Mobningens efterfølger

Uddrag af historien:
''Jeg svarede ikke, jeg løb bare. Løb med tårerne trillende ned af kinderne og for snottet til at kunne trække vejret. Ingen forstod mig! Ikke engang lærerne hjalp, jeg var jo ansvarlig og fornuftig, jeg kunne sagtens ordne det selv. Men nej de tog fejl. Jeg kan ikke engang møde mobberne uden at flygte af ren angst. Forestil dig at leve i konstant angst for at møde sådan nogle idioter, spild af tid.

Men sådan er jeg! En pivskid der ikke kan finde ud at tackle følelser, som bare fortjener at dø. Jeg satte mig ved en sten, og kiggede ud på det blå klare hav. Mine hænder frøs og var gennemblødte af en blanding af regn og tårer, en masse tanker strømmede igennem mig, tanker om at det var min egen skyld at jeg har det så dårligt, jeg er svag og tyk. Bare en lille plet som alle hader, ingen ville savne mig, hvis jeg var væk. Jeg var også bare altid til besvær. Gad vide hvorfor nogen ville bruge tid på mig?''