Farlig forelskelse

Det hele startede med et kys. Et enkelt, simpelt kys der blev til flere. Og flere blev til mange, som senere blev til forelskelse. En hemmelig, farlig forelskelse der ikke burde have fundet sted, men de kunne ikke gøre for det. De havde ikke kontrol over deres følelser, også selvom de prøvede.

Hvordan de var blevet fundet, vidste de ikke, men nu var det for sent. Det var for sent at sige det, der burde være sagt, ord der burde have været fortalt. Kærlighedserklæringer der skulle have været delt. Alt det var for sent nu.

Frederik trak vejret i små, korte stød. Det hele var gået så hurtigt, at det hele var ved at blive sløret. Han kiggede rundt efter Nikolaj - forvirret, bekymret. Nikolaj var længere fremme. Det gav en slags ro i kroppen, men Frederik kunne stadig mærke sit hjerte hamre i brystkassen. Som om det var ved at sprænge hul på alting og flyve ud. Var det muligt?

Frederik blev trukket hårdt ud på en ny gade. Han kunne se kirken herfra. Den så ud til at tårne sig op over ham, og han sank en klump. Hans hjerte sprang et slag over, men ikke på en rar måde som da han fik øje på Nikolaj første gang. Han huskede det stadig tydeligt.

Det havde været en lun sommeraften for et par to-tre år siden. Han var lige blevet bekræftet ind i de voksnes rækker. Efter flere års slid var han endelig færdig med sin uddannelse og kunne tage ud og få et arbejde. Lykken og fremtiden havde set lys ud. Han havde fået sig en god læreplads lidt udenfor byen, så det var ikke andet end en kort cykeltur væk. Dog skete der noget den aften, som Frederik ikke havde forudset. Denne aften så han den smukkeste person, han nogensinde havde set. Og selvom han vidste, at det havde været forkert, havde han taget sig selv i at tage det hele til sig. Drengen, som så ud til at være jævnaldrende, havde haft de flotteste, blødeste krøller, han nogensinde havde set. Som om de havde deres helt eget liv og gjorde sit bedste for at stå smukt og flot. Drengen havde også de fortryllende, brune øjne. De mindede Frederik om den thesangaraske sommer, når egetræerne stod i fuld beklædning. Aldrig havde han set nogen så betagende, som denne lune sommeraften.

De snakkede ikke sammen før flere måneder senere. Frederik var i gang med at cykle hjem en regnfuld eftermiddag i hurtig fart, indtil han tog et skarpt sving og røg af cyklen. Han væltede flere meter væk, tumlede rundt, så han blev helt øm i kroppen. Da han lå stille igen, så han op på den grå regnfulde himmel. Selvom alt hans tøj blev gennemblødt og klistrede til kroppen, blev han liggende. Nu kunne det da også være lige meget at nå så hurtigt hjem. Frederik havde altid godt kunne lide regnen, så som han lå der, lukkede han øjnene og lyttede til regnen hamre mod jorden. Det gav ham en følelse af ro og fred. Nærmest idyllisk. Der duftede friskt af blade og våd jord lidt ligesom en forårsmorgen, hvor duggen stadig sad på græsset og glimtede i den tidlige morgensol. Han smilede svagt af det billede, han fik, bag de lukkede øjne.

Som han lå der og mærkede regnen slå mod sit ansigt, kunne han høre skridt i det fjerne. De kom nogle gader derfra, og de lød ikke til at have særlig travlt. Frederik flyttede sig dog ikke. Folk måtte tro, hvad de ville. Men da regnen stoppede med at ramme hans ansigt, slog han øjnene op og kiggede lige op i de smukke brune øjne, han havde set for nogle måneder siden. Øjnene brune som egetræer i fuldt flor.
"Er der ikke koldt på jorden?", spurgte drengen og lagde hovedet lidt på skrå. Frederik blev betaget af krøllerne, der lå fladt mod drengens hoved. Sidst havde de snoet sig elegant langs hans ansigt. Det var blevet klippet siden sidst, lagde Frederik mærke til.
"Det synes jeg ikke", svarede Frederik med et grin, "Du skal være velkommen til at lægge dig ved siden af"

Han kunne se, at drengen tøvede, men til sidst lagde han sig ned ved siden af ham. Frederik vendte blikket mod ham og stak sin hånd frem mod ham.
"Jeg hedder Frederik", præsenterede han sig selv. Drengen præsenterede sig selv som Nikolaj, og så var de ellers stille og lå der på vejen og lyttede, indtil det stoppede.