Monstret i mit sind

I hold your hand in mine

Nu sad jeg bare der, på min sten, og kunne intet gøre. Alt var slut og alt var tabt. Jeg knugede hendes hånd i min, den var varm,våd og hård. " hehehe... Nå så gjorde du det alligevel va', så var du alligevel ikke en så stor tøsedreng som jeg havde regnet dig for va'!" "Gå din vej!" Råbte jeg. Det var monstret, det var alt sammen monstrets skyld. "Forsvind!" Råbte jeg én gang til for en sikkerheds skyld, men jeg vidste det jo godt. Jeg ville aldrig kunne komme af med det, det har altid været der og det vil altid være der. Selv når jeg engang var borte, ville den stadig være der. I al uendelighed. "Kom nu giv nu op! Det er jo SÅ let!" Jeg kiggede op, der stod det. Jeg kastede mig over det. "Hjælp!" Sagde en fjern stemme "Hjælp mig far!" "Hjælp!" "Julie?" sagde jeg "ja far det er mig, Julie!" Monstret forsvandt, og jeg så ind i min datters milde ansigt foran mig. "Kom far lad os få dig hjem". Jeg smilte hele vejen hjem, alting var lige pludselig blevet helt godt, på en måde.
I mine drømme kom monstret tilbage. For første gang i mit liv ignorerede jeg det. Jeg vågnede da jeg hørte Julies bløde stemme tale til mig "far vågn op, du må afsted igen". Jeg vidste udemærket hvad hun mente. Psykiatriskafdeling, men jeg ville ikke afsted. Jeg hørte hendes stemme kalde på mig igen, "far kom nu, du ved jo at vi ikke har noget valg." . Tilsidst fik hun mig da også slæbt ud i bilen, og ikke mindst ud af den. Psykiatriskafdeling, de kunne lige så godt kalde det 'fængsel ' i stedet for, så man vidste hvad man gik ind til.
Hele dagen og hele natten gloede jeg ud af vinduet, jeg vidste ikke hvorfor, men jeg havde ikke så meget andet at lave. Da mørket faldt på, listede monstret frem inden i mig. Denne gang kunne jeg ikke ignorere det. "Hør lige her min ven..." "Jeg er ikke din ven!"skreg jeg "hør nu bare. Har du stadig hånden?" "Ja, og du må ikke få den!" "Jaja jaja tag den nu med ro, jeg tænker udelukkende på dig her. Jeg har hørt at hvis du spiser lidt af hånden hver dag, så kan du få evigt liv!" "Virkelig?" "Ja det er skam rigtigt nok" jeg kiggede på hånden. Men inden jeg nåede at gøre noget, faldt jeg i søvn.
Da jeg vågnede kiggede jeg stadig på hånden. Ønskede jeg virkelig at have evigt liv? Nej så ville jeg hellere skrive mit testamente. Papir og kuglepen blev stillet til rådighed på mit skrivebord. Jeg begyndte:
Kære arving
Til dig Julie vil jeg give alle mine ting. Du skal bare gøre mig én sidste tjeneste. Når jeg er død skal duskere min hjre hånd af, og føre den sammen med din mors hånd, og ligge dem på vores grav.
Kærlig hilsen far
Det var et kort testamente men det indholdt alt det jeg ville have til at ske. Jeg tændte for radioen,
"I hold your hand in mine, dear,
I press it to my lips.
I take a healthy bite
From your dainty fingertips.
My joy would be complete, dear,
If you were only here,
But still I keep your hand
As a precious souvenir.
The night you died I cut it off.
I really don't know why.
For now each time I kiss it
I get bloodstains on my tie.
I'm sorry now I killed you,
For our love was something fine,
And till they come to get me
I shall hold your hand in mine."

Bagefter fandt de mig, død.

**********************************************************

Håber i syntes den var god fik idéen til den efter min lære viste sangen for klassen😃. Selv syntes jeg at det er en god sangtekst, men jeg bryder mig ikke rigtig om melodien. Nå smag og behag, teksten er god☺️🎼🎶💬📚📖.