Helvedes Datter

Kapitel 9

Lucy's P.O.V

Jeg gik langsomt gennem gaden sammen med Kræ. Det var mørkt og koldt, men Kræ sørgede for at holde mig varm. Mørke gjorde mig intet, jeg følte mig endda mægtigt tilpas i mørkets favn. Mørket mindede mig lidt om min far, helvedes hersker. Så jeg havde det godt i mørket.

Jeg drejede om et hjørne og stoppede. Jeg lænsede mig op af en mur i skyggen, og Kræ kom hen og satte sig ved mine fødder. Jeg iagttog Ally, der 30 meter fremme var igang med at sætte ild til nogle skraldespande.

Der gik ikke særlig lang tid, før en lysende skikkelse kom ind i gaden. Personen var på vej mod Ally. Det var en mandelige engel, og han var lige gået ind i min fælde og sin død.

Ally så ikke ud til at være påvirket af englens tilstedeværelse, men fortsatte med afbrændingen af skraldespande. Jeg skubbede mig væk fra muren og bevægede mig langsomt mod dem. Et smil dansede på mine læber, og jeg strammede spændt mit greb om krystalkniven i min hånd. Englen havde endnu ikke opdaget mig, men var nu næsten helt foran Ally. Jeg stoppede 5 meter fra dem.

Englen var lav og tyk, han havde nok haft det lidt for godt i Himlen. Han var ikke velsignet med hår, men med store klovnefødder. Den lysende hvide aura, der var kendetegnet for engle, var for hvid til min smag. Hans alder var umulig at se, men han mindede mig om min gamle historielærer på 57 år fra folkeskolen.

"Hallo."

Han snurrede rundt ved lyden af min stemme og fik øje på mig. Han gav mig et elevatorblik. Glamme stodder! Det var helt klart ikke et pænere syn, nu når jeg kunne se hans ansigt, men et meget værre. Han havde tykke fedtede kinder og klamme grå øjne.

"Okay klamme røvhul, fjern dit klamme blik fra min krop." Han så overrasket på mig.

"Er du stum eller hvad? Intet at sige? Har din herre skabt en både dum og stum engel? For så vil jeg ihvertfald give ham, at han kan finde ud af at rime." Jeg gav ikke en fuck om, at jeg sikkert lige havde fornærmet verdens skaber. Guess what? I didn't care.

"Hvem er du?" Englens stemme mindede mig om et æsel, der prøvede at imitere en hvalros. Det var ikke en pæn lyd.

"Et godt spørsmål med et godt svar... men svaret får du ikke at vide." Jeg lavede en grimasse til ham.

"Hvorfor ikke?"

"Fordi!"

"Fordi hvad?" Den engel fortjente virkelig at dø, det måtte jo være en forbrydelse at være så dum.

"Fordi du er død."

Før han nåede at reagere på mit svar, havde jeg tilbagelagt afstanden mellem os og stukket krystalkniven ind i hans mave. Han var overrasket over mit angreb og gjorde intet andet end at se ned på kniven i hans mave. Englen åbnede munden, men jeg lukkede den med et knytnæveslag på hans kæbe. Jeg trak kniven ud af hans mave og så på ham. Normalt ville jeg torturerer englen, men jeg kunne ikke holde ud at se mere på ham.

"Måske, er du heldig, at du er så grim." Jeg fortalte ham om min konklusion.

Jeg førte kniven mod hans hals, og pressede kun lige nok til at lidt blod kom frem. Jeg sendte ham et ondt smil, hvorefter jeg langsomt begyndte at presse hårdere, så kniven kom længere ind i hans hals. Den var 4 cm inde i hans hals, da jeg hurtigt skar igennem resten af hans hals. Englens krop faldt til jorden og hovedet rullede lidt væk.

Jeg vendte mig om og fik øje på Kræ, som sad lydigt og iagttog mig. Jeg smilte til hende, og hun sprang spindende mod mig. Kræ var blevet meget større end, da jeg fandt hende i drengenes greb. Hun kunne ikke sidde på min skulder mere.

"Nå Kræ, skal vi hjemad?" Jeg bøjede mig ned og nussede Kræ bag øret. Jeg så tilbage og fik øje Ally, og gav hende et kort nik, som hun returnerede.

F/N (forfatter note)
Hi! Jeg ved det er lang tid siden, at jeg sidst udgav et kapitel. Denne bog vil ikke blive opdateret jævnligt, men når jeg har tid og lyst til at skrive. Det er ikke den bog, som jeg fokuserer mest på.
Jeg er mega glad, for at i gider læse denne bog, og jeg er ked af, at jeg ikke kan opdatere jævnligt.