Flying love birds

"Mor....kom tilbage...jeg ber' dig.." (Kapitel 1 del 1)

                                                                ~Fortæller~
Vilma står ved sin mors grav. Hun står på Solbakken ved stenen. Solen er ved at gå ned. Kravene flyver rundt. De skriger som om de blev tortureret. Og Vilma....
Ja, hun blir' tortureret i sine følelser..hun skrig' ikk'...hun græder ikk'.....
Men hun længdes. Længdes efter sin mor, efter sit tidligere liv...men det nytter intet. Hendes sjæl er tom hun føler sig ikke levende. Men det er ikke hende der er død..det er Fanny. Fanny..Vilma og Collins's mor...Morten's hustru og kone... Collins og Morten var også nedtrykt...men ikke så meget som stakkels Vilma...det var præcis dette hun havde frygtet..et liv..uden Fanny..uden sin mor. Hun nægter at gå i skole nægter at snakke...hun ender med at dø af ensomhed og sorg. Det er starten på sommerferien og Fanny og Vilma var ude at køre. Det blev rødt og de standsede selvfølgelig. Det var i vejkrydset. De skulle lige ud. Det blev gult og de to snakkede jo. Så blev det grønt. En lastbil fra højre fræsede ind foran dem og de kørte direkte ind i den. Det bragede. Vilma skreg og græd imens Fanny var helt stille. Lastbilen blinkede og folk steg ud af biler. Vilma blev trukket ud. Hun kravlede hen over asfalten og hjalp med af hive sin mor ud af bilen. Vilma hostede og havde fået en smule røg forgiftning. Der var røg over alt. Nogen tilkaldte ambulancer og andre gav Fanny hjerte massage. Vilma sad og kigger med et tomt blik. Det var koldt. De var jo stadig i Danmark. Det begyndte stille at regne. Nogen folk kom løbende med tæpper til Vilma. Flere prøvede at trøste men Vilma så bare på sin mor. Ambulancen kom. Manden i lastbilen var lamslået og bevidstløs. Han sad stadig i lastbilen. Folk var igang med at få ham ud. Mænd styrtede ud af ambulancen og over til Fanny. To mænd fik Vilma op og stå. En af dem modtog historien fra bilisten der havde holdt og ventede ved siden af den sorte Nissan.
Vilma's tåre trillede og hendes smukke lyseblå øjne glinsede. Mændene som havde været ovre ved Fanny kom gående over til Vilma. Hun så på dem. "Vi er kede af at meddele dig men din mor....er død.." Sagde den ene af mændene. "Må vi be' om din far's telefon nummer så vi kan meddele ham det." Sagde en af de andre. "Mhm......" Sagde Vilma imens tårerne trillede. Vilma gav dem telefon nummeret og græd. En venlig kvinde på nok 28-29 lod Vilma græde ud på hendes skulder. "Hør her..så så...det skal nok gå..." Sagde kvinden og lagde et tæppe om Vilma. En Volvo kom kørende i stor fart. Morten og Collins hoppede ud og løb hen til Vilma. "Oh skat!!" Råbte Morten og krammede Vilma. Collins som var 3 år ældre end Vilma græd også. "V-Vilma? Hvor er m-mor?" Spurgte Collins. Morten trak sig. Vilma pegede over mod røgen hvor Fanny lå med masser af ambulance mænd rundt om. Morten og Collins styrtede hen til dem. Vilma var tom. Hun gik efter. Sagde intet. Var bare tavs. Hun græd stadig. Tæppet gjorde ingen forskel. Hun var kold, tom, følelsesløs og grædende.

Det var sådan det skete....Vilma står stadig ved graven på Solbakken. Solen går ned. Vandet bruser langt der fra og vinden hiver i træernes kroner langt derfra.

://:Okay man kan ikke rigtig kalde det her et kapitel men i skulle bare lige vide hvordan det hele skete. Så det er bare første del af kapitel 1
Håber i vil følge med! <3 ://: