Lysningen

Kapitel tolv

(Newt's synsvinkel)

Jeg gik rundt og kiggede på mit ur. Alby prøvede og berolige mig, men jeg kunne ikke lide tanken om at nogen af mine bedste venner er inde i labyrinten uden nogen erfaring. Der er præcis fem timer og femogfyrre minutter til at de skal være tilbage. ''Skal vi ikke gå ned og smage nogle af Frypan's nye sandwich?'' Spurgte Alby. Jeg kiggede på ham i nok et minut os så nikkede jeg.

(Matt's synsvinkel)

Jeg har aldrig løbet så meget i mit liv! I hvert fald hvad jeg kunne huske.. Minho førte an. Til sidst stoppede han foran et dybt hul. Man kunne ikke se hullets bund. Jeg tog en sten der lå op af de høje vægge og kastede den ned. Jeg så den falde og falde og falde indtil den kun var en lille prik der forsvandt. ''Kast sten ned i hullet!'' Sagde Alvin bestemt. ''Minho du tager venstre side, Thomas tag højre og jeg tager midten. Jen og Mattie i kan kaste lidt rundt omkring.'' Sagde han og pegede de steder vi skulle stå. Vi nikkede og gik den anden vej for at samle sten. Jeg havde fået samlet mig en stor bunke sten og kaste i. ''Hvad er det her?'' Spurgte jeg. ''Vi kalder det Afgrunden. Fordi vi tror at man bare dør, hvis man falder derned.'' Sagde Minho med en dum grimasse. Jeg sendte ham en rynket pande tilbage. Typisk. Var det eneste der faldte mig ind. Typisk Minho. Jeg rystede derefter på hovedet og gik over mod Afgrunden. Jeg begyndte og kaste sten. ''Hvad er det vi leder efter?'' Spurgte Thomas, der også var gået i gang med at kaste sten. ''Et eller andet. Bare kast. Den må jo være her for en eller anden grund.'' Sagde Alvin. Jeg kastede videre. ''JEG HAR FUNDET NOGET!!'' Råbte Thomas. Vi alle holdte os for ørene. ''Jeg har fundet noget.'' Sagde han lidt lavere da han fandt ud af at vi alle holdte for ørene. ''Hvad? Jeg håber shucking du har fundet noget. Ellers er du ikke meget klogere end en staffer!'' Spurgte Minho. Ikke imponeret. ''Prøv og se.'' Sagde Thomas. Vi gik alle i en klump rundt om Thomas og kiggede ned i det bundløse hul. Thomas kastede en sten ned. Den faldt og faldt.. Bum!... Var der noget der sagde. Stenen havde ramt noget og forsvandt imens. Minho kastede en til sten. Der lød endnu et bum. ''Du har squ ret!'' Sagde han. Nu temmeligt imponeret. ''Vi må løbe hjem og hente redskaber. Vi kan nå hjem herfra på en time.'' Sagde han og kiggede på sit ur. Han sukkede. ''Desværre... Vi må vente til i morgen.'' Han vendte sig om gik... Langsomt med tunge og lange skridt. Vi fulgte efter ham. 

Forfatter's noté:

Undskyld fordi jeg har været så inaktiv. Der kommer nyt kapitel fremover hver dag. Vi er faktisk snart færdig med historien!