Jeg Hader Ole

Jeg fucking hader Ole. Det tænker jeg hver dag. Hver eneste dag. Jeg står op ulideligt tidligt om morgenen bare for en ny omgang tortur. Jeg skovler lange baner af morgenmad ind i mit dumme fjæs. Føj hvor det smager af næring. Og så spæner jeg. Jeg spæner som nogen aldrig før har gjort det. Et lille morgenmaraton hver eneste dag. Det tager selvfølgelig kun et par sekunder, uheldigvis, for så er jeg der. Jeg bremser ved at smadre ind i den dagligt rekonstruerede mur. Det gør ikke ondt, for selvom jeg har indvendige blødninger i hele min krop, ved jeg at mit hoved snart kommer til at lide en langt værre skæbne.

Jeg står foran Ole, det modbydelige bjerg af en mand. Vi har en stirrekonkurrence, og jeg taber selvfølgelig, det er klart. Når man har øjne så store som Ole, har man sgu da også at kunne bruge dem til en skid. Det er godt hans evner er i overensstemmelse med mit verdenssyn, for ellers ville jeg nok være endnu mere rasende, trods min sejr. Jeg kigger på mit ur. To nanosekunder tilbage.
"RINGALINGADINGALINGALING," lyder den forbandede alarm, som ikke eksisterer, for det er bare Ole der teer sig.
Men te sig må han stadig på præcis det rette tidspunkt hver eneste dag. Ole åbner sit gab, og så starter dagen. En flok medstuderende står omkring mig, klar til at dele min skæbne. Så er tiden inde. Nu er det tid til Ole!

Ivrigt hopper jeg ind i kæmpens gab, men min spænding kommer ikke af glæde, nej, stik modsat. Jeg er ved at eksplodere af vrede. Det er ikke nyt. Jeg lever i had. Det er det Ole gør ved mig. Jeg trækker vejret dybt før jeg kaster mig ned i hans hals, for at blive fortæret af systematik. Først gennem halsen, så ned i mavesækken, og videre gennem tarmene, hvor dagen først rigtig begynder at blive en bunke lort. Jeg hiver min computer op af bukselommen, og stikker dens stik i min næse. Så puster jeg. Hårdt. Rigtig hårdt. Der går ikke længe før skærmen lyser op, for mine næseben er hårdere end stål. Jeg tjekker Oles netværk. Der er en anelse for mange reklamer for røvtørringsarbejde i dag, men jeg har set værre. Dagens skema bekræfter min værste frygt. Vores klasse starter dagen med en dobbelttime i vaskebjørnstestikelskilderi.
"FOR HELVEDE!" skriger jeg og sukker omkring en milliard gange.
Det er en af de allerværste ting, man muligvis kunne starte dagen med. Hvis bare skemaet ikke blev ændret hver eneste uge, kunne jeg måske have forberedt mig på denne tragedie.

"Så går vi i gang," siger læreren.
Og så sidder jeg så der, omringet af retarderede stoddere i en tarmpassage, og kilder et dumt dyrs nosser. Vi sidder ved hvert vores bord med vores helt egen vaskebjørn. Nogle går virkelig til den, uhyggeligt meget i den grad. Jeg er personligt skide ligeglad. Så kan man sidde her i to timer. Hyggeligt. I sådan en situation tænker jeg ofte på livet, og hvad det nogensinde kan føre til. Der er ikke længere nogen tvivl om, at der aldrig vil komme noget godt ud af det her, det er helt sikkert. Jeg ser enhver mulig fremtid foran mig, og de er alle sortere end den kaffe jeg har smuglet med ind i lokalet. Men det er ikke alt jeg ser, for alle de forskellige fortider folk vælger at tro på står også klare for mig. Det eneste der altid vil være det samme, er nutiden. Min verden er gået fortabt. Jeg lever i et samfund, og har ingen kontrol. JEG SKRIGER. JEG SKRIGER MEGET HØJT. JEG SKRIGER SÅ HØJT SOM JEG OVERHOVEDET KAN KREPERE. Men det er bare i mit hoved.
"Hey, det er ulovligt at drikke kaffe i timen. Husk at gå 40 minutter i fængsel på vejen hjem", siger læreren som om livet blot var et spil Monopoly.
"Kan du så komme tilbage til arbejdet, de testikler kilder jo ikke sig selv."
Den lede lærer tager min kaffe, hvilket virkelig går mig på nerverne, men kilde må jeg, for sådan er det bare.

