√ | Som Natten, så Dagen

SEKSTENDE DEL

Tidligere: Amelia har forladt bjerglandsbyen for at tage imod Barion. Med sig havde hun en lille, udvalgt flok, indtil for nyligt, hvor det skulle vise sig, at de havde en blind passager. Adar har nemlig sneget sig med. Men flokken er nået for langt og kan ikke vende om nu. De er ude af bjergene og snart halvvejs til vampyrernes hovedsæde og Mørkestenen.

16.1

Jeg havde ventet på den her dag i en måned. Måske endda hele mit liv. Det var i dag, jeg havde bedt Eliyas om at møde mig. Åh, hvor jeg dog inderligt håbede, at han havde klaret rejsen, selvom han var dødeligt såret. Bare hans tilstand fortsat stod til at redde, og han ikke var for slemt redt til. Jeg ville give ham mit blod, jeg ville give ham hver en dråbe, jeg ikke behøvede for lige akkurat at holde mig selv i live og i stand til at redde verdenen. Jeg havde øget tempoet, og jeg gik flere meter foran de andre, da jeg stoppede brat op for foden af bakken. Bakken med det store, krogede træ, der led en ensom død på toppen. Det var synligt flere kilometer væk, og derfor det perfekte kendetegn i landskabet. Selvsamme træ havde hjulpet mig tilbage til Silicia, Edam og Adar, dengang jeg knapt var sluppet fra Amira og Castor med livet i behold.

Denne gang bragte det Eliyas til mig. Og jeg til ham. Jeg smed min oppakning på græsset, så jeg kunne løbe til ham uden hæmninger. Jeg havde fået øje på hans skikkelse. Den var kun en silhuet mod den lyse himmel, men jeg genkendte ham uden problemer på trods af den store afstand mellem os. Han stod lænet op ad træet, som om han kedede sig og havde ventet i flere timer. Det havde han måske også. Hvor lang tid tog det en vampyr at løbe fra Rom til den anden side af Alperne? Havde han overhovedet behøvet at stoppe for at hvile? Måske havde han ventet på os i flere dage nu. Min glæde for at se ham tog over, og mit smil var ikke til at stoppe. Det strakte sig fra øre til øre med huden så stram over mine læber, at de truede med at sprække. Men jeg var ligeglad. Jeg kunne ikke have forberedt mig på endelig fysisk at være hos ham. Kramme ham. Kysse ham. Men ville han overhovedet have lyst til at kysse mig? Hvad hvis det ikke var fysiske Amelia, han var forelsket i? Wow, klap lige hesten. Hvem har sagt, at mine følelser var gengældt, og at han var forelsket i noget som helst?

Jeg skulle lige til at sætte i mit livs spurt, men jeg tøvede. Hvad havde jeg egentlig også gang i, sådan at lave mig distrahere af en teenageforelskelse midt i opgøret mellem godt og ondt?

Mine trofaste venner stoppede på en række ved min side for at se, hvad jeg så. Ud af øjenkrogen opfangede jeg Ophelie hurtigt rette sin bue mod ham og sendte en pil afsted. Jeg løftede min hånd for at skubbe hendes bue ud af kurs, men buen var tom, og pilen var i luften, før jeg kunne nå at reagere. Jeg trak ikke vejret, mens jeg i rædsel så til, da pilen skar sig vej over den himmelblå baggrund med retning lige mod hjertet på den mørke silhuet. Ophelie var utvivlsomt en fantastisk skytte, og pilen fandt uundgåeligt vej til sit mål. Mødet med den dødbringende genstand fik Eliyas til at forsvinde i den blå luft.

Jeg havde det, som om jeg gik i stykker. Jeg kunne ikke røre mig, ikke blinke, ikke trække vejret. Det var måske for det bedste, for jeg vidste alligevel ikke, hvad jeg skulle gøre. Havde det været dét? Var det sådan, jeg skulle miste ham? På et splitsekund og ved hånden af en, som jeg stolede på. Endnu et splitsekund gik, hvor verden stod stille omkring os. I næste øjeblik, dukkede Eliyas atter op, denne gang lige foran os. Alt inden i mig faldt sammen. Mit hjerte gik i gang igen; jeg åndede ud og slugte hurtigt en ny mundfuld luft. Min læbe dirrede, mens jeg stirrede lige ind i hans for evigt smukke ansigt. Til mit – og faktisk alle menneskers held – havde Eliyas undveget døden ved hjælp af sin overmenneskelige fart, der kun syntes at være mulig for vampyrer. Jeg har sagt gang på gang, at det var superklamt, når han gjorde det, men lige nu var jeg ret taknemmelig for hans evne.

Eliyas holdt en høflig afstand, men selvom han stod flere meter fra os, mødte hans grå øjne mit blik og fastholdt det, som om der kun var få centimeter imellem vores hornhinder og ingen distraktioner i periferien. Vi stod alle, som var vi huggede i sten, men én af os var i stand til at fatte sig ovenpå Eliyas' forsvindingstrick. Ophelie havde hurtigt en ny pil på buen, men denne gang var min hånd allerede i luften, og jeg lagde den på hendes fingre, der holdt pilen fast på strengen, for at få hende til at holde inde.

"Ophelie, vent," gispede jeg hurtigt, og hun sænkede buen på min kommando, dog stadig med pilen på sin plads, klar til affyring.

"Vampyr," var hendes svar til mig. Et spydigt ord sagt mellem sammenbidte tænder. Hendes blik forlod ham ikke et øjeblik, end ikke for at blinke. Jeg havde fortalt hende om min kontakt, der kunne hjælpe os. Én, vi kunne stole på, og som kendte hver en krog af Barion, for ikke at tale om Mørkestenens opholdssted. Hvad, jeg nok havde glemt at nævne, var, at han var en lille smule vampyr. Intet kunne have forberedt dem på at møde ham. Intet. Og havde jeg fortalt hende, hvad han var, havde hun aldrig forladt Civitas Salvus sammen med mig.

"Eliyas er min–" begyndte jeg, men fortrød, "Han er vores spion. Her, se."

Jeg fumlede med at trække min dolk frem, før jeg vendte ryggen til Eliyas og holdt bladet op for mig. Det var den selvsamme kniv, han havde foræret mig, den gang vores veje skiltes. Jeg fandt hans skikkelse i refleksionen, men Ophelie havde ikke flyttet sig en tomme, uvillig til at vende ryggen til ham, som jeg havde gjort det. En albue i siden på hende fik hende til modstræbende at dreje hovedet, så hun kunne se kniven, jeg holdt op; se den utydelige skikkelse med de kragelignende vinger, der stod på afstand bag os.

"Hvad er det," befalede hun nærmest, og selvom det nok var et spørgsmål, lød det mere som et foragteligt udbrud.

"Han," rettede jeg hende, "Er hybrid. Både Vampyr og Engel. Han overlevede begge forvandlinger samtidig, og selvom han var stærk som menneske, er han nu stærkere end begge racer. Hybrider er mere truet end mennesker, og de må undertrykke deres ene side for at leve ubemærket eller blive dræbt. Der er kun få som ham. De kaldes Dødsengle. Lux kaldte på ham og bad ham om at møde os her."

Ophelie havde for længst rettet sin opmærksomhed væk fra refleksionen og tilbage til den virkelige hybrid længere væk fra os. Jeg lod mit blik dvæle en smule længere ved de majestætiske vinger i refleksionen og mindedes, hvordan jeg havde set dem manifestere sig fysisk ved solhverv. Jeg mindedes, hvordan jeg havde længtes efter at lade mine fingre køre igennem de blanke, sorte fjer, der ville føles bløde som dun og varme under solens stråler. Det krævede alt, hvad jeg havde ikke at springe på ham, trykke mig tæt ind til ham, vikle mine fingre ind i hans hår, da jeg fjernede mit blik fra knivsbladet og fulgte de andres stålfaste blikke mod Dødsenglen foran os. Min Eliyas.

"Han har al grund til at hade vampyrerne lige så meget som jer," sagde jeg, mens Eliyas anstrengte sig for at nærme sig skridt for skridt i menneskefart, "Han er her for at hjælpe os med at komme uset ind i Barion. Og helskindet ud igen."

Han rakte en hånd ud mod Ophelia, og da jeg så ned, holdt han den pil, hun havde affyret. Han rakte den til hende med fjerene først, og den dødelige, lapis lumen-besmykkede pilespids rettet mod sig selv. Han forsøgte at vise hende, at han fortjente hendes tillid.

----------------------------

Forfatterbesked:Jeg har lige planlagt og skrevet stikord/scener til resten af bogen, og jeg føler mig faktisk lidt trist. :-( Meeen jeg har også en smule gåsehud over det, der kommer til at ske.

Det er ret vildt.

Kh, Brochmann