånd begyndte at plukke dens fjer. Langsomt begyndte hun at plukke hvert eneste fjer af fuglen. Fuglen sprællede, men kunne ikke slippe væk. Hun smilte fornøjet.

"Dumme dumme fugl, snart har du ingen fjer. Dumme dumme fugl, snart er du fjerløs." Lucy blev ved med at plukke dens fjer, mens hun sang. Det føltes godt at have et hjælpeløst dyr mellem hænderne. Rigtig godt. Hun havde savnet den følelse. Før hun vidste det, var alle fjerne væk og fuglen fjerløs. Lucy strøg den fjerløse fugl over skindet.

"Dumme dumme fjerløse fugl." Lucy sang glad.

Hun tog fat om den ene vinge, hvorefter hun vred den rundt. Vingen sagde et højt knæk. Den var brækket, præcis som meningen. Hun smilte bredere. Lucy tog fat i den anden vinge og brækkede også den. Hun så ordenligt på den skadede fugl. Den så så forfærdelig ynkelig. Det var en fryd for hendes øjne. Et stort smil var klistret til hendes ansigt. Hun lagde fuglen fra sig, og smilet forsvandt.

"Lille lille fugl, ved du hvad? Du slipper fra mig. Ja, jeg skal flytte. Jeg kan ikke bo her mere, men det er du sikkert glad for ikke? Jo, du ser mig hellere end gerne væk." Hun sukkede dybt og rejste sig op.

"Nå, nu må jeg hellere hjem." Hun vinkede til fuglen, der bare så fortvivlet ud. Hun begyndte at gå. Hun vidste ikke hvorhen, hun gik bare.

Lucy havde gået i ca. 10 min, da hun hørte nogle lyde. Det var stemmer, drengestemmer. Hun gik hen mod stemmerne. Stemmerne begyndte at ændre sig til ord.