hverdag

søndag aften

De sad og spillede kort i lejligheden. Klokken var vel omkring de 21 stykker. Tiden sneglede sig af sted.

Hun spillede sjældent med i kortspil eller spil generelt. I dag deltog hun dog, endda selvom de andre råbte af hende, fordi hun var for forsigtig. Det rørte hende ikke besynderligt, ikke i dag. Hun havde fået en besked tidligere. Fra ham.

Klokken slog 21:15. "Kom, skal I med til aftenservering?" Hun havde travlt med at komme afsted, jakke, sko, læbepomade i lommen som altid. De andre var så langsomme - det var som om de ikke vidste, hvor vigtigt det her var. De vidste det så heller ikke. De vidste ingenting på det tidspunkt.

Endelig kom de ned i spisesalen. De satte sig ved det sædvanlige bord og spiste klementiner, drak mælk. Klementinerne sprøjtede en fin støvregn duftende saft på de skæve borde. Hun var rastløs, de var her ikke endnu. Men pludselig væltede de ind af den anden indgang som normalt. Han tog et glas mælk, satte sig, de fik øjenkontakt. Det virkede forbudt, især når de andre var her. Hun smilte. Han sendte hende det der ansigt. Det var ikke kønt som sådan det blik - bare lidt forvirret med løftede øjenbryn. Som om han ikke vidste hemmeligheden selv.

De snakkede, pigerne. De snakkede med ham. De snakkede på kryds og tværs om alt og intet, men hun deltog ikke rigtig. Hun ventede bare. Og det gjorde han også. Pigerne blev ved med at snakke. Den anden dreng forlod bordet, da han fik besked på det. Hun syntes,  det var interessant, hvordan han blev sendt væk. Det var helt klart aftalt spil.

Til sidst forlod pigerne også, endelig kunne de tale sammen. Lydløst forlod de spisesalen sammen. Det virkede igen forbudt, skandaløst - aftalt spil.

De gik op på hans værelse, han satte filmen på og satte sig i sofaen ved siden af hende.

Stilhed. Filmen rullede hvorfra de havde stoppet den i fredags, der hvor den anden dreng også havde været med. Det var lidt mærkeligt, men det gjorde blot dette endnu mere spændende.

Han kunne ikke lade være med at kommentere på nogle ting undervejs i filmen. De grinte meget sammen, det var en bizar, fjollet film. Okja. Det gjorde hende ikke noget, at han sådan snakkede ind over filmen. Hun havde alligevel ikke rigtig fokus på den, men på hver eneste af hans ord og bevægelser. Dem ville hun hellere analysere, og det gjorde hun.

Hun sad med bøjede ben i sofaen, hendes fødder frøs. Der var køligt i det store, mørke værelse. Hendes ene bøjede ben hvilede mod hans. Deres hænder lå på hver deres lår. Sådan lå de i lang tid - og selvom hun ofte skimtede ned på hånden for at se, om den havde flyttet sig - var det svært at konkludere noget. Hun flyttede sin egen hånd tættere på hans efter at have overvåget den længe. Havde tiden været i slowmotion før, var den nu i fastmotion. Han greb hendes hånd så hurtigt som en haj ville angribe dets bytte, og deres fingre fandt plads mellem hinanden. Massen af nussende fingre lå nær hendes knæ. Hun så ikke filmen. Hun så bare den poetiske smukke samling af hænder ligge på hendes ben, kun oplyst af det flimrende lys fra filmen - og ønskede at indprente dette moment for evigt i hendes hjerne.

Hun følte ikke noget. Hvilket var godt, nu hvor hun var vant til en konstant rastløshed, uro og udefinerbar angst. Men her følte hun intet - måske udover en dyb følelse af, at alt bare var rigtigt. Trygt. Roligt. Helt okay.

Hun slap hans hånd i håbet om, han ville lægge armen om hende. Det skete aldrig. Men hans hånd forblev loyalt på benet, og i stedet holdt hun løst om hans biceps med den anden hånd. Musklen sitrede en gang imellem. Hovedet lod hun falde ned mod hans skulder. Hun var knapt landet, før hans hoved hvilede mod hendes. Bare hun kunne forlade sin krop og se dette udefra. Det ville være surrealistisk, men det var det altid med ham. Måske fordi det virkede forbudt. Uvirkeligt.

Rulleteksterne kom pludseligt. Hun ville ikke anerkende det. Hvis hun nu lod som ingenting, behøvedes dette øjeblik ikke at slutte. Hun kunne fornemme, han tænkte det samme. Dyb indånding. Muskler løsnedes fra deres position, hvor de netop havde været fanget. Hun skimtede op på ham, øjenkontakt.

Her i mørket var det ikke forbudt. Sådan virkede det i hvert fald. For der var ingen automatiske smil eller underligt forvirrede blikke, kun skinnende øjne oplyst af sparsomt lys. Det måtte ske - og hun havde længedes efter det - deres læber mødtes og ligesom før tøvedes de med at slutte det øjeblik.

Hvorfor eller hvordan ved hun ikke, men hun gled ned på sofaen på ryggen, og han fulgte med over hende. De blev ved med at kysse. Hans ene arm lå under hendes ryg, de var tætte på hinanden. Hun ønskede at det skulle fortsætte - hun vidste ikke hvordan, hvorhen, hvem - men måske vidste hun godt, at det ikke kunne fortsætte. Ikke lige nu. Selvom alt hun ville, var at være lige der i det øjeblik.

Øjenkontakt. Ikke forbudt, men hans øjne havde skiftet karakter. Hun var usikker på hvilken - men måske var det netop det - usikkerhed. Han trak sig væk fra hende. En bølge af usikkerhed væltede nu også over hende.

Skærmen afslørede en post-credits scene. De sad sammen. Hendes hånd var endt på hans brystkasse, hun kunne mærke hans hjerte slå gennem T-shirten.

Det var låsetid, hun måtte af sted, mindede han hende om. Ved hans dør kyssede de kort, hun ønskede også et kram. For det at være tæt på et andet menneske er det bedste, det vigtigste.

Næsten sitrende, rystende af ekstase skyndte hun sig ned mod yderdøren, den var låst, og med en ynkelig stemme kaldte hun hans navn. Der var ikke meget at gøre - hun måtte ud gennem køkkenvinduet. Idet de stod der og overvejede sagen, kom en anden dreng, der også skulle ud af vinduet. Hun måtte jo følge trop, mente hun, selvom han virkede ret usikker på om det nu var okay. Der var jo lidt langt ned. Men nej, det var ingen sag, sagde hun og sprang ud i natteluften.

Hun skreg idet hendes arm ramte vindueskarmen på vej ud.

Han lød nu usikker igen, om hun var okay? Jo, det var ingenting sagde hun med hånden på den følelsesløse overarm og sagde farvel, hun huskede slet ikke hun skreg. Adrenalin, oxytocin, serotonin - hun forlod hastigt bygningen i en kemisk trance. Hun havde aldrig været mere hjertevarm selvom luften var iskold og blå blodkar bristede i armen, aldrig havde hun været lykkeligere selvom det ville efterlade et synligt symbol på deres hemmelige affære, det ville forblive som et sårbart stempel af stolthed på hendes arm i 3 uger.