6. Undskyld ventetiden
Vi har alle prøvet dét. Ikke en, ikke to og hellere tre gange, men flere utallige gange. Det kan være, når du står og venter på bussen, når du venter på en ven/ veninde, når du venter på din lektion begynder. Det kan være mange ting, men ikke nødvendigvis noget let. Fx hvis man på venteliste på hospitalet med en ret alvorlig sygdom. Det er jo ligefrem at vente på at skulle dø, for at man ikke kan blive behandlet med det samme.
Men der er altid ventetid til at alt. Og det giver dig, for det meste, tid til at tænke. Ventetid er lig med tænketid. Fx er 9.kl for mig, på en måde, ventetid til at tænke og forberede til min uddannelse. Og det er tænketid, for så kan jeg tænke på hvad jeg helst vil være af erhverv og karriere.
Men hvad med før soluret og tid bliv opfundet? Dengang rettede man jo sig efter solens position på himlen. De stop op, når solen stop op. Spiste, når maden var færdig, arbejde indtil de havde brug for pause, legede, når de havde lyst og sov, når solen gik ned. Dengang sagde de fx heller ikke ”Mød mig foran kiosken kl. 8.”. Jeg tror, nærmere, de ville have sagt: ”Mød mig ved daggry.” De kendte sikkert ikke engang følelsen af at have stress dengang. Jeg tror, at det må have været en utrolig nem og rar tidsalder at leve i. Hvor ingen kom for sent, og man ikke var afhængig af tiden. Før ventede man ikke, man så frem til. Men så blev soluret opfundet og dele af året blev til årstider. Så nu havde de jo pludselig noget at vente på.
I den moderne tidsalder, altså nu, ved man ikke, hvor lang tid, man skal vente. At vente på prinsen på den hvide hest, er sikkert noget alle og enhver har hørt før. Men hvem ved man, hvor lang tid man skal vente på ham? Man bliver jo utålmodig, og ønsker noget forandring i livet. Men hverdagen er en rutine for de fleste. Hvornår er der så plads til det, som skal ske? I ventetiden.
Ventetiden er jo ikke altid nogen dårlig ting. Hvis man venter på noget godt, er ventetiden måske mere en gave end en straf. Fx hvis man er gravid. Man venter rigtig længe, men på noget stort, som vil forandre ens liv for altid. Man bliver ikke irriteret og utålmodig over ventetiden, men bruger blot tiden til at glæde sig og forberede sig på lykken.
Utålmodighed kan få minutter til at virke som timer, og timer til at virke som dage. Du kan ikke lade værre med at se, hvor lang tid ventetiden varer endnu, og om den overhovedet bliver kortere. Og så er der de ligegyldige, ubetydelige, irriterende og nogle gange også meget frustrerende ventetider. Når du fx venter på den pizza, som du bestilte for 2 timer siden og når du venter på, at det bliver din tur. ’’Køkulturen’’. Du bruger køkulturen næsten hver dag. Når du handler ind, og når du venter på, at det bliver din tur til at komme op i den store karrusel i et tivoli. Selv i skolen står du i kø. Det gælder jo ikke om at række hånden længst op, men om at gøre det først. Det har betydning. Rækkefølge. Så må du igen vente på, til det bliver din tur. Det er ikke kun med hensyn til køkultur, at du venter i skolen. Du kan også vente på frikvarteret. Eller på et bestemt fag. Eller du kan vente på, at skoledagen slutter. Det hele handler jo om at vente. Så vi må jo bare vente. Vente på det ukendte. Det er kedsomhed. Det er kedeligt at vente.
Men nogle gange er det måske det værd. For du ved jo ikke hvad det ukendte bringer, vel? Men så skal du være forberedt på det værste og det bedste. Du skal forvente det uventede, men jeg syntes, ikke at du burde stille for mange og store krav. Du skal din tid, som det kommer. Men være forberedt.
I teksten som hører til den her opgave, står der ”Det værste man kan udsætte det moderne menneske for, er ventetid”. Det er vel så sandt, som det står skrevet, for når vi venter, bliver vi irriterede over, at vi skal vente. Det er noget, vi tror, vi ikke er vant til, selvom vi selvfølgeligt gør det hele tiden. Men egentligt har vi det jo ikke så slemt. Hvis det endeligt skulle være, ja så kan vi jo altid bare gå og lade ventetid være ventetid. Vi tænker ikke over, at selvom det er normalt, at der bliver kortere tid til alting, så er der stadigvæk en grænse for, hvor hurtigt noget kan gøres. Når vi står i supermarkedet i køen tænker vi tit, at det dog er noget mærkeligt noget, at JEG skal stå her. Alle de andre står jo også bare og pjatter, og kan ikke tage sig sammen, så jeg kan komme videre. Sådan er det nu en gang for os. Det er os selv frem for alle andre.
Vi tænker jo ikke over, at det jo er en fælles ting at vente, og at der ikke altid kan gøres mere, for at det skal gå hurtigere. Vi tænker bare på, at vi skal videre og klarer vores egne ting. Men sådan har det ikke altid været for os. Vi har ikke altid set det at vente, som noget, der bare er til irritation.
For bare 65 år siden kunne det, at skulle vente, nemt have været et spørgsmål om liv og død. Dengang foregik 2. Verdenskrig omkring vores lille besatte Danmark. Det at bo en stor by kunne fra den ene dag til den anden, betyde kaos og ødelæggelse.
Prøv at forestil dig, at det er dig, der sidder i en kælder og venter. Sirenen er blevet hørt. Bombeflyene er på vej. De er blevet spottet fra kysten. Nu sidder du her igen. Ligesom du har siddet her så mange gange før. Du og din familie er nu snart vant til at skulle flygte ned i kælderen, men i er aldrig blevet vant til at vente. ”Hvad nu hvis det denne her gang er vores hus, der bliver ramt? Hvad nu hvis huset styrter ned? Hvad nu hvis…” Sådan flyver tankerne igennem hovedet, imens du kan hører flyene med bomberne, som lige så stille kommer nærmere og nærmere udenfor. Så hører I pludselig et stort ’’KABUM’’ ved siden, fra genboen. ’’Tak gud, det er ikke os der er blevet ramt denne gang!’’
Selvfølgelig er der på ingen empati med genboen, for dig og din familie frygter mere for hinanden, end for genboen. Liv kommer og gå, men dit eget liv betyder mere end alle andres. Ventetiden er hård, for man ved jo aldrig hvornår man er ofret. Køkulturen træder ind i denne situation, fordi man venter på sin tur. Man ved aldrig hvornår døden træder ind, men med ved at man kommer til at dø.
Jeg mener, at ventetid har både sine fordele og ulemper, fordi din tænketid bringer dig, der alting. Det er altid om at være forberedt på det uventede og ukendte.
