En helt almindelig, (indtil videre) 18 årig pige, ved navn Amanda, er på café alene og drikker en kop kaffe, da hendes liv bliver helt forandret, kun ved at en fremmed fyr, på 20 år, kommer hen og snakker med hende. Amanda synes han virker bekendt, men kan ikke komme på hvem han er, så hun tænker ikke mere over det. Men falder i snak med ham.
(Undskyld den korte beskrivelse også er det kun lige starten, men det er første gang jeg skriver en historie her og vil ikke afsløre for meget uden at være begyndt på selve historien endnu. Håber i synes det lyder lidt spændende og vil læse med!)
Sophia eller Soph som jeg ofte bliver kaldt af min bedste ven Emil Manfeldt Jakobsen.
Eller.. det troede jeg da, at han var indtil han begyndte at ændre sig.
Hvorfor er han begyndt at være så overbeskyttende og hvorfor skulle han lige til at sige, at jeg var smuk? Og hvorfor gør det mig varm i kinderne? Har jeg fået følelser for min bedste ven?