Hate Could Be Love

Typical

Man kunne godt kalde mig lykkelig lige nu. Jeg manglede ikke noget. Selv hvis jeg tænkte mig rigtigt godt om, kunne jeg ikke komme i tanke om noget jeg manglede. En dejlig kæreste som jeg hyggede mig med, og min familie. Okay, min familie var ikke ligefrem perfekt, men vi kunne da lige holde hinanden ud, og det var det vigtigste for mig.

Har du nogensinde prøvet at have den følelse, hvor du var ligeglad med om der ville springe en bombe lige ved siden af dig? Sådan havde jeg det lige nu. Jeg var bund lykkelig, og hvis bomben sprang nu, ville jeg ikke prøve at forhindre det.

Jeg sad nu i min fars bil på vej hen til Logan. Da jeg i morges havde fortalt min mor om Logan, havde hun hurtigt fortalt det til min far, som så frivilligt havde tilbudt at køre mig.

For ham var det åbenbart en virkelig stor ting at jeg datede en fyr. Nej, 'Datede' var ikke det rigtige ord at bruge. I mine ører lød det som et ord man brugte, når man kun flirtede med en fyr, og gik ud sammen med ham. Og jeg og Logan var mere seriøse end det i mine øjne. Jeg kunne bedre lide udtrykket 'at komme sammen'. Det passede bedre i denne situation.

Jeg vinkede kort til min far da jeg var trådt ud af bilen, og gik op i mod Logans hoveddør. Jeg var altid nervøs når jeg stod her, og jeg vidste ikke hvorfor. Måske var det fordi, at det med at have en kæreste var så nyt for mig? Jeg havde selfølgelig datet en masse fyre gennem tiden, men intet så seriøst som mit og Logans forhold.

Jeg løftede min hånd og bankede min hånd mod døren tre gange. Logan stod vidst næsten klar inde fra den anden side, for få sekunder efter blev døren åbnet, og en lækker Logan med nyklippet går, trådte frem i døråbningen. Han havde vidst gjordt lidt mere ud af sig selv i dag, men det var også vores første date.

Jeg smilede til ham, og lænede mig frem mod ham, og plantede et kort kys på hans læber.
"Hey smukke" mumlede han svagt mod mine læber, før han trak sig lettere væk og smilede til mig.
"Hey"
"Nå, skal vi komme afsted?" Smilede han, og snuppede hurtigt sin jakke inde fra gangen af, før han lukkede døren, og tog min hånd og førte mig ud til hans bil.

30 minutter efter sad vi på en lille hyggelig café inde i byen. Vi sad egenligt bare og hygge snakkede, ingen af os havde bestilt endnu. Jeg følte mig virkelig tryg i hans nærvær. Selvom vi jo vare kærester så kunne vi også opføre os som venner, som sad og sludrede i hundrede år, og det kunne jeg rigtig godt lide. Jeg følte ham lidt som min bedsteven, men samtidig også min kæreste.

Kort efter tjeneren var kommet hen, og vi havde fået bestilt vores mad, mærkede jeg et blidt prik på min skulder. Jeg vendte mig rundt og så Jack stå og smile til mig. Jeg rejste mig med det samme, og smilede til ham, før jeg krammede ham.
"Halløjsa" smilede jeg, og hoppede ned fra min stol, og bakkede lidt væk fra Logan. Han smilede tilbage til mig, og trådte også et skridt tilbage.

"Forresten, så skal jeg altså lige sige tak til dig. Det er jo dig som har gjordt at mig og Logan fandt sammen." Smilede jeg stort.
"Så lidt søde, det er godt at se i hygger jer." Smilede han igen og nikkede kort hen mod Logan. Jeg lænede mig frem og kyssede ham hurtigt på kinden, og sagde et kort 'farvel', før jeg satte mig tilbage på min stol.

Jeg smilede til Logan og nussede ham roligt på armen. Han kiggede op, og jeg havde forventet et smil, men det eneste jeg fik var et lidt olmt blik. Jeg rynkede øjenbrynene, og kiggede undrende på ham.
"Hvad er der galt?" Spurgte jeg meget forvirret, og rynkede stadig mit øjenbryn.

Logan kiggede ned i bordet, og sukkede tungt.
"Ikke noget" mumlede ham små vredt, og kiggede igen op på mig.

"Ej, var det fordi jeg snakkede med Jack?" Spurgte jeg lidt undrende, med en lille smule vrede. Hvis det var det han pludselig blev så vred over, så kunne han altså godt droppe det igen.
Han valgte ikke at svare, men stirrede bare stadig olmt på mig.

"Seriøst! Bliver du sur over at jeg snakker med Jack? Tror du ikke lige at du strammer den en smule?!" Spurgte jeg vredt, og kiggede irriteret på ham.
Jeg troede ikke at han var sådan. Måtte jeg pludselig ikke have nogle andre drengevenner end ham? Okay det var da lidt sødt, at han blev så hurtigt jaloux, men samtidig også pisse irriterende.

Jeg vrissede irriteret og bed sammen i mine kæber.
"Opfør dig lige lidt mere barnligt!" Mumlede jeg vredt med sammenbidte tænder.

"Ville du ikke også blive bare lidt jaloux hvis jeg stod og snakkede og smilede til en anden pige end dig?!"

"Nej, for jeg er moden og kan godt klare at du har andre pige venner end mig. I modsætning til dig, som opfører dig som et lille barn!"

Vi havde begge rejst os op, og kiggede ophidsende på hinanden. Jeg vrissede irriteret igen.

"Hey i to! Vil i være søde at forlade Caféen hvis i ikke kan forholde jer i ro!" Lød en streng stemme bag os. Vi vendte os rundt og så en tjener som kiggede surt på os.

Jeg nikkede svagt og kiggede rundt, hvor jeg så en masse stirrende blikke fra andre gæster. Jeg sukkede, og tog hurtigt min jakke fra stolen, før jeg forlod Caféen.

Urghh... Hvor kunne han dog irritere mig! Han var lige lidt for barnlig efter min smag, og det gjorde mig så vred at han ikke kunne opføre sig modent.

Typisk!

* * *
Hej alle sammen, og tusind millioner gange undskyld! Jeg er super ked af at jeg har været så inaktiv på det sidste, og at i først får er kapitel nu, men jeg har simpelthen ikke orket at skrive lige fortiden. Jeg kommer ret sent hjem hver aften, helt smadret, og at skrive er ikke lige det jeg har mest lyst til lige for tiden.
Men jeg gør mit bedste, og det håber jeg at i forstå❤️
Tusind tak for jeres tålmodighed❤️
-Unicornswag