Neverland

Jeg smiler til Pan og råber så godt jeg kan efter ham at jeg elsker ham. Bygningen er ved at falde sammen, jeg prøver igen at komme fri men det er håbløst. Jeg græder, hvad skal der ske med Pan. Jeg kan ikke holde det ud, først mister han vores forældre og nu mig. Jeg hiver og vrider i min fod, jeg vil ikke dø fra ham. Bygning ryster voldsomt nu og jeg kan mærke varmen fra ilden. Jeg begynder at ryste og hoste voldsomt, røgen er blevet helt tyk nu, jeg ikke kan se mere end en meter frem. Døren er væk og min øjne bliver tungere, jeg tænker på Pan, hvordan hans ører bliver røde når han lyver, jeg smiler. Jeg sætter mig, så godt som muligt op og begynder at vugge frem og tilbage, det må være sådan det føles at være på en båd, mens bølgerne blidt fører en mod fjerne lande og kyster. Jeg sukker, jeg føler ikke nogen smerte mere, kun mørke undskyld Pan...