Robin 'North' O'Neil, er et barn med mange talenter; hun spiller både klaver, harpe og violin og så synger hun i et smukt pige kor og danser ballet, hun går kun rundt i fint og sofistikeret tøj, hår opsat i fine fletninger, og rykken så rank som en lineal, hun går på den fineste og dyreste skole i Sydney og har de mest sofistikerede venner; hendes forældre er også meget støttende og sørger for at hun har alt hvad hun kunne få brug for.
men i virkelighede vil Robin bare gerne være Robin, ikke 'North', hun vil spille guitar og trommer og bas, og synge så højt og hurtigt at hendes stemme er hæs, og halsen gør ondt flere uger efter, hun vil danse hip hop, ikke ballet og gå i hullede bukser og alt for store band trøjer og hoodies, hun vil farve sit hår og Pierce hendes navle og læbe, mens hun opføre sig som en fireårig sammen med nogle tilbagelagte drenge og piger fra den lokale skole, dem der hænger ud i skaterparken efter skole og skater; men sådan opførsel er ikke tilladt hos familien O'Neil.
Sophia eller Soph som jeg ofte bliver kaldt af min bedste ven Emil Manfeldt Jakobsen.
Eller.. det troede jeg da, at han var indtil han begyndte at ændre sig.
Hvorfor er han begyndt at være så overbeskyttende og hvorfor skulle han lige til at sige, at jeg var smuk? Og hvorfor gør det mig varm i kinderne? Har jeg fået følelser for min bedste ven?