Ondskab

Ondskab.

Jeg har i lang tid overvejet, hvordan jeg skal hævne mig. Det er sådan en lille sjov tanke jeg går rundt med. Jeg ved også godt at jeg kun er hans offer, fordi han selv går rundt og har det svært. Men det betyder ikke, at han skal komme væk med det uden konsekvenser. Lige siden 3. klasse, da hans forældre indgik en skilsmisse, har jeg været hans offer. Han ville kalde mig øgenavne hele tiden, han ville bagtale og endda slås med mig. Jeg har aldrig rigtigt vidst hvorfor. Mit største gæt er nok fordi jeg er lidt af en outsider. Jeg har ikke ligefrem nogle venner, som vil have min ryg.

Jeg har nu gået rundt i 5 år og har fundet mig i det. Jeg ved at jeg ikke kan straffe ham uden, at jeg selv møder konsekvenser. Men det er bare en sød lille tanke jeg går rundt med.

Klokken ringer. Jeg tager mine ting og går ud på gangen. Jeg ved at han kommer til at opsøge mig lige om lidt. Jeg har skam prøvet at undgå ham, men han finder mig altid. Især når skolen er færdig, som den er nu. Min mor har det altid med at komme for sent, når hun skal hente mig. Jeg ved hun gør sit bedste, men det ender altid med at gå udover mig. Fordi hvem tror I, jeg møder når jeg står alene og venter?

Min mor kigger forskrækket på mig.

"Hvordan er det dog du ser ud?" Jeg står med næseblod og tårer ned ad kinden. Mit hår har han hevet i, så det ser helt skrækkeligt ud. Jeg sætter mig ind i bilen uden at sige noget. Min mor ved at det betyder "kør".

Hele vejen hjem sidder jeg og tænker. Hvordan skal jeg hævne mig?

Jeg ligger på min seng. Det har jeg gjort lige siden jeg kom hjem. Mine tanker går amok. Jeg føler jeg er helt ude af kontrol. Jeg har lyst til at dræbe ham.

Jeg tænker på alle mulige forskellige måder. Jeg græder. Jeg ved ikke hvad der bliver af mig selv. Jeg vil normalt ikke dræbe nogen og det har jeg aldrig villet. Men i dag er det anderledes. I dag kan jeg ikke tænke på andet.

Jeg går med en kødkniv i hånden. Jeg ved ikke hvordan jeg har den, men jeg ved godt hvorfor. Jeg Kigger rundt. Der er ingen her om natten.

Jeg står ude foran hans hus. Tankerne har vundet. Jeg er håbløs.

Jeg går rundt om hans hus i håb om at finde en indgang. Hvilket jeg skam også gør. Jeg står i hans baghave, hvor de har glemt at lukke havedøren. Jeg går stille ind og tager skoene af. Jeg skal være så stille som muligt. Dog selv om jeg går så stille, som jeg kan, knirker det stadig under mine fødder. Jeg bevæger mig langsomt hen til hans værelse. Åbner