Minutterne går. Langsomt, men de går. Jeg sidder som en hjerneløs taber og stirrer på min vaskebjørns tilfredse ansigtsudtryk. Hvis bare jeg var en vaskebjørn. Det tænker jeg nogle gange, for tænke har man da lov til. Der går dog aldrig længe før jeg husker at vaskebjørne er nogle utaknemmelige skiderikker, og at alting er meningsløst. Pludselig begynder min sidemand, Gert, at flække af grin.
"Hvad FUCK er dit problem?" spørger jeg som det rationelle menneske jeg er. Gert peger på sin vaskebjørn, men det går hurtigt op for mig at det slet ikke er nogen vaskebjørn. Det er en rød panda!
"Jeg smuglede den med ind i min rygsæk, og ombyttede den med den kedelige, grå vaskebjørn jeg plejer at kilde, men det er der ingen der har lagt mærke til," siger Gert så stille at kun jeg hører det.
Jeg er målløs. Aldrig har jeg set noget lignende.

Jeg kunne simpelthen ikke stoppe med at tænke på Gert og hans røde panda. Resten af dagen gik jeg, en smule mere isoleret i mit eget hoved end normalt, og grublede over samfundets indretning, små pelsede dyr og Gert. Var der virkelig en anden person i Ole, som ikke var et ubrugeligt stykke lort? Det var svært at tro på, men jeg havde set beviset med mine egne øjne. Læreren fandt aldrig ud af, at Gert benyttede sig af en rød panda i timerne. Det var utroligt. Måske var dette samfund ikke så klaustrofobisk begrænset, som jeg havde gået og troet så længe. Okay, det lød en anelse for optimistisk. Jeg forsøgte bare at glemme det, for der er og bliver intet håb i denne verden.

Efter flere ulidelige timer, med spændende fag så som citronmaling og stensutning, er dagen endelig ovre. Jeg kravler ud af Oles røv og spæner hjemad, men selvfølgelig først efter jeg har været 40 minutter i fængsel, for andet er der ikke at gøre. Man skulle forvente at man så, efter at være kommet hjem, i det mindste må eksistere uden turbulens, men når man har været igennem et helt fordøjelsessystem, lugter man ikke af andet end lort. Så ligesom hver eneste anden dag, går jeg i bad i flere timer for at fjerne den modbydelige lugt.

Men så er man da også færdig med at tænke på Ole, ikke sandt? Det er der du tager fejl, for vi trækker alle sammen et røvhår efter dagen er omme, og vi har bare at snitte hele håret før vi møder op næste dag. Nu er det dog endelig weekend. Så er der bare lige det, at jeg skal bruge noget af den på at forberede et stort måltid til Ole. Retten skal være færdig til på tirsdag, så jeg bliver nød til at benytte mig, af den eneste tilstrækkelige mængde af fritid jeg har, for at løse opgaven. Mandag har jeg jo travlt med at være i Ole, gå i bad og snitte røvhår. I det mindste går jeg ikke i søndagsole. Jeg misunder ikke de stakkels børn, hvis forældre tilbeder giganten, og tror på det uendelige liv i det kosmiske tarmsystem. Nogle gange er det godt at mindes, at der er folk der har det værre end absolut fucking lort, og at du ikke er en af dem.

Først kl. 23:20 blev jeg færdig med at snitte mit røvhår. Endnu en nat uden en tilstrækkelig mængde af søvn. Jeg ved godt jeg burde have snittet lidt hurtigere. Jeg ved godt jeg kunne have snittet lidt hurtigere. Jeg ved godt jeg kunne have brugt min tid lidt bedre. Men det var ikke sådan det gik. Det er aldrig sådan det går. Ak og ve, livet er og bliver håbløst umuligt og fuldkomment ubrugeligt. Hvis jeg har oplevet noget i dag der kunne skabe tvivl om det, har jeg for længst glemt det. Der er intet at gøre, for der er aldrig noget der vil ændre sig. Jeg hader Ole.