Tiden

kapitel 1 - Straffen

Tiden er det allervigtigste i hele verden, men hvordan er det at leve i tiden. Det er et stort spørgsmål for mig. Jeg kigger rundt på de lange baner af tid. De lysende rør med et hvert sekund af tiden. Banerne strækker sig langt øjet rækker. Som blodårer under huden. Jeg ser ud over Ora. Verden, der ligger uden for tid og rum. Den vil aldrig ændre sig. Jeg rejser mig op og flyver hen mod tidsårene. Det sted, jeg allerbedste kan lige, er nutiden. Det er der tiden foregår for alle levende organismer i universet. For efter nutiden kommer der fremtiden. Det er den ukendte tid. Den kender vi ikke en gang til.

Jeg flyver tættere på tidsårene, lægger mine hænder på årene. Dens varme energi strømmer igennem mine hænder. Dens blå lys skærer i mine øjne, men det generer mig ikke. Jeg er helt i trance, jeg vil bare have mere.

Lige pludselig giver mine hænder efter, og mine hænder kan gå igennem årens beskyttende skal. Mine hænder kommer tættere og tættere på tiden, der løber som elektricitet. Milliarder af mikroskopisk tråde for hvert levende ting i universet. Jeg står stadig med hænderne inde i tidsårene.

Lige pludselig bliver jeg hevet væk. Det er de øverste ĺedere af tidens råd. De bruger deres telekinetiske kræfter til at trække mig ud derfra. Jeg bliver slynget tilbage til virkeligheden, og ser de tre mægtigste tidsvogter. De har hvert ansvar for en del af tiden.

Den øverste leder er Argon, han har nutiden som sit område. Lunala står ved han side. Hun er vogter af fortiden. På højre side står James. Han har det mystiske og det forbudte område nemlig fremtiden. Jeg har altid synes, at han var underlig og uhyggelig. Jeg synes, at han hele tiden stirrer på mig. Argon ser vredt på mig. Hans rynkede ansigt er helt spændt op i et meget vredt ansigtsudtryk. Jeg kan James og Lunala, de har også vrede i deres blikke.

"Hvad har du gjort" spørger han vredt.

"Øhhh, jeg ville bare gerne se tiden" siger jeg stille.

Jeg bøjer hovedet. Jeg bliver helt flov.

"De kunne have beskadiget tiden'', råber Lunala.

Lunala er meget vred nærmest mere vred end Argon.

Argon holder en pause inden han siger

"De får en straf"

Ordet straf giver mig kuldegysninger ned af ryggen.

"Din fremtidige adgang til at blive sendt ud på missioner i tiden bliver her med udsat med 500 år'' siger Agon.

Jeg er helt i chok. Tårerne triller ned af mine kinder. Jeg kan ikke gøre noget for at stoppe dem. Det er mit højeste ønske at komme ud i tiden ligesom alle andre, og nu er jeg nødt til at vente 500 år.

"Det kan du ikke gøre Argon, kom nu" beder jeg mens tårerne stadig pibler frem.

"Det, er jeg ked af Star Light'', siger Argon, "det kan ikke være anderledes"

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det er hele mit liv, der går i stykker lige i det her øjeblik.

"Det er det alle unge tidspater forbereder deres liv på, Hvad skal jeg bruge min tid på mens jeg venter 500 år" spørger jeg.

"De kunne studere noget mere, så vil du måske kunne blive klare til om 500 år" kommenterer Lunala.

Jeg ser over på den 3. vogter James. Han stirrer bare på mig. Hvad vil han mig. Vil han bare gøre mig mere ked af det.

De tre vogter flyver deres vej, og jeg er alene tilbage.

500 år tænker jeg. Jeg ved ikke en gang hvor lang tid 500 år er. Der er jo ikke nogen tid her, så 500 år kunne være meget lang tid. Mine tanker gøre mig igen ked af det. Hvad skal nu ske med mig. Skal jeg blive her resten af mit liv. Der er ikke noget her. Det er her, alle gerne vil væk fra. Jeg flyver min vej. Jeg vil bare væk. Jeg flyver hen mod tidsakademiet, som er der hvor alle tidspaterne får deres uddannelse, og derfra bliver de sendt ud i tiden.