Denne pige er 18 år og flytter til London, men på vejen derover sker der noget hun ikke lige havde forventet. Hun køres i en taxi da bilen foran, (som er den eneste bil udover taxi'en) pludselig drejer for skarpt i et sving og triller ud på marken. Hun hopper hurtigt ud af taxi'en og løber hen til bilen der vender den forkerte vej. Og da ser hun, til sin store overraskelse, noget hun aldrig havde troet. Der sidder fire drenge inde i den bil. Og de fire drenge er hendes største idoler....

Røvhamrende irriterende. Flabet og selvglad som langt ind i helvede. Ansigt der bare skriger efter at blive tromlet ned. Attitude som en flodhest. Ovenstående er blot en brøkdel af, hvilke tillægsord Charlie Fletcher synes beskriver Alec Black. I følge hende, er badboyen ikke mere end et selvfedt røvhul, der tilfældigvis er blevet skænket et udseende, der tvinger alle piger indenfor miles omkreds, i knæ - intet andet. Hvis drengen havde en smule acne og vejede 20 kilo mere ville han ligge i bunden af samfundet, og kun overleve ved at sælge sin ene nyre på det sorte marked og tigge om penge på gaden. (Eller, det kan Charlie lide at tro.) Problemet er bare, at han ikke er fed, og at han har den mest perfekte, solkyssede, rene hud nogensinde. For ikke at glemme, at han har en krop som en gud, lækkert, kastanjebrunt hår, lysende blå øjne og kører på knallert. Og så har Charlie altså også lige fanget hans blik. Om det var hendes flawless svampebob t-shirt, hendes gennemtrængende sarkasme, eller hendes ultra seje evne til at ende op i de værste, mest akavede situationer der fangede ham vides ikke, men lige meget hvad er Charlie Fletcher mere splittet end hun nogensinde har været før. For ér det muligt at føle andet end had for Alec Black? <><><><><><><><><><><><><><><> Denne bog indeholder grimt sprogbrug - så ved I da det. Tusind tak til jer der læser med, det betyder alverdens!