Faste-klovn

Klovn på fastelavn

Det var nok den mest uhyggelige fastelavn i mit liv. Jeg troede egentlig ikke at det var meningen at fastelavn skulle være uhyggelig, men det man havde halloween til. Det skulle den her så åbenbart.

I de mindre klasser elskede alle fastelavn. Man klædte sig ud, fik lov at slå så hårdt man kunne på en tønde og spise en masse slik. Men hurtigt blev man for stor til det, og syntes ikke det var specielt spændende.

Det var egentlig et par år siden jeg havde været klædt ud sidst, men i år tvang mine forældre mig til at tage til fest med mine mindre søskende.

De skulle arbejde, og jeg var den eneste hjemme. Derfor var jeg nød til at tage med, og også blive klædt ud.

Min lillebror skulle være en 'banan i pyjamas'. Han havde malet sig gul i hovedet og taget sit stribede sæt nattøj på.

Min lillesøster skulle være Cruella de Vil. Men ikke hende, hendes ikke-eksisterende datter som var sød. Hun kunne nemlig aldrig finde på at ville slå små, uskyldige hundehvalpe ihjel.

Hun prøvede at få min lillebror trukket i et dalmatiner kostume.

Det lykkedes ikke, så hun måtte nøjedes med at slæbe rundt på en hvid ballon med sorte sprittusch prikker på. Dalmatiner kostumet kom nu stadig med for en sikkerheds skyld, bare nede på bunden af hendes taske.

Det jeg kunne finde på at være var en klovn. Jeg havde fundet en gammel al for lille regnbuefarvet paryk, min fars store sko med vat i så de passede, noget stribet tøj og to forskellige slags strømper.

Det var ikke ligefrem kønt at se på, men man døde heller ikke af det.

Det gik da også fint nok til festen. Vi tog bussen, og for at få de små til at sidde ordentligt, havde jeg givet dem tre slikkepinde hver.

"Er du sikker på at du ikke vil være en dalmatiner?" blev min lillesøster ved med at spørge.

"Nej!" svarede min lillebror surt.

"Er du helt sikker?"

"Ja!"

"Jeg vil betale dig for det," sagde hun og viftede med en hundredekroneseddel lige op i ansigtet på ham.

"Neeej!" skreg han, og selvfølgelig sad jeg i midten mellem dem hele vejen igennem.

Endelig stoppede bussen, og vi var fremme. Der var pyntet godt op med balloner alle vegne, og i indgangen lå der masker til hvis man havde glemt kostume.

Så skulle man gå ind og sætte sig ved et af de mange borde. Nogle udklædte tjenere kom rundt med fastelavnsboller, og så ventede man på at der var underholdning.

Det første var at man skulle slå katten af tønden. Jeg gad ikke, men stod på sidelinjen og trøstede mine søskende hver gang de ramte dem selv i ansigtet med køllen. Da ingen af dem blev hverken kattekonge eller kattedronning, satte vi os tilbage på vores pladser. Dem der faktisk blev det kom hen og grinte lige ind i ansigtet på dem, så de begge to skreg i vilden sky.

Det gjorde de i uendelig lang tid, lige indtil en klovn trådte op på scenen og begyndte at snakke. Han viste nogle af de sædvanlige klovne tricks, og et par af de ældre børn begyndte at buhe.

"Tror I, I kan gøre det bedre?" spurgte klovnen.

"Ja!" råbte jeg, og løb op på scenen til ham. Jeg lavede et par ting, og alle børnene begyndte at grine. Klovnen var ikke glad for min præstation, og endte med at trutte i sit horn og gå derfra med alle ballonerne. Altså efter han havde samlet dem sammen.

Efter festen var alt normalt. Det vil sige indtil der to dage efter kom en pakke med en rød klovnenæse i. Dagen efter lå der kæmpe fodspor (af papir) op mod mit hus, og dagen efter det blev der klasket et par tærter på hoveddøren.

Sådan fortsatte det i over en uge, indtil der kom en mystisk pakke. Det var med en økse i. 'Pas godt på den, jeg kommer og bruger den på dig ved midnat', stod der.

Jeg gemte den lidt af vejen, og tænkte ikke mere over det, indtil jeg klokken 11:59 vågnede af et brag. Pludselig var jeg lidt bange for, om han faktisk havde tænkt sig at gøre det af med mig.

Jeg tog dynen over hovedet, og prøvede at trække vejret så lydløst som muligt.

Jeg kunne høre at en person gik op af trappen og fortsatte ind på mit værelse. Jeg lå krummet sammen og holdt vejret, men intet skete.

Jeg ville åbne øjnene og se hvad der foregik, men turde ikke før efter det der føltes som cirka ti minutter.

Jeg trak forsigtigt dynen væk fra øjnene. Der var så mørkt at jeg ikke kunne se noget, men jeg kunne fornemme at der var nogen. Jeg fumlede efter kontakten til min natlampe, og udstødte et skrig i det den tændte. Jeg slukkede den i samme sekund jeg havde tændt den, og løb så hurtigt at jeg endte med at snuble og trille næsten hele vejen ned af trappen.

Det var nærmest endnu værre end jeg havde forventet. Klovnen fra festen havde rent faktisk stået bøjet over mig med en økse, og så gjorde det faktum at den var udklædt som en klovn bare det hele meget værre.

Jeg rejste mig op for enden af trappen, og kunne høre klovnen løbe efter mig. Han løftede mig op, og bar mig ud af hoveddøren.

Det næsten mest uhyggelige som jeg ikke havde tænkt over før nu var, at klovnen kendte min adresse og på mystisk vis også kunne komme ind i mit hus.

Han løb så hurtigt han kunne med mig i armene. Mit hjerte galoperede afsted, og jeg rystede over hele kroppen. Jeg tog hænderne i lommerne for at mærke om der gemte sig noget brugbart, men det gjorde der ikke.

I stedet hev jeg klovnen i øret, så han gav slip og tabte mig. Jeg lå forskræmt på jorden, og blev ved hjælp af spark trillet et godt stykke til vi kom til en bro.

Jeg blev opmærksom på at jeg nok burde rejse mig op før jeg faldt i floden under mig, men før jeg nåede så langt, havde klovnen allerede skubbet mig næsten helt ud over kanten.

Jeg holdt nu kun fast men én hånd, og prøvede desperat at hive mig op igen. Jeg prøvede og prøvede, men det lykkedes ikke.

Tilsidst gav jeg slip og lod mig falde. Jeg forestillede mig hvordan jeg langsomt ville falde ned i floden, og drive med strømmen. Det skete ikke.

Klovnen holdt min hånd, og hev mig op på broen igen. Så tog han sin paryk af og lyste sig i ansigtet med en lommelygte. Det var min far.