Samtaler i mørket

Forfærdeligt

Samtaler i mørket 

Hvorfor kan vi være bange for mørket? Hvad er det, der skræmmer os fra vid og sans? Hvad tror vi, der venter os i mørket?

Når jeg tænker over ordet mørke, forbinder jeg det med ensomhed, stilhed og uhygge, men samtidigt forbinder jeg det også med noget roligt f.eks. en sommeraften, hvor vi sidder til langt ud på natten ude på vores veranda og hygger med te og bøger. Når jeg befinder mig i den slags mørke lægger der sig en ro omkring mig, og jeg slapper mere af. Andre gange ser jeg ting, som ikke er virkelige. Mine sanser går i fuldt beredskab, men jeg ved ikke hvorfor. Sanser er en vigtig del af det hele. Vi kan ikke altid se noget i mørke, men vi kan høre, lugte og føle mørket. Vi kan høre forskellige lyde, og måske nogle som vi selv opdigter. Vi kan lugte fugtigheden, som måske lugter jordslået. Vi kan føle kulden som jeg ofte forbinder med mørket, men samtidig kan vi ikke føle mørket, da det ikke er en genstand, der kan tages og løftes. Med vores sjette sans – kaldet den proprioceptive sans som er kropsansen har vi en indre fornemmelse af, hvor vores forskellige dele af kroppen er. Vi føler ikke rigtigt som vi gør med vores følesans, og vi ser det heller ikke på grund af mørket, men vi kan stadig finde vores næse på grund af denne sans. De mennesker, der bliver født enten blinde eller døve har altid en anden sans, der er mere udviklet. De blinde har måske en bedre høresans og kan høre lyde som almindelige mennesker ikke kan, og de døve kan måske se bedre.

Hvad er det, der lurer i mørket og gør os så bange? Måske er det døden, der venter på os. Venter på, at vores nysgerrighed driver os så tæt på, at mørket kan omslutte os. Vi kan ikke undgå mørket. I hvert fald ikke for evigt. Hvis det er døden, der venter, så vil tiden komme hvor vi må udforske mørket. Er mørket virkeligt noget slemt, eller er det bare så slemt som vi får det til at se ud? Når jeg er helt alene er det værst. Der er kun mig og det der lurer lige rundt om hjørnet. Hvis jeg er sammen med andre er det nemmere. Der er nogen at støtte sig til. Når jeg befinder mig i  mørke, begynder min mave at slå knuder, og jeg får gåsehud på mine arme. Mine nakkehår rejser sig og mine hænder bliver helt svedige, men egentligt er jeg ikke bange, for min nysgerrighed er for stor og overtager min frygt. I gysere er hovedpersonerne altid for nysgerrige og skal lige tjekke hvad, det var der larmede nede i kælderen, ”der aldrig har været brugt siden 2. Verdenskrig”. Udenfor for skærmen sidder vi alle og ved hvad der vil ske. Vi forstår ikke hvordan de kan være så dumme, men måske er det også bare deres nysgerrighed, der overtager og fjerner deres frygt.

For to år siden oplevede jeg noget, der for alvor fik mig til at tænke. Til at tænke på ånder og hvad der egentligt er mellem himmel og jord. Det var den 30. Juni 2012 og min oldemor var lige fyldt 98 år den 17. juni. Jeg sad ved vores spisebord sammen med mine forældre og lillesøster. Der stod stadig et flag på bordet, da mine forældre også har fødselsdag i juni. Klokken var mange og vi var alle trætte. Min mor begyndte at ryste og sagde at hun frøs. Vi besluttede os for at gå i seng, men jeg så inden at vi gik op, at flaget stod på halv. Jeg skyndte mig at hive det op igen. Midt om natten blev vi vækket af vores fastnet telefon. Det var min mormor, der ringede. Min mor var hurtigt nede af trapperne og jeg blev liggende i min seng. Jeg lyttede lidt med, men kunne ikke fange meget af samtalen og faldt hurtigt i søvn igen. Næste morgen kunne jeg se på min mors øjne, at hun havde grædt. Hun fortalte os alle om hvordan min oldemor den nat var død. Jeg tænkte tilbage på flaget og følte en kuldegysning gå igennem hele min krop.

Det fik mig til at åbne øjnene for det mulige. At der er mere mellem himmel og jord end jeg troede, men jeg accepterer nu muligheden, og jeg tror virkelig på det. Jeg går med åbent sind imod det ukendte med både nysgerrighed og åbenhed.

Har du set en kats øjne i mørke? De lyser op som to små grøngule pletter ligesom en bils forlygter. For en del år siden gik jeg en tur med min veninde om aftenen. Det var omkring juletid, så det var bel hamrende mørkt. Jeg fandt hurtigt ud af, at en kat forfulgte os. Den var heller ikke nem at overse med dens meget selvlysende øjne. Igennem hele turen ”korrigerede jeg katten”, så den fulgte os hele vejen. Til slut, da vi gik hver til sit kiggede jeg ned på katten og sagde, at det ikke var sidste gang vi ville se til den denne aften. Det var heller ikke sidste gang for senere på aften kravlede den rundt oppe på vores tage.

Mørket bliver altid brugt i uhyggelige sammenhænge. I gyserfilm sker alting om natten, hvor det selvfølgelig er mørkt, og det kan ikke være helt tilfældigt. Alle vores sanser skærpes, fordi vi koncentrere os om det vi kan høre, lugte og føle. Det er ikke lige om natten, at vi går ud for en lille bid mad eller for at gå en tur. De fleste af os ligger i vores senge, hvor vi er varme og trygge.  I mørket er der en helt anden stilhed, end om dagen hvor det er lyst og alle er vågne.

Alt i alt så tror jeg, at vi er bange for det ukendte og det uvante. Da vi ikke ved hvad der befinder sig i mørke, er vi bange for det.