Højt at flyve, langt at falde

Højt at flyve, langt at falde, fik en helt ny betydning for mig som jeg stod der. På toppen af parkerings huset. 12 etager oppe. På grænsen mellem at flyve eller falde.

Jeg vidste at hvis blæsten ramte mig lidt for hårdt, var der ikke noget til at gribe mig og det var skræmmende. Men frygten gav mig ny energi. Fareren gav mig liv. Noget jeg ikke havde haft i lang tid.

Jeg tog det første skridt. Fulgte afgrunden med øjnene men blev på den sikre side af linjen, selvom vinden prøvede at forpurre det. Men jeg ignorerede dens fristende tilbud om at lade mig falde.

Jeg vidste hvordan det ville se ud. Jeg vidste hvad folk ville tænke. Så jeg tvang mine fødder til at forblive på den hårde cement og sørgede for at kun at løfte en fod af gangen. Hele min krop tikkede og bad om få lov til at bryde grænsen mellem det trygge og det uudforskede. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Men jeg kunne heller få mig selv ned fra kanten. 

Jeg kunne ikke fjerne mine øjne fra fortovet der befandt sig så langt under mig. Kunne ikke lade være med at bevæge mig længere og længere ud mod den linjen der adskilte det kendte fra det ukendte og for hvert skridt jeg tog blev det sværere og sværere at nøjes med at kun at kigge på afgrunden. Men jeg prøvede at holde fokus på at placere mine fødder rigtigt, men jeg kunne ikke lade være med at sætte farten op. Energien der havde strømmet igennem mig var falmet, men min trang efter den var der stadig. Jeg hungerede stadig efter at føle noget, så tiden mellem hvert skridt blev mindre og mindre. Mellemrummet mellem skridtene blev længere og længere, indtil jeg pludseligt mødte hjørnet og måtte stoppe brat.

Et skridt mere og jeg ville have været faldet. Den frygt som jeg havde følt da jeg trådte op på afsatsen var ikke længere tilstede og i stedet erstattet af en hungeren efter mere. Så jeg drejede om på hælen, for at løbe tilbage langs afgrunden, da det berygtede vindpust ramte mig. Ødelagde min balance.

Jeg famlede panisk med armene for at få mine fødder til at stå lige igen, men det var nytteløst. Begge mine fødder løftede sig fra cementen og jeg faldt.

Vinden i mit hår føltes endeløs. Faldet virkede til at forsætte i evigheder, men pludseligt ramte jeg jorden.

Slaget slog luften ud af mine lunger og alle tankerene ud hovedet, men jeg var ikke i tvivl om at jeg stadig var i live. Jeg kunne mærke hver eneste del af min krop sitre og mit hjerte bankede så voldsomt at jeg var bange for at det ville banke ud af min brystkasse.

Så jeg åbnede øjnene og forventede halvt at se biler stoppet op og mennesker på vej over for at hjælpe mig, men jeg lå alene. På toppen af parkeringshuset. 12 etager oppe. På den sikre side mellem at flyve og at falde.