??

Sommerferien

Det var fredag og sommerferien stod for døren. Jeg skulle være lærervikar i 2.C fordi deres lærer havde meldt sig syg. Spejlet på den tomme sorte væg i mit soveværelse, kaldte på mig, sådan råbte nærmest. Alting var en smule underligt.

Jeg tog min sorte sweater på, et par mine yndlings sorte bukser, jeg piftede det hele op med et fint brunt bælte. Jeg rettede på håret og gik ud for at spise morgenmad. Min lejlighed var helt tom, gulvet knirkede når jeg gik, det hele føltes så gråt og koldt, selvom solen skinnede fra en skyfri himmel. Jeg satte en skål på bordet BANG lød det.

Jeg hældte havregryn op, og satte mig tungt ved spisebordet. Da jeg havde spist, var det afsted mod den skole hvor jeg skulle have 2.C, Jeg glædede mig faktisk overhovedet ikke, børn, sommerferie og en masse slik..ej vel?

Jeg havde selv gået i skole der, det var den værste tid nogensinde, lærerne kunne ikke engang lide mig dengang, og de gjorde nar af mig. Den tanke gjorde mig egentligt bare mere trist.  Smilet fandt jeg frem alligevel, for du kan ikke komme ind til en flok unger, der alle var glade og som snart skulle på ferie, med en trist attitude, den holder bare ikke.

Jeg nåede hen til skolen, og fandt kontoret, her skulle jeg mødes med inspektøren for at få information omkring dagen. "Hej du må være Martin" sagde en dyb stemme bag mig, "Ja, hej" svarede jeg og fulgte med ham ind på kontoret.

"Nå, nu skal du høre, det eneste 2.C skal i dag, er at samles i klassen, hvor de må spise deres medbragte slik, og ellers bare hygge sig med deres klassekammerater. Det kan være hvis der er stemning for det, at du kan forslå nogle sjove lege, ellers passer de bare sig selv. Når klokken bliver 10.30 mødes vi i gymnastiksalen, hvor vi skal synge og ønske hinanden en god sommerferie." Sagde inspektøren og smilede til mig. Han rakte mig et skema, hvorpå jeg kunne se hvad jeg skulle i løbet af dagen.

Jeg skulle først finde klassens matematik lærer, så afsted mod lærerværelset med mig.

Jeg tumlede ned af skolen mange lange gange, indtil en venlig kvinde prikkede mig på skulderen, "Er du Martin?" spurgte hun og smilede til mig. "Ja, det er jeg" svarede jeg og smilede tilbage.

"Jeg hedder Katrine, vi to skal have 2.C sammen i dag" hun rakte mig hånden og jeg gengældte det.

Jeg gik med hende ned af en endnu længere gang, på væggene var der små søde malerier, på gulvet var der fyldt med fodtøj. Vi fortsatte til vi nåede en dør "2.C" stod der, jeg fik en klump i halsen, det var liiidt angst provokerende det her.

"Godmorgen unger, find jeres pladser." sagde Katrine da vi kom ind i klassen.

Jeg holdte mig lidt i baggrunden, og så mig omkring.

"Jeg har taget Martin med i dag, han skal være vikar for Lene. Vil du fortælle lidt om dig selv Martin?" fortsatte Katrine.

Jeg trådte frem foran klassen, mine hænder var gennem svedige og jeg kunne mærke mit hjerte hamre i brystet på mig.

"Hej med jer, mit navn er Martin, jeg er 23 år gammel og bor i en lille lejlighed alene inde i byen. Jeg har selv gået på skolen her, men det er mange år siden, er der nogen der har nogle spørgsmål, for så fyre I dem bare af" sagde jeg.

Katrine nikkede, "God ide Martin, er der nogen der har nogle spørgsmål"

Vi stod lidt og så ud på børnene, der var virkelig mange hænder i vejret.

Katrine: "Ja Marcus, hvad siger du?"

Marcus: "Har du nogle dyr?"

Martin: "Nej det har jeg ikke, man må desværre ikke have dyr der hvor jeg bor, men hvis jeg måtte ville jeg vælge en hund." Jeg smilede til Marcus.

Katrine: "Emma"

Emma: "Har du en kæreste" de andre børn fniste lidt og nogle andre piger sagde i kor "Ej Emma, helt ærligt"

Martin: "Det er helt okay, nej jeg har ikke en kæreste, i hvert fald ikke endnu" svarede jeg og smilede.

Katrine synes det var nok, og bad børnene tage deres hænder ned, og høre efter hvad hun sagde "Vi skal hjælpe hinanden med at rykke borde og stole ud på gangen, så vi kan få gjort klassen ren i sommerferien"  Det var sjovt som den ene ting ikke havde ændret sig siden jeg gik der.

Katrine og jeg hjalp børnene med at rydde klasselokalet.

Det var kaos men også hurtigt overstået, børnene var så seje.

Vi satte os alle i en rundkreds på gulvet, nu var det tid til at børnene skulle spise slik, i mens fortalte de om alle de ting de havde oplevet i løbet af skoleåret. Jeg sugede børnenes historier til mig, de var så fulde af energi og positive stemninger.

Det var endelig blevet tid til at vi skulle over i hallen, vi gik i samlet flok, og alle skolen andre børn og lærer havde også sat kursen mod den store hal.

Vi gik ind og ledte efter et skilt, hvor der stod "2.C" her skulle vi sidde.

Inspektøren holdte tale, for eleverne, og gamle minder pressede sig på. Gud hvor havde jeg siddet i den hal, alt for mange gange, nu var jeg her som vikar.

Jeg så min gamle lærerinde, hun lignede sig selv. Jeg kunne mærke jeg blev utilpas, "hvad hun ikke havde udsat mig for" tænkte jeg og så væk.

"Og nu skal vi synge, 'ferie, ferie, ferie'". Børnene jublede, og der blev sunget i kor, højere og højere. Selv jeg sang med, jeg nød det et kort øjeblik, og inden jeg så mig om, var sangen slut og børnene kunne gå på sommerferie.

Jeg gik fra hallen og ind på lærerværelset for at hente mine ting.

"Du Martin?" jeg genkendte stemme den tilhørte Katrine, jeg vendte mig rundt og smilede til hende. "Tak for i dag, det var hyggeligt at møde dig, hvis du har lyst til at drikke en kop kaffe en dag, så siger du bare til." Katrine smilede til mig, og jeg tænkte tusind tanker.

"Det vil jeg meget gerne, men hvordan skal jeg komme i kontakt med dig?" spurgte jeg og smilede tilbage. Hun så på mig og grinede lidt. "Jeg har allerede ansøgt dig på facebook" svarede hun og gik forbi mig. Hun duftede dejligt af sommer.

Da jeg kom ud fra skolen, og var på vej hjem, bemærkede jeg hvor glad jeg var blevet, inden jeg gik i morges, var jeg trist og sløv og herre bange for at møde op på skolen. 

Jeg nåede ned at gaden hvor jeg boede, jeg gik ind i opgangen og op ad alle trapperne.

Låste døren op og gik sløvt hen til min sofa, hvor jeg smed mig.

Jeg fiskede telefonen op ad lommen, og gik på facebook.

Ganske rigtigt som Katrine sagde, havde hun fundet mig på facebook.

Lidt stalker, agtigt, men hvad fanden det er vi vel alle sammen?

Jeg gik ind på hendes profil og kiggede på hendes billeder, hendes flotte lyse hår, der krøllede let, og hendes flotte bruneøjne havde brændt sig dybt ind i mit hjerte. Av hvor var hun altså flot!

Jeg accepterede hendes anmodning, men besluttede at jeg ikke ville skrive noget endnu, det var simpelthen for tideligt. I stedet tændte jeg fjernsynet, og slappede af.