Rileys Verden

Kapitel 15

Det er nu tid til vi skal hjem fra lejren og vi har lagt en plan. Jeg havde snakket med min mor som jeg havde fundet ud af hedder Viola. Hun ville så gerne have at jeg flyttede op til dem i den der lille by jeg ikke helt kan huske hvad hed. Hvad var det nu den hed. Tro.. Trofors det er rigtig. Jeg ville faktisk også rigtig gerne flytte der op men jeg ville ikke sige farvel til mine venner.

Men planen er at jeg tager hjem til min far med politiet efter mig. Jeg fortæller ham hvad jeg har fundet ud af og at jeg har fundet min mor. Han vel blive anholdt. Jeg skal så pakke de ting jeg skal have med til Trofors. Vi havde også sørget for nogen flyttemænd der skulle flytte alle min ting der op. Efter jeg havde pakket mine ting sammen skulle jeg hjem til Noora og sove sammen med de andre. Altså Noora, Aya, Ella, Chris og William. Næste dag skulle vi ind til lufthavnen og få sagt ordenligt farvel. Så skulle jeg til Oslo. Derfra skulle jeg tage et tog til Trondheim også over i et andet tog der kørte op til Trofors. Så ville min mor og søskende komme og hente mig på stationen. Wow det er underligt at sige man har søskende. Det er jeg ikke vandt til. Jeg kan ikke vente til jeg faktisk skal møde min mor rigtigt.

"Vi ses snart." Det var Romeo, Iben og Benjamin der sagde farvel. Jeg krammede dem og gik hen til dem fra min klasse og smed mine ting ind i bussen og gik op i bussen til de andre. Der var en lidt trykket stemning i bussen. Alle fulgte mig med øjnene på vej ned gennem bussen, men det nok ikke så mærkeligt. Vi skulle jo snart sige farvel til hinanden.

Da vi kom til København lufthavn blev jeg mødt af en dame som spurgte "er du Riley?" "Ja jeg er Riley" sagde jeg en smule forvirret. "Godt jeg kommer fra kommunen og jeg skal køre dig hen til din far" sagde hun og viste mig hendes kort hvor der stod Gentofte kommune. Jeg nikkede til damen og vendte mig om og krammede pigerne. "Vi ses senere" sagde jeg. "Hva for vi ikke noget kram" spurgte Chris og William. "Ahahha jer havde jeg næsten glemt" sagde jeg og gik over og krammede drengene. "Hvordan kan du dog sige sådan noget. Du kan da ikke allerede ha glemt os" sagde Chris for sjov trist. "Det må du undskylde Chris. Jeg kommer aldrig til at glemme mine 2 bedste venner" sagde jeg. "Det var straks bedre" sagde William med et stort smil og trak mig ind i et kram mere. Jeg grinte og sagde "vi ses senere." Også gik jeg med damen fra kommunen. "Tillad mig at præsenter mig selv. Mit navn er Charlotte" sagde hun og rakte sin hånd frem mod mig. Jeg tog i mod den og gik med hende ud i en bil.

"Nå er du klar Riley" det var politibetjenten. Vi stod nu uden foran mit hus. "Ikke rigtig. Jeg ville gerne bare have det overstået" sagde jeg og kom så til at tænke på om han overhovedet var hjemme. "Jeg tror altså ikke han er hjemme" sagde jeg usikkert og mærkede hvordan planen oppe i mit hovede begyndte at smuldre. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det for hvad skulle han være hjemme for nu det ville ikke ligne ham. "Det er han. Bare rolig. Han har fået besked på at han skal være hjemme nu." Jeg nikkede bare men helt ærligt hvad kunne de ha sagt der var vigtigt nok til at få ham hjem. Det lyder helt mærkeligt oppe i mit hovede.

Jeg gik op mod hovededøren. Jeg tog en dyb indånding og trak ned i håndtaget og gik indenfor. Jeg gik hen til stuen hvor han sad i sofaen. Jeg stillede mig bare og kiggede på ham. Han rejste sig op og sagde højt og surt "dit uopdragne barn! Hvorfor har jeg fået en besked fra kommunen om at det er vigtigt jeg er hjemme nu! Du er da også bare hjælpeløs!" Det sidste sagde han til mig som om jeg var fat svag. Ham gik over mod mig og hævede sin hånd. Jeg kneb mine øjne sammen og gjorde mig klar til at få et slag men det kom aldrig. Jeg åbnede øjnene og så at en politibetjent havde fat i hans arm. "Klokken er 17:43 og Frederik du er anholdt for bortførsel af en mindre årig" sagde politibetjenten. Min far stod målløst og kiggede på mig og man kunne se vreden boble i ham. "Din lille mide har du meldt mig" sagde han til mig. Jeg nikkede og der var han ved at fare i flæsket på mig men politibetjenten nåde lige at stramme grebet om ham. "Ha jeg kan da være ligeglad hvad skal der nu blive af dig. Det havde du vidst ikke lige tænkt på. Der er ikke nogen der vil lade en 14 årige bo alene. Tåbelig tøs" sagde min far. "Hvor våger du at snakke sådan" sagde en af politibetjentene. Jeg kiggede på ham også på min far. "Faktisk har jeg et sted at tage hen og det er langt væk her fra" sagde jeg. Hans blik ændrede sig hurtigt. Han var stille lidt men så prøvede han at løsne sig fra grebet han blev holdt i af betjenten. "Nu kommer du med her" sagde politibetjenten mens far sprællede og skreg som en gal. Charlotte kiggede på mig og spurgte "skal vi gå op og få pakkede dine ting sammen." Jeg nikkkede og gik med hende op på mit værelse som jo så ikke ville være mit værelse ret meget længere.