Planterne i skoven var stille begyndt at spire. Træernes kroner var lysegrønne, og jorden var dækket af vintergækker og anemoner. Lysets striber gennemborede bladene i trækronerne, og fuglenes stemmer sang fra grenene. Rådyrene kiggede op fra deres skjul, og kaninernes hoveder tittede op fra huller i jorden. De let fugtige blade ramte hende i ansigtet, da hun gik forbi. Hun listede stille igennem skoven. Den havde ændret sig. Hun havde gået her hver eneste dag i snart en måned. Og for hver dag der gik, blev skoven tættere og grønnere. Hun kiggede op fra sine tanker et øjeblik og så et rådyr springe hen over stien. Hun standsede et kort øjeblik, og så rundt i skoven. Hun var næsten hjemme, men hun havde ikke lyst til at komme hjem. Det eneste hun havde brug for lige nu, var hendes fugl. Den, der altid fulgte hende på vej, og den som hendes øjne hvilede på. For hun var født med en evne, som ingen kunne lide. Ingen kiggede efter hende. Ingen tog sig af hende. Hun var Livsbinder. Idrin sad ved bålet, som knitrede stille, og som blæste i vinden. Bogen i hendes hænder var støvet og gammel, men dens ord var lige så vise som den viseste troldmand i landet. Hendes fingre kørte i cirkler ned over den læderindbundne bog. De små guldtegn hen over forsiden var næsten forsvundet, men man kunne stadig ane titlen "Differens." Den brændte sig ind i hendes sind, og den talte til hende. For Idrin vidste, at denne bog ville gavne hende. Hun var ligeglad med, at andre drillede hende, og hun lod ikke engang en tanke gå tilbage til sine forældre. Det hele var lige meget. Det eneste, hun manglede, var en forklaring. En forklaring til dem, som ikke forstod, og en forklaring til dem, der forstod. De skulle alle forstå det. Idrin tog den simrende gryde af bålet og dryssede krydderurter over suppen. I det samme hoppede hendes fugl tættere på hende, og hun kærtegnede den. De svagt blå keramiktallerkner stod ved siden af fuglen, og hun øste suppe op i den ene, og rakte skålen til fuglen. Den slubrede suppen i sig, og pippede efter mere, så Idrin hældte en smule mere op. Derefter øste hun resten op i sin egen skål. De sad stille og spiste. Idrins tanker blev afbrudt af små dryp på hendes skulder. Hun kiggede op og så, at dagens sidste stråler prydede himlen. Men hun kunne ikke vide sig sikker. Bare fordi det regnede. Det betød ikke noget for dem. De var ligeglade. Deres liv handlede om at få fat i mennesker som hende. Dem som alle elskede, dem som folk stolede på. Dem som kongen betroede sine penge til. Dem. Dagens første stråler lyste gennem Idrins vinduer, og hun smilede ved tanken. "Der var da nogen, der tænkte på mig," sagde hun sagte til sig selv. En velkendt pippen lød udefra, og hun rejste sig op. Hun hoppede i tøjet, tog den lille kurv i hånden og gik ud. Den morgenfriske brise ramte hende blidt, og hun satte sig på hug for at hilse på fuglen. Den fløj op og hen på den nærmeste bøgegren. Den pudsede sin vinger og fløj i forvejen. Den kendte ruten som dens egen halespids. Idrin fulgte efter. Det var snart en måned siden, hun havde fundet fuglen. Og hver eneste dag siden den dag havde de gået sammen. På denne rute, på dette tidspunkt. Alt imens Idrin gik der, tænkte hun på at rejse. Rejse væk fra alle problemerne, rejse uden at nogen ville opdage det. Bare rejse, og aldrig komme tilbage igen. Bare slå sig ned og leve livet som det egentlig er, uden at være i fare for at blive jaget af kongens mænd. Denne drøm havde lagt sig som et kort i hendes hoved. Et kort, som tit blev trukket op som et spørgsmål. Et kort, der ville holde hende med selskab længe.
