Forced love (dansk)

Hun løb hurtigere end Usain Bolt ned langs de mørke stier, som var tæt bevokset af sorte krater og stikkende buske. Sveden havde samlet sig i små stænk på hendes forslåede pande, og hikstende lyde gled ud over hendes sprukne læber, som skreg hendes lunger efter hjælp og trøst. Det skulderkorte hår piskede imod hendes ansigt, og mindede hende straks om konsekvenserne for at stikke af fra ham. Deraf satte hun farten yderligere op med et stærkt mål om at nå porten, vis placering hun endnu ikke kendte. Hun hørte hans brutale råb efter hende, og ind imellem lagde hun øer til en af hans gøende voldshunde, men hun stoppede ikke. Hun var skrækslagen og utrolig paranoid, hun var chokeret og hendes hjerte bankede så hårdt, at hun var bange for, at det skulle hoppe ud af brystet på hende.

Tårerne løb i stride strømme ned langs hendes beskidte kinder og efterlod spor af vådt mascara med samme farve, som hans sjæl. Det løb hende koldt ned af ryggen, og i det samme mærkede hun et par lange fingre gribe fat omkring hendes tynde arme. Hun så et kort glimt af den store port til hendes frihed, inden hun med hård kraft blev kastet ned i det kolde, våde græs. Han skældte hende brutalt ud med tomme ord, imens han stirrede ned på hende med blå, glinsende øjne som duftede stærkt af havvand og lignede himmelen. Små mønstre af nuancerede farvespil gemte sig i hans iris omkring den sorte pupil, hvilket fik hendes bankende hjerte til at slå langsommere og langsommere.I et øjeblik glemte hun hans gøende hunde og pistolen imod hendes tinding, og det eneste hun så var hans smukke, blå øjne. Han var 18 år gammel ligesom hende selv, men følelsesspillet i hans øjne spejlede en menneskealder.

Koldt pressede han uden videre sine læber imod hendes. Så flyttede han langsomt hovedet igen og mumlede "Det er din skyld, at de er døde. Det er din skyld, at jeg er alene. Det er din skyld" Hun gispede og anede ikke, hvad han talte om