The Passenger

Kapitel 1.

"Næste!" - bliver der pludselig råbt foran mig. Jeg puffer til min taske med min fod, i et forsøg på at få den fremad. Manden bag skranken beder mig vise ham mit pas. Kelly Amanda George, står der med størrer bogstaver ved siden af billedet i højre hjørne, et billede jeg selv ville kalde meget uheldigt. Om det er et pasfoto, skolefoto eller bare et billede af mig, i det hele taget, så er jeg altid utilfreds.

Jeg synes forresten heller ikke det ligner mig.

Ham manden kigger på billedet og derefter på mig. Han tænker helt sikkert det samme som jeg. Er det hende på billedet? Men det er det altså. Uheldigt eller ej, pigen på mit pasfoto er altså mig.

Han må være ligeså blind som hende damen der tog det billede fordi, han godkender det. Jeg er også ligeglad, jeg vil jo gerne om på den anden side af den skrank, altså forbi ham der. Så egentlig er det jo en god ting at han mener jeg er hende på billedet.

Jeg kigger tilfældigt til venstre og får øje på en fyr. Hans taske ligger mellem hans ben, imens han diskuterer med en kvinde bag skranken derovre. Afstanden mellem mig og dem er for lang til at jeg kan høre hvad emnet, der bliver diskuteret om , er. Jeg aner ikke hvad de siger, men de ser begge utilfredse ud.

Selvom de står et stykke fra mig og jeg ikke kan overhøre ordene fra deres mund, kan jeg tydeligt se hvilke bevægelser de laver. Ham fyren trækker sin mave ind, som om han skal til at trække vjeret. Ganske rigtigt, han vender sit hovede og får øje på mig, i det han puster luften ud igen. "Jaja" siger han så i en høj tone, af kvinden overfor ham og ser på mig igen.

For ikke at ligne en der bare overglor hvad der sker de tre meter fra mig, kigger jeg på manden på den anden side af skranken foran mig, igen. Han smiler til mig, giver mig en billet i hånden og lader mig gå forbi ham. Jeg svinger min rygsæk om min ene arm og rækker manden min taske med den anden, og går forbi ham med et smil.

Jeg bliver hurtigt blandet ind i mængden af andre rejsende, da jeg kommer op på etagen med TAX FREE.

Det er svært at holde sine penge i pungen når man kigger rundt heroppe. Jeg gad godt købe det hele, men millionær er ikke lige hvad jeg er. Desuden har jeg ikke plads i min taske, hvis jeg købte noget. Selvom det virkelig er fristende. ...meeen, at kigge kan vel ikke skade, vendte jeg så min tanke og vadede ind i den oplyste og meget velduftende parfume afdeling.

En pæn dame med rød læbestift og høje hæle kommer imod mig. Hun har garanteret i tankerne om at spørge hvad jeg er på udkig efter. Jeg er jo ikke på udkig efter noget, jeg kigger jo bare. Kan hun ikke bare gå væk med sine spørgsmål, som hendes chef har bedt hende stille, kun for at få sådan nogle som mig, dem som bare kigger, til at ende med noget ekstra bagage alligevel.

"Kan jeg hjælpe dig med noget?" Spørger hun jo selvfølgelig så, med sin rolige stemme. Jeg gider ikke virke som en af de der negative kunder, dem hader jeg selv at se på, så jeg svarer pænt tilbage "Nej tak. Jeg kigger kun". Og det var så her hun skulle vende om og irritere en anden kunde. Det gjorde hun bare ikke. Istedet kom hun med endnu et spørgsmål.

"Har du duftet den nye fra Calvin Klein? Den er rigtig populær hos de unge kvinder" fedter hun så. Ha, som om hun får penge ud af mig ved at fortælle mig, at andre på min alder er for dumme til at sige nej. Jeg giver mig ikke, og jeg gider ikke engang at dufte den.

Jo altså, hvis den er populær må den jo dufte godt, men hvis jeg går hen og dufter til den parfume, så tror hun bare at hun er sej fordi jeg hopper i hendes "sælger fælde". Hvordan skal jeg slippe ud af den her uden at være en negativ kunde? - Også uden at hun for lokked mig til at købe den.

Mine tanker bliver forstyrret, "Undskyld" lyder det fra en lys mandlig stemme. Jeg vender mig om, og ser ham gutten som diskuterede et par meter fra mig nede ved skranken.