Det største, sødeste smil nogensinde. Det ser næsten ægte ud, som om at hun ikke har nogen maske på. Min egen maske er ødelagt, krakeleret. For hver eneste hug og slag livet har givet mig, kommer der endnu en revne i masken, der truer med at afsløre ansigtet bagved.
Nogen har masken på for en sikkerheds skyld. Nogen har ikke et ansigt længere de kan vise frem til folk. Jeg har altid tænkt at ordsproget "tabe masken" er bogstaveligt. Alle mennesker går med masker, for at se perfekt ud. For at ligne en der har det godt, en der er glad og perfekt. Jeg kigger rundt på kantinens borde, for at observere de andres masker. Alle smiler stort og ser lykkelige ud, som om at hele verden ligger i deres hænder. De sidder rundt om de grå slidte borde og spiser deres frokost, som om intet er galt. Mit øje fanger en dreng, hvis maske ser fejlagtigt ud, som om at den skal til at falde af. Hans venner ligger ikke mærke til noget, før at han kort efter rejser sig fra bordet, og skynder sig ud af kantinen med faste hurtige skridt. I det han går sig forbi mig, sidder masken ikke længere på hans ansigt, og bagved afsløres et smertefuldt ansigt forvrænget af gråd og sorg. Tilbage ligger masken på gulvet med tandsmil. Drengens såkaldte venner bliver siddende, og kigger efter ham. Der er ingen der går efter ham, ingen der har intentioner om at hjælpe.
Min ven, som sidder ved siden af mig og gufler spaghetti i sig, har ikke lagt mærke til drengens forsvinden. Jeg rejser mig op for at samle masken op fra gulvet og finde ejermanden i skolens lange gange.
"Hvor skal du hen?" smasker hun højlydt. Måske tror andre på at hun virkelig er en så glad og humoristisk person der altid har overskud, men mig narrer hun ikke. Jeg ved udmærket godt hun bruger den personlighed masken giver hende, for at skjule hendes sande jeg. Hun er en af dem der har en maske på hele kroppen, for at skjule de blå mærker og hemmeligheder hun bærer rundt på. Jeg ignorer hendes nysgerrige spørgsmål, og går ud ad dørene der larmer når jeg åbner dem.
Langt nede ad gangen kan jeg se en skikkelse der sidder foroverbøjet over sig selv og bevæger sig i takt med sin ejers hulken. Det er ydmygende at tabe masken foran nogen, ifølge samfundet. Ifølge mig, er det en del af at være et menneske. At have følelser, grimme oplevelser, oppe og nedture. Drengen hører mig komme nærmere og kigger op på mig med våde øjne. Af skam og ydmygelse begraver han sit hoved i armene og mumler at jeg skal gå væk. I stedet for at svare sætter jeg mig ned ved siden af ham, lægger mit hoved på hans skuldre og fortæller ham at det er okay. For det ér okay.
"Det er okay at være et menneske." hvisker jeg til ham, imens jeg hører hans vejrtrækning blive normal igen.
"Du er den eneste der siger det." snøfter han.
"Du er den eneste anden der tror på det"
"Hvordan kan du vide jeg tror på det?"
"Hvis du ikke gjorde, ville du ikke lade mig være her."
"Jeg vil gerne have du går så"
"Nej du vil ej." der sidder vi i stilhed, sammen og alene, indtil drengen afbryder den. Det er rart at have en anden, en man kan være sig selv med uden at skulle være bange for masken.
"Hvis det er så okay, hvorfor tager du så ikke din af?" spørger han og tørrer de sidste tårer af hans røde æblekinder. Hans flotte runder æblekinder.
"Ikke alle har tyk nok hud til at se hvem jeg virkelig er."
"Jeg er hårdere end jeg ser ud." han kigger mig dybt i øjnene og fortæller mig det er okay.
Tre dybe indåndinger senere griber jeg fat om min maske og lægger den ved siden af hans egen. Jeg kigger ham intenst i øjnene for at se hans reaktion. Ethvert andet menneske havde kigget væk fra mit ansigt af ren væmmelse. Men ikke ham, i stedet for tager han min hånd og trykker den let i hans. Jeg fatter ikke at jeg viser en fremmed dreng mit ansigt, som jeg dårligt nok selv kan kigge på i spejlet. Jeg fatter ikke at jeg endelig har fundet en der er ligeså træt af masker som mig.
