Er du okay?

Kapitel 1

Jeg vågner, klokken er ti minutter over syv. Jeg er nervøs, som altid. Jeg står ud af sengen, for at sætte mig på gulvet og digte en sang. Mine forældre sover. Jeg glæder mig til at de kommer for at vække mig. Carl-emil som er en af mine venner fra rideskolen, har spurgt om jeg ville være lørdags trækker sammen med ham. Det vil sige at vi skal trække hestene mens der sidder en nybegynder på. Jeg havde ikke sagt så meget, bare at jeg ville tænke over det. Min ridelærer blev ved at sige jeg skulle så jeg besluttede mig for at give det en chance. Jeg ved slet ikke om jeg kan løbe med hesten, men lad os se. Han glæder sig og har skrevet mange gange at han glæder sig. Jeg er mega nervøs, for egntlig er jeg en genert person, selvom jeg er god til at skule mig frygt bag et smil. Jeg får selvskab, på gulvet, af min kat. Jeg klør den. Jeg begynder at ryste lidt, så jeg går ud og tager en stort glas vand. Jeg lægger mig på sengen og tænker. Jeg har ondt i maven. Jeg hører mine forældre og lader som om jeg sover. Min mor vækker mig. Jeg står op. Spiser min morgenmad og gør mig klar. Jeg tager en tyk jakke på og går ud og venter på carl-emil som har lovet at de vil hente mig. De kommer og vi snakker som altid. Jeg får gemt nerverne væk og tvunget smilet frem, som jeg er god til. Carl-emil er glad, men syntes dog at det er tideligt. Vi kommer ud på rideskolen. Jeg mærker kvalmen, som altid kommer når jeg er nervøs. Carl-emil pressentere os for den anden ridelære, jeg har ikke set hende før. Det gør mig selvfølgelig mere nervøs. Hendes navn er Marianne. Jeg går stille ind til gubban for at hjælpe med at strigle. Jeg rider selv på gubban og elsker ham. Marianne ser på mig og smiler da vi får øjnkontakt, noget siger mig at hun er sød. Hendes øjne er indbydende. Hendes smil er varmt og imødekommende. Men min hjerne mener at alt er nyt og farligt. Jeg tvinger smilet frem. Jeg mærker en lidt stikkene fornemmelse i nakken, men det går nok. Jeg fremtvinger mine facader og smiler. Det gør det bare nemmere med smil. Duften af hest ligger som en tryghed. Jeg kender hestene husker jeg mig selv på. Jeg har brugt facader hele mit liv. Facader gør det nemnere at leve, når du er anderledes. Facader er en måde at skabe en personlighed, for at skjule dit sande jeg. Grunden til at jeg har skapt facader er nok, at jeg ikke forstod den verden jeg var født i og skulle passe ind i. Jeg er meget anderlddes end mine venner. Jeg er meg klog og tænker meget. Jeg kan se gennem folk og se om de er gode eller ej. Jeg har altid været speciel. Det har hjulpet efter jeg kom i 7 klasse, for i de små klasser, var jeg bare et spøgelse, for så gjorde de andre ikke noget. Jeg havde helle i mine facader. Jeg kunne med alle, for jeg var en dygtig skuespiller og kunne danne en facade som passede til alt. En af mine veninder blev mobbet groft. Jeg var bange for at det ville ske for mig. Jeg syntes det var synd og jeg hjalp hende meget. Jeg prøvede at lære hende min tricks, men desværre var hun ikke så god til at stille en facade op. Jeg var meget stille, for hvis jeg ikke sagde noget, råbte lærene ikke af mig. Jeg var bange for lærerne, særligt en af dem. Jeg var ellers dygtig og klog, men jeg kunne læse hende, hun var ikke så sød som hun spillede. Der var også Leila, hun var en frygtlig en. Hun var sød nok og god på bunden, men hun var svag. Hun var bange for at miste sin kontrol. Hun fokuserede på at bevare sin kontrol. Derfor råbte hun tit. Jeg så hende slå en elev bag ved cykelskuret. Jeg gemte mig i busken, da hun var gået trøstede jeg omid, som drengen hed. Hun råbte også af mig tit, jeg sagde aldrig noget, så hun råbte af mig, når jeg ikke kunne løbe hurtigt nok i idræt eller når jeg sad på bænken med en skade eller andet. Hun har også engang taget fat i mig og tvunget mig til at løbe på en forstuvet fod, med lungebetændelse og en brækket arm. Men hun var ligeglad med at jeg humpede og var ved at kaste op flere gange. Hun råbte bare højere. Det ændte selvfølgelig med at jeg faldt grædene sammen på græsset og hev efter vejret. Men jeg var stadig mere bange for hende vi havde i dansk. Hun var danmarksmester i at råbe og skrige, eller det skulle man tro. Det bedste hun vidste var at råbe. Hun var også idrætslærer. Jeg husker tydeligt, den dag i 5 klasse, da jeg kom i skole med hjernerystelse, 3 forstuvede fingre, sindssygt ondt i nakken, og lettere forslået efter jeg var faldet af en hest. Det var i øvrigt det fald der ændrede mit liv for alt tid. Vi havde idræt i de to første timer, det var med vilje, så jeg blot skulle se på. Hun gav sig til at råbe og