Jeg stirrede ind i hendes øjne... Ind i dens øjne...
Men hvad jeg så skræmte mig. De grønne, glade øjne jeg var så vandt til, var blevet udskiftet med hvad der lignede bundløse huller. Hendes iris var i mindre end et sekund gået fra at ligne græsmarker under en blå sommerhimmel, til at ligne urolige søer på en stormfuld nat.
De flakkede idet hun prøvede at finde en udvej.
En måde at undslippe det der skulle til at ske.
En måde hvorpå hun kunne undgå det uundgåelige.
Jeg trak blikket væk.
Det smertede mig at tænke tilbage på alle de gange jeg havde holdt hende i mine arme.
Alle de gange jeg havde fortabt mig i hendes alfe-agtige grønne øjne, eller mumlet hendes navn ind i hendes hår.
Det smertede mig at tænke på de løfter jeg havde svoret til hende. De løfter jeg nu måtte bryde.
"Jeg er ked af det" Hviskede jeg, fokuseret på ikke at møde hendes blik.
Selv med hovedet rettet mod væggen, kunne jeg føle hendes sorte øjne hvile på mig.
Jeg rystede på hovedet, som om det på en eller anden måde ville få hende til at forstå, at denne her situration heller ikke var nem for mig.
Som om det ville vise hende at jeg ikke havde det godt med det her, men jeg kunne ikke ryste følelsen af at have svigtet hende, af mig.
Inderst inde havde jeg jo hele tiden vidst at der var noget... næsten magisk ved hende.
Edlyn.
Måden hendes ravne farvede krøller snoede sig om hendes hoved, som slanger higende efter at komme væk. Måden hendes dragende øjne, skinnede som smaragder, idet de lokkede en til at stirre sig fortabt i dem. Måden hvorpå hendes stemme, næsten overnaturligt kunne gå fra at lyde som et egentligt billede af blomster og solskind, og til at lyde som de salte bølger, der slår i mod klipperne.
Og måden hun sang på. En tone efter den næste, fra en oktav til den næste, helt ubesværet.
At høre hendes stemme glide nemt fra strofe til strofe var helt... Fortryllende.
Når hun først begyndte at synge kunne man ikke bryde kontakten. Det var som om man havde lyst til at følge, selv hendes mindste anmodning.
Jeg vendte igen blikket mod hende, og følte med det samme vemodigheden krybe over mig. Det kunne ikke være rigtigt at sådan et smukt ansigt, skulle være halvt dækket af et klæde. Verden fortjente at se hendes smukke, røde læber, og måden hvorpå de formede ord efter ord i smukke melodier.
Verden fortjene at opleve den fryd det var at lytte til hendes sang.
Mine øjne dvælede et øjeblik længere ved klædet om hendes mund, før de bevægede sig opad. Endu engang fik jeg et chok ved mødet med hendes kulsorte øjne.
Jeg gøs.
Dette væsen, var den samme pige som jeg kun timer forinden, havde erklæret min uddødelige kærlighed for.
Jeg fastholdt hendes blik.
Men dette væsen, der stirrede tilbage på mig, var ikke min Edlyn. Gud, jeg var ikke engang sikker på, at det overhovedet var Edlyn.
Måden hvorpå hendes våde krøller hang sjasket og tungt ned over hendes bare ryg. Kontrasten imellem den blege hud og det mørke hår virkede så eventyrlig. Det mindede næsten som ild og vand, bortset fra at det her passede perfekt sammen.
Jeg lod mit blik glide nedaf, fra håret og langs rykhvirvlen.
Jeg stoppede ved såret.
Det aflange, dybe sår midt på ryggen.
Det var et vidunder hun ikke var død endnu.
Jeg tog mig til panden med et suk. Hvis nogen havde fortalt mig, et par dage forinden, at jeg i en nær fremtid, ville lave et dybt og voldsomt snit, henover ryggen på kvinden jeg elskede, ville jeg have leet dem lige op i ansigtet. Men ikke længere.
For bare nogle timer siden var alt fredeligt og lykkeligt. Men det virkede så skræmmende langt væk.
Meget var sket siden da.
Mine øjne bevægede sig igen op, og endnu engang fæstnede mit blik sig ved klædet om hendes mund. Denne kvinde.. Dette væsen.. Dette magiske, fortryllede væsen, med den smukke stemme. Den smukke stemme der kunne få mænd til at adlyde den mindstre ordre, uden tøven. Dette væssen var ikke Edlyn. Ikke min Edlyn.
Endelig samlede jeg mit mod og mødte hendes blik. De kulsorte øjne var langsomt begyndt at skifte tilbage til deres oprindelige farve. Jeg rejste mig, og frøs da jeg så mit spejlbillede i dem.
Det gik op for mig at jeg stadig knugede kniven til mig, som gjalt det mit liv. Hvilket det vel egentlig også gjorde.
Mit våde hår dryppede ned på kahyttens allerede, oversvømmede gulv.
Jeg skulle til at vende mig, for at gå, da jeg fangede mit eget blik i hendes øjne.
Stenhårdt stirrede jeg mig selv i øjnene.
Det kunne godt være at dette væsen.
-Edlyn,
var et ægte monster.
Men jeg var den af os der havde kniven.
Jeg var den der havde hende fanget.
Sirene eller ej.
Jeg var også et monster.
