"Klar?" Lee kigger på de to andre, mens et smil fylder hans ansigt op med glæde.
"Det tror jeg" mumler Octavia ukoncentreret imens hun retter på hendes lillasorte kjole, med flotte sorte blonder, og hendes spidse lilla hat.
"Det er jeg vist også" Asher kigger grundigt ned af sig selv, og erklærer sig selv tilfreds. Hans kappe falder tungt ned af kroppen på ham. Det er af tykt sort stof, men med rødt velourstof indeni.
De går ned ad trappen og ind i det stilfærdige køkken. Her finder de, deres store sække der senere gerne skulle være fyldt til randen af slik.
"Klar?" spørger Octavia, mens hendes hoved lyser op ad spænding.
"Ja" Lee og Asher nikker begge i enighed.
De går ud ad døren, og i samme sekund svøber mørket sig om dem. Kun gadelygter og græskar oplyser den mørke vej. De går ned ad gaden, men stopper op ved hvert hus for at rasle. Ved hvert hus får de udleveret en vis mængde slik, og så går de ellers videre til næste hus i rækken. Sådan fortsætter de ned ad alle de lange mørke gader.
Efter godt to timers tid sidder de sig ned, for at holde en pause. Mørket har nu omringet dem totalt. Pludselig hører Lee en utydelig lavmælt hvisken, den kommer bagfra. Han vender hurtigt hovedet, men ingenting er der at se. Kun blade fra busken de sidder op ad.
"Hørte i det" han kigger nervøst på Asher og Octavia.
"Hørte hvad?" Octavia kigger hen på Lee, som om han var sindssyg. Så hører han den pludselig igen. Langsomt bliver den højere, som kom den snigende bagfra.
"Det der! Hørte i det ikke!" man kan tydeligt høre panikken i hans stemme.
"Lee, hør nu her, der er ingen lyd. Jeg er sikker på, at det bare er noget, du bilder dig ind." Lee trækker vejret dybt.
"Ja, klart, bare noget jeg bilder mig ind" siger han små sarkastisk.
Så kommer den igen. Stemmen. Denne gang meget højere, end de forrige gange, men stadig for utydelig til at kunne høre hvad den siger.
"Kan i seriøst ikke høre det?" det løber ham koldt ned ad ryggen.
"Lee der er altså ingenting". Lees øjne flakker fra side til side. Han kan ingenting se, det er alt for mørkt.
"Glem det, jeg går hjem!" med det sagt, rejser han sig og går. Da han er drejet om hjørnet, ind i en lille dyster gyde ude af syne for sine venner, er det som om alt bliver en tand mørkere. Som om lygterne ikke længere lyser nær så kraftigt som før.
"Lee". Lee er nærmest væltet af forskrækkelse. Han kan nu høre stemmen fuldt ud, ikke den mindste snert af utydelighed. "Lee" der er den igen. Stemmen lyder dyb, lyder som kom den snigende bagfra, som er den... lige bagved ham. Lee vender sig om. Lygtepælenes lys begynder at flakke, for til sidst at gå helt ud. Alt bliver mørkt. Det er som om, at der intet lys er tilbage i verden. Mørket svøber sig om ham, alt imens stemmen bliver ved med at hviske Lees navn. I frygt kniber han øjnene tæt sammen.
Lidt efter åbner han øjnene. Da han igen kan se tydeligt, står han ikke længere i den mørke gyde. I stedet står han nu i vand til brystet. Der er vand så langt øjet rækker, intet andet. Lee kan mærke at han begynder at gå i panik. Det føles som om, at hele hans krop skriger. Lige pludselig kommer der en kæmpemæssig bølge. Den slynger ham ned under vandet, og slår alt luften ud af ham. Lee sparker af alle kræfter til sandbunden, i forsøg på at skubbe sig op til overfladen. Han skubber sig opad, men når knap at trække frisk luft ind, inden den næste store bølge rammer. Han bliver smidt ned i sandbunden, som vejede han ingenting. Han prøver igen at skubbe sig op, men strømmen trækker ham med. Hver en celle i hans krop skriger efter luft, skriger efter at trække vejret. Det føles som om, at han er ved at eksploderer indefra. Han skubber sig op, og skal lige til at trække vejret, da understrømmen tager ham med under igen. Han sluger vandet, der smager stærkt af salt. Endnu en bølge tager ham med, og han hvirvler rundt.
"Lee" han hører hans navn. Han tror først det er stemmen, men han kender den, som ligger svaret lige på tungen, og venter på ham. "Lee, kan du hører mig?"
Det lyder som om, det kommer oppe fra overfladen. Som er der nogen, der kalder på ham. "Lee, please svar mig!" stemmen lyder bange, nej panisk, det lyder som en kvinde, nej en pige... det lyder som... OCTAVIA. Lee spærrer sine øjne op, som havde han ligget i trance. Hans krop skriger efter luft, skriger efter at trække vejret igen. Lee finder sine sidste kræfter og sparker til sandbunden. Han kan se overfladen, kun lidt mere.
