Digte

Sådan er det jo bare. (digt)
Dine øjne fordamper, i mine tanker.
Tingene forandrer.
Forvrænget syn på den nu, daværende tilværelse.
Er blevet til.

Det eneste vi har, eller skulle jeg sige havde.
Det er nok sådan, at du tænker det.
Er minderne.

Som man kaldte før, var vores.
Men som nu er blevet mine egne.
Du tænker jo nok ikke sådan,
på det længere. Vel?

Jeg er nok bare et surt løj, lige nu.
Men jeg gider heller ikke bide i det sure æble, hvis jeg skulle vælge.
Først stilles der krav, altid lige noget der kan blive "bedre."
Men nu er jeg bare ikke god nok.

"Ja som om at du bliver til alt det, du siger. Du sidder jo bare og snakker, og så bliver det ikke til noget alligevel."
Siger du ...

Nu er jeg blevet sat til side. Men er sjovt nok ikke glemt.
Du svarer stadigvæk på mine beskeder.
Men muren er altså blevet bygget.
Lige nu tænker jeg tilbage på dig, og på da vi faldt i
snak.

Tingene nu, er ikke som det plejede.
Jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal sige?

Du var og er jo sød. Men der kommer jo altid et men_ når det er sådan.
Jeg gider ikke at droppe dig, men jeg bliver ikke længere,
den første der skriver ...

Dine ord har sat fast gang, i mine tanker.
Med en sætning, kan mine forestilling om noget, blive forvrænget.

Jeg var gået itu, over en misforstået kærlighed, I min fortid.
Du var der til at hjælpe mig, Når jeg ville give op.

Jeg kan faktisk godt forstå dig nu.
Jeg var selvisk, tog nogle dumme valg, og sagde alt for meget.

Det er ok, at det er som det er i dag. Jeg accepterer det.