Synet

Jeg kan tydeligt huske, første gang jeg Så.
Jeg havde blot været et barn, og havde gemt mig i de store folder i min moders skørter. Det havde ikke hjulpet. Intet hjalp, uanset hvor hårdt jeg klemte øjnene sammen, var billederne der stadig.
Og de var altid grusomme. Blodige.
Min familie begyndte at vende sig mod mig. Deres øjne var fyldt med frygt når de så på mig, og had når de troede jeg ikke så på dem.

--
Og denne nat havde jeg Set noget som aldrig før. En gade badet i blod, og flammer. Folk faldt på stribe, og resten flygtede i desperat panik. Hvis ikke de faldt for en klinge gemt i mængden, ville ilden fange dem. Eller nattens bidende kulde.
Jeg kiggede ud over kaosset. Dette var ikke et dødsfald, det var en massakre.
Jeg må gøre noget, tænkte jeg.