Fallin' All In You

31. Fortrydelser og jalousi (Del 1)

*Emily's POV*

Jeg vågner stille, da endnu et opkald kommer fra min telefon. Jeg vender mig om, fra min ellers fantastiske stilling, og trykker på afvis, da Jonas ringer. Han har ringet næsten hele ugen, non-stop, og jeg har afvist det hver gang. Hvornår fatter den dreng snart at jeg aldrig vil have noget med ham at gøre igen?

Jeg vender mig tilbage om på siden og prøver at falde i søvn igen, men nu når jeg allerede er vågen kan jeg ligeså godt droppe det. Så i stedet lægger jeg mig behageligt på ryggen og tænder for Netflix. Men da jeg ikke har brugt den seneste uge på andet end skole, Netflix, snacks og gråd, er der ikke mere sjovt at se, så derfor sætter jeg noget FRIENDS på. Altid en klassiker.

Jeg dækker mig helt ind i min dyne, så man kun kan se halvdelen af mit hovede, og prøver at koncentrere mig om serien, men det eneste jeg kan tænke på lige nu er....gæt engang.... Jonas.

Selvom den spade af en dreng har revet mit hjerte ud, flået det i tusinde stykker og smit det på en vej, hvor det er blevet kørt over af en bus. Så kan jeg stadig ikke lade være med at tænke på de sidste to uger vi har haft sammen. De mange kys og kram, søde ord og drillerier, og ikke mindst de skinnende blå øjne og det varme charmerende smil. Det er lige til at græde over, for sådan tyvende gang eller sådan noget.

Men det skal jeg ikke, jeg skal være stærk. Hvis jeg kunne glemme Matthew, så kan jeg også glemme ham.

Jeg vender tilbage til serien og griner med på nogle af de sjove ting, da der pludseligt kommer et bank på min dør. Jeg vender øjne, da det sikkert bare er min mor der vil have endnu en "snak", men da døren går op er det Riley. Hun går stille ind og lukker døren efter sig.

"Hey girl". Siger hun og smiler lidt. "Hey hvad laver du her?". Spørger jeg og sender hende et smil. Hun giver mig et blik og løfter det ene øjenbryn. "Emily". Sukker hun og stiller sig foran sengen. "Jeg ved godt at du er ked af det, og det forstår jeg også godt, men det er mere end en uge siden og du har ikke brugt andet end tiden på at ligge i din seng og sørge".

Jeg ruller øjne af hende og vil bare have hende til at forsvinde igen. Hun aner ikke hvordan det er at få ens hjerte knust og derefter fået det smidt på jorden som om det ikke betød noget. Hvordan det er at tro at man faktisk er elsket af en, når det alt sammen bare var skuespil. Og det værste ved det hele er, at jeg faktisk var forelsket i ham. Alt ved ham gjorde mig helt varm i kroppen, blød i knæene og der strømmede tusindvis af sommerfugle i min mave.

Men nu er det alt sammen væk. Når jeg tænker på ham er der kun sorg og vrede. Han ydmyggede mig og gjorde mig helt følelsesløs, og jeg ved ikke om jeg nogensinde kan komme tilbage til den gamle Emily. Måske er det bare sådan jeg er nu. Zombieagtig med sorte rander under øjnene, fedtet klamt hår sat op i en knold for at redde det lidt, og bare lysten til at grave mig ned i et hul.

Jeg vender tilbage til min serie, og håber på at ignorere hende vil få hende til at forsvinde. Men i stedet for at forsvinde, går hun hen til mit klædeskab og begynder at kigge i mit tøj. Derefter går hun tilbage til min seng og smider et par jeans og en hoodie hen til mig. "Smut lige en tur i bad inden vi tager afsted, ikk?". Hun går hen til mit vindue og trækker gardinet fra, så der bliver helt lyst på værelset. "Jeg tager ikke med". Siger jeg bare og dykker længere under min dyne.

"Emily, du bliver altså nødt til at komme lidt ud. Om jeg så skal trække dig med, så kommer du med mig". Siger hun og krydser armene. Jeg kigger irriteret på hende, men opgiver så. Det nytter alligevel ikke noget. En lille tur kan vel ikke skade.

Jeg rejser mig op fra sengen og snupper mit tøj med ud på badeværelset. Efter et varmt bad følges jeg med Riley ud ad døren og ind i hendes bil.