The lost one

Det mørke rum

Jeg sad i et mørkt rum, jeg kunne ikke se noget.
Jeg kunne høre skridt ude foran rummet, en dør gik op og en mand kom ind.
Jeg kunne ikke se hans ansigt.
Han kom tættere og tættere på mig.

Hende: "Vær sød ik at gøre mig noget"
Ham: "Du skal ikke være bange"

Han tog fat i mig og hev mig tæt ind til sig, jeg kunne mærke hans kolde læber tæt på min hals.
Jeg mærkede hans tænder, der borede sig ned i min hals.

Hende: "HJÆLP HJÆ..."

Jeg nåede ikke at sige mere, for han lagde sin hånd over min mund.
En bølge af chok gik gennem min krop, det føltes som om den var ved at dø, som om mit blod stivnede og frøs til is. Det gjorde ikke særligt ondt, som at blive stukket med en nål, men jeg var bange og kunne ikke få vejret. Jeg forsøgte at slå ud efter ham men det hjalp ikke, jeg havde ingen kræfter.

Da jeg vågnede, lå jeg i et lyst rum, på en seng.
Det var et klaustrofobisk lille rum, uden vinduer. Indretningen var simpel og beskeden; en seng, et skab og et lille natbord.

Hendes tanker:
Hvor er jeg?

Jeg satte mig op i sengen og kiggede på et ur der stod på det lille natbord, klokken var halv fire om morgenen.
Døren for enden af værelset gik op, en mand kom ind.
Da han kom tættere på mig, prøvede jeg at løbe uden om ham og hen til døren, men han løftede mig bare op og gik hen til sengen og lagde mig på den igen.

Ham: "Slap af jeg gør dig ikke noget"
Hende: "Hvad vil du med mig?"
Ham: "Kan du ikke huske mig?"
Hende: "Nej, hvem er du? Var det dig der bed mig?"
Ham: "Ja, men kan du ikke huske mig?"
Hende: "Nej, skulle jeg det?"
Ham: "Ja"
Hende: "Nåh men det kan jeg ikke, må jeg ik godt gå nu?"
Ham: "Nej, læg dig ned og sov"
Hende: "Nej, hvad vil du med mig?"
Ham: "Det fortæller jeg hvis du lægger dig til at sove"
Hende: "Okay"

Han sad ved siden af mig da jeg vågnede.
Nu kunne jeg pludselig huske ham.

Hendes tanker:
Det er jo Luke, min kæreste. Vi har snart datet i 2 måneder.
Hvorfor har han kidnappet mig?

Jeg lagde mine hænder på hans ansigt, så forundret og længe på ham, det ukendte og fremmede blev trygt og bekendt igen.

Hende: "Luke?"
Luke: "Du kan huske mig?"

Han ansigt lyste op i et smil.

Hende: "Ja"

Han krammede mig blidt.

Luke: "Kan du huske dit eget navn?"
Hende: "Anna"

Han rejste sig fra sengen og smilede til mig.

Anna: "Hvad skal du?"
Luke: "Jeg kommer om lidt"

Han vendte sig og gik ud af døren.
Da han kom tilbage efter få sekunder, havde han noget med i hånden, jeg kunne ikke rigtig se hvad det var, fordi hans hånd var i vejen, men jeg kunne dufte det.
Han satte sig på sengen og rakte mig noget der lignede en blodpose fra et hospital.

Luke: "Drik det her"
Anna: "Er det ik blod?"
Luke: "Jo, du er nød til at drikke det"
Anna: "Jeg kan skuda ik drikke blod, hvad tror du jeg er?"

Han kiggede ned i sengen.

Luke: "Stol på mig, bare drik det"
Anna: "Nej og hvorfor har du kidnappet du mig? Og du bed mig også, det gjorde altså rigtig ondt. Jeg troede jeg skulle dø"

Han svarede mig ikke, jeg begyndte at blive mere og mere sur på ham.

Anna: "LUKE! svar mig"

Han stirrede tavst ud i luften.