Det var koldt, og mit tøj begyndte at dryppe med vand. Det regnede så kraftigt, at jeg ikke engang kunne se hvad der var foran mig. Det var min fødselsdag, men der var ingen til at holde den sammen med mig.
Jeg bor i et børnehjem, min familie er her ikke længere. De er væk. De har altid været væk.
For mig er det som om at tiden står stille, som om at jeg kan se regndråben falde i slowmotion. Se den glitre i månens skær. Se den danse sammen med de andre dråber, og blande sig med en fremmed for atter at blive til én.
Jeg savner dem, men alligevel kender jeg dem ikke.
Jeg går ned af en smal vej, der fører mig ned til en skillevej. Jeg drejer til venstre og så til højre. Jeg ser et mørkt omrids af en bygning. Det er børnehjemmet.
Jeg banker på tre gange, men det er som om at ingen kan høre mig, alligevel er lyset på den højeste etage tændt. Jeg ringer på, men der er stadig ingen reaktion. Er de gået i seng, eller har de travlt med at spillekort? Hallo, sagde jeg i gennem dørsprækken. Åben døren, det regner! Det var koldt, og vejret var tydeligvis ikke på min side. Det var som om at træernes kroede fingre greb efter mig. Uglernes sjælforladte øjne stak mig i hjertet, mens vinden hvæssede modbydelige ord til mig. Hvad lavede de? Jeg satte øret mod døren. Jeg kunne høre en knirken bagved. Højhæle gå ned af trappen. Jeg lænede mig tilbage, og rettede ryggen. Låsen slås fra. Døren åbnes.
Hun ser på mig med et snerpet ansigtsudtryk. -Du kom tilbage? Hvad havde hun forventet, at jeg ville stikke af, selvom det havde været fristende. -Jeg gik en tur sagde jeg. Hun så på mig, som om hun havde slugt en citron. -Så kom dog inden for. Jeg var ved at eksploderer inden i. Det var som om, hun så lige igennem mig. Det var som om, at jeg brændte inden i, som om, at jeg havde en lille sol inden i mig, der truede med at eksploderer, hvis hun blev ved med at være så ligeglad.
Jeg satte min jakke på stativet. Hun tog en cigaret frem fra en af skufferne foran mig. Mit hår var gennemblødt. Hun tog en lighter frem og tændte den. Hun gik helt hen til mig. -Hvad er dit problem egentligt? Hun så spørgende på mig. -Ja, du er altid så uduelig. Hun viftede med hånden, og åndede mig op i ansigtet. Mine øjne begyndte at svie. -Nåh, sagde jeg. Hun gav mig et borende blik. -Din satanistiske møgunge, jeg siger dig, din mor ville ikke havde været stolt af dig. Hun tog fat i min trøje, og skubbede mig tilbage. Jeg ramte døren med et hårdt slag. Det gav et jag af smerte i min krop. Hun smed cigaretten på gulvet og kvaste den med hælen på sin sko. – Du sød, når du sådan prøver at spille voksen. Hun smilte til mig. Du har din fars øjne. Den skønhed du besidder i dine øjne gør mig tosset. De tåge grå øjne. -Lad så være med at se på mig. Fjern det blik. Hun så sig omkring, som var der noget hun ledte efter. Hun gik ind i køkkenet.
Jeg tog skoene af, og lagde dem fint på gulvet. Min jakke dryppede noget meget, der var allerede en lille vandpyt neden under stativet. Hun kom tilbage, -Her sagde hun, og rakte mig en fejebakke, men smed kluden på gulvet. -Du skal være færdig om fem minutter, hvis ikke så ved du selv, hvad der sker. -Nåh sagde jeg, og gav hende et ligegyldigt udtryk i øjnene tilbage. -Søde pigebarn, har jeg ikke sagt til dig, at du ikke skal svare mig tilbage? Hun flåede fejebakken ud af min hånd, og plantede den på mit ansigt. Jeg kunne smage blod. Det måtte være min næse. Den bløder. Jeg kunne mærke en klump i halsen. Tårerne begyndte at presse på. Roser er røde, violer er blå, begyndte jeg at citere i mit stille sind. Jordbær er søde, min forældre var ligeså.