skrige af de andre børn, mens de varmede op. Midt i opvarmningen, Lod min veninde sig falde og græd. Hun fik lov at sidde sammen med mig, det havde hun planlagt, så typisk hende. Men vores lærer var mega sur over at vi sad på bænken. Jeg kæmpede med kvalme og svimmelhed. Min veninde tog min hånd. Der blev råbt at vi skulle være med til noget hvor vi kun skulle bruge armene. Vi rejste os, vi turde ikke andet. Vi var stille og vidste godt at det ville være værre at sætte sig imod. Vi gjorde som vi fik besked på. De eneste jeg husker at bare smerten. Da vi endelig kunne sætte os igen havde jeg det som om jeg skulle besvime. Efter pausen var det en test i dansk, som jeg fuldførte og så gik jeg hjem. Min veninde hjalp mig ud til p pladsen, hvor mine forældre kom. Hun gik også hjem, hun havde ondt i foden, så ondt at hun skulle se icarly og hihgschool musical på sofaen med sin mor resten af dagen. Hun gad sgu heller ikke mere, hvilket jeg forstod. Hun sagde endda til mig at hun ikke ville være der uden mig. Jeg lå og sov på vores venners sofa resten af dagen, med udsigt til min hest som jeg havde fået for 3 dage siden. Mine facader holt godt. Det hele er nemmere med facader, sådan er det bare. Jeg står stadig hos gubban, jeg skal til at trække ham ind. Marianne siger at vi godt må trække ind. Carl-Emil går ved siden af mig. Vi hjælper den søde dreng op på gubban og jeg trækker ham, han taler engelsk og der handler om Pokemon. Noget jeg ved noget om, dejligt. Jeg tvinger ordene frem og holder facaden. Det virker og drengen er vild med det. Da vi skal til at trave spænder jeg gjorden og sætter i løb. Det går rigtig godt. Det gør ikke så ondt. Og jeg følger godt med og drengen griner. Jeg løber små stykker, for det er det jeg kan holde til og drengen vil helst have det sådan. Jeg lægger mærke til at Marianne ser på os. Jeg holder mit smil, det er sjovt. Jeg har besluttet at jeg vil fortsætte. Næste time, skal jeg ikke løbe. Men efter 20 minutter hvor Carl-Emil har trukket hans lillesøster, beder marianne mig om at tage over fordi carl-emil er lidt for storebror agtig. Jeg tager over og indser at masja er lynene hurtig. Jeg kæmper for at følge med. Min nakke gør ondt, men jeg fortsætter og holder smilet. Det er nemmere at lade som ingenting, for Marianne skal helst kunne lide mig. Jeg er bange for at hun ikke vil syntes om mig. Jeg syntes at hun virker sød, og jeg vil gerne have at hun syntes om mig. Jeg vil heller ikke virke svag, det har jeg gjordt nok i mit liv. Jeg kæmper for at være stærk. Jeg tør jo ikke engang galopere. Angsten sidder i mig hver gang, jeg bare tænker på det. Hvis bare hesten sætter farten op i traven, er jeg bange med det samme. Det sidder i mig. Jeg kan godt lide Bianca, som er carl-emils søster. Hun er skide sød og køn. Da vi er færdige giver hun mig et kram og siger at hun vil have mig næste gang. Selvom jeg ikke er vild med at kramme, så var det her noget andet, hun er bare sød. Marianne smiler, da Bianca siger til hende, at jeg skal trække hende næste gang. Marianne smiler også til mig og siger at jeg gør det godt. Jeg takker hende. Jeg kommer til at stamme. Jeg syntes selv at det er pinligt, men jeg kan se at Marianne er ligeglad. Hun smiler bare og klapper mig på skulderen. Hun dømte mig ikke, hun var ligeglad. Hun accepterede mig. Jeg tænker at jeg klarer det godt, med min facade. Ingen ser hvor bange jeg engtlig er. carl-emil og jeg går ud for at tage en pause. Han har ikke lavet så meget, men alligevel går han ind og køber to kakaoer til os og siger at det er hårdt. Marianne kommer ud og beder ham komme ind i ridehuset. Jeg går med, for jeg får en tanke, måske er det ikke okay at sidde her. Jeg går ind og tager over for en af de andre piger. Nakken gør ondt igen. Jeg fortsætter og giver drengen en god færste ridetime, han vil kun skridte, jeg får ham til at tale, selvom han er genert ligesom mig. Han hedder mads, og er 5 år. Han er virkelig sød. Han smiler og griner. Vi kaster med bolde, det syntes han er mega sjovt. Han smiler og giver boldene navne, det var da overhovedet ikke min ide. Da timen er slut, siger moren at det var dejlig at se min tilgang til ham. Jeg bliver stolt. Måske er jeg alligevel ikke værst til det her. Sidste time løber jeg med en pige, som vi tryller om til en prinsesse, det går op for mig at h
Jeg kan bruge min fantasi og på den måde kan jeg neutraliserer angsten. Da vi er færdige. Siger Carl-emil at vi gerne vi fortsætte. Vi siger farvel og hun siger at hun glæder sig til at se os næste lørdag. Jeg er glad, for det har været en fantastisk dag og jeg glæder mig til næste lørdag.