Venner er aldrig rigtig til at forstå. Det ene øjeblik er man "best pals" og det næste kan man ikke fordrage hinanden. Man gør en lille ting forkert og den anden er sur på en i lang tid, tager det med i det næste skænderi, og siger at man er tilgivet men inderst inde er stadigvæk sur. Alle gør det, du gør det, og jeg gør det. Sådan er det år man har venner. Venner kan såre, de kan såre dybt. Men de kan også give minder. Men er minder altid godt?
Lige når man er i mindet kan det føles godt, men så nogle måneder efter i et skænderi og der bare er stille tænker man altid tilbage, tænker tilbage på minderne. Og det gør en ked af det for man kan ikke se for sig at man får flere minder med den person, enten fordi man selv er for sur eller fordi man er bange for at den anden er for sur. Noget tid efter går det altid over, men hvad skal man gøre når man tænker det er ikke godt for mig at være sammen med denne person men når man er sammen har man det sjovt. Lidt af et problem ikke? Nej? Du har sikkert større problemer, det har jeg også men alligevel er det så irriterende. Kender du det?
Men sådan er det med venner alting kan ikke være godt jo. Alligevel er der bare nogle mennesker der kan få en til at føle sig så godt tilpas, hvis de vil det. Og så dårligt tilpas hvis de vil det.
