Årene der gik - Citybois

Hospitalet - Part 7

Normal synsvinkel
Jeg åbnede stille øjnene, alt var ret sløret
"Hej, jeg hedder Morten, kan du huske hvad der er sket?"
Jeg svarede ikke, alt gik i sort igen.
Jeg kunne ikke rigtig huske hvad der var sket, jeg tænkte tilbage og det gik lige så stille op for mig at jeg faktisk lige var blevet slået i hoved, af min egen kæreste!

Inde på hospitalet
"Avvv!" Piv jeg, "på hvilken side af næsen gør det ondt?" Spurgte lægen
"Hele næsen" piv jeg igen.
Lægerne tog rynket foto af min næse og ja, den var brækket ikke meget men den var altså brækket, den var lidt blå og hævet men ikke noget voldsomt ellers, kun en lille hjernerystelse.

Jeg var lige kommet hjem, min mor vidste ikke at jeg havde været på hospitalet og alt det der skete, og det skal hun heller ikke vide! Jeg er virkelig ikke glad for at lyve for min mor, men nogle gange er det nødvendigt.
Sofie var også taget hjem, jeg sagde hun godt måtte da jeg kunne se hvor træt hun var, og jeg kunne jo godt klare mig selv.
Klokken var blevet 6 om morgen, så jeg valgte at gå i seng, selvom det faktisk var morgen.

-12:30-
Jeg vågnede ved min mor kom ind af døren "Vera, Nanna og jeg tager ind på strøget vil du med?" spurgte hun "Nej, jeg bliver bare hje-" så nåede jeg ikke at sige mere "Vera! hvad er der dog sket med din næse!" sagde hun og kom hen til mig "Øhm, jeg faldt bare i går, det ikke noget specielt" sagde jeg med en meget træt stemme "er du sikker på det? din næse er lidt hævet" sagde hun og aede min kind "Ja mor, jeg har det fint, det gør ikke ondt!" sagde jeg men løj nok lidt, det gjorde nu ret ondt,"Okay, ring hvis det er noget ik? vi køre nu, ved ikke hvornår vi er hjemme, nok først engang i aften" sagde hun lidt bekymret "Jaer mor, vi ses"

Min mor og søster var kørt nu så jeg gik ned i køkkenet og tog noget morgenmad, det blev bare til lidt skyr med æble på.
Mens jeg spiste ringede Naja, hun spurgte om hun måtte kommer over, jeg svarede selvfølgelig ja, jeg spiste færdig, gik op og tog tøj på og derefter ventede jeg bare på at Naja ville komme over
"Naja er i huset" kom det fra gangen "heeeej Naja!" sagde jeg og løb over til hende og krammede hende "wow Vera hvad er dog sket! din næse er helt blå!" sagde Naja da vi begge trak os fra krammet, jeg fortalte hende det hele, eller det jeg kunne huske, jeg kunne mærke en tåre eller to trillede ned af min kind "ej Vera, du må ikke græde, jeg hader at se dig sådan! og fuck en idiot han er!" sagde Naja da jeg havde fortalt det hele "jeg kan bare ikke få det ud af hoved! han slog mig!" snøftede jeg, hun krammede mig, lige hvad jeg havde brug for.