Landsholdet og mig

Mødet

"KASPER?!" Råber jeg og dytter. Jeg holder ude foran hans hus. Jeg har ventet i lange 20 minutter snart. Vi har været bedstevenner i godt 12 år, og jeg glemmer stadig, at han kommer for sent hver gang. Kasper kommer løbende ud med et kæmpe smil på. 

"Sorry y/n jeg skulle lige" Jeg afbryder ham. "Jaja kom nu bare ellers kommer du for sent" Han smiler til mig og sætter sig ind. "Du fandme dejlig y/n det er så hyggeligt, at du henter" Jeg griner og skruer op for musikken. 

Det er tradition, at jeg kører Kasper til træning. Det startede nok med, at jeg bare gerne ville se Joakim... Men det begyndte jo egentligt, at være meget hyggeligt, at bruge mere tid med Kasper. Jeg tør alligevel ikke rigtig snakke med Joakim udover, hvis det er noget der handler om fodbold eller Kasper. Det sjove er jeg ikke engang forstår fodbold, så når han snakker om off side og gult kort, står jeg bare. 

Jeg parkere bilen og vi går ud. "Det var hyggeligt lige at se dig igen" Siger jeg og gør klar til, at give et kram. Kasper ligger armene om mig. Han krammer mig hårdt. "Skal du ikke med ind i dag?" Spørg han og slipper mig. "Tror hellere jeg må hjem. Skal jo arbejde i morgen tidlig" Han får et trist ansigt på. "Jeg savner di-" men Joakim kommer og afbryder. "Hey y/n" siger han til mig, og jeg rødmer nok en del. Jeg glemmer helt Kasper, og det gør han også. "Hej Joakim" Mine kinder er helt varme. "Kommer du ik med os ind til træning?" Jeg kan da ikke sige nej til Joakim. "Jo helt klart" Jeg smiler til Kasper, men han går bare ind.