My (fucked up) life (1D)

Kapitel 1

Emmas synsvinkel.

Mit vækkeur ringede, jeg gad virkelig ikke i skole. Jeg satte mig op i min seng for at slukke mit vække ur jeg så hvad dato det var det er præcis en måned siden ulykken. Jeg lagde mig ned igen og begravede mit hoved i mine hænder og begyndte at græde, jeg ved ikke hvor lang tid jeg havde ligget der, da jeg kunne mærke en hånd på min ryk og en stemme der sagde "årh skat jeg ved det, det er hårdt men du bliver altså nød til at tage i skole" det var min far, jeg kunne høre han prøvede at være stærk, men at han selv var lige ved at græde.

Jeg er glad for at have min far i denne her tid. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden ham.

Det er første gang jeg skal i skole efter ulykken, jeg glæder mig virkelig ikke. Hele skolen ved det og folk har ringet til mig men jeg har ikke taget den jeg har ikke haft lyst til at snakke med nogen. Men jeg skal afsted idag.

Jeg stod op og gik i bad efter badet tørrede jeg mit hår og tog mine lyse jeans på og min store striktrøje på, så tog noget mascara på men det var og så det eneste, jeg orkede ikke andet, jeg satte mit hår op i en hestehale. Jeg gik ned for at spise morgenmad.

Jeg satte mig ved bordet og spiste min morgenmad min far kom ned til mig.

"Her" sagde han og lagde 50kr til mig. "Så kan du købe noget frokost, jeg har ikke lige fået handlet ind" fortsatte han og kiggede ned i gulvet.

"Det er okay" svarede jeg ham. Min far har haft det meget hårdt og har været nød til sygemeldt sig fra sit arbejde, men jeg forstår ham godt det må være hårdt at miste sin kone og sin lille dreng. Jeg fik tåre i øjnene min far opdagede det" hey det skal nok gå, vi har hinanden" sagde han blidt. Det som om han kan læse mine tanker.

Kl blev 7:45 og jeg skulle afsted min far kørte mig. Der var helt stille i bilen. Da vi kørte rundt om hjørnet kunne jeg se alle de andre. Jeg sagde farvel til min far og steg ud af bilen og tog min taske lige inden jeg lukkede døren sagde min far " jeg elsker dig" "i lige møde" svarede jeg med et falsk smil på læbet. Så lukkede jeg døren og gik ind på skolen og inde i min klasse.

Da jeg kom ind i klassen blev der helt stille og alle kiggede på mig. Jeg gik bare med hovedet ned i jorden og satte mig ned i hjørnet og kiggede ud af vinduet og så regnen falde. Pludselig kom min veninde hen til mig og satte sig ved siden af mig

"Hej Emma" sagde hun meget blidt.

"Hej Amanda" svarede jeg at prøvede at lyde glad.

"Jeg er ked at høre det der er sket" sagde hun med eb trist stemme. Jeg kiggede bare ned i bordet og fik tåre i øjnene.

"Er du ikke sød og gå, jeg vil gerne være alene" spurgte jeg

"Jo" svarede hun og gik med hovedet ned i jorden.

Jeg ved det er dumt at skubbe hende væk men jeg orkede virkelig ikke at snakke med nogen. Mine tanker blev afbrudt af klokken der ringede og lidt efter kom vores lære. Hun kiggede ned på mig og smilte til mig. Jeg smilte tilbage men igen et falsk smil. I hele timen sad jeg bare og kiggede ud af vinduet og tænkte på om det var rigtigt at efter døden kom man op i himlen og om så de var der oppe.

Jeg blev igen afbrudt af klokken der ringede til frikvarter og jeg tror aldrig jeg har været så glad for at høre den klokke jeg tog mine ting og gik ud til mit skab og lagde min ting i mit skab.

''Hey'' kunne jeg høre en drenge stemme sige. jeg lukkede skabet og så det var Harry ......

(Kære læsere jeg håber i kunne lide min første del det er min for historie så jeg håber i kan lide den❤️😂😂😂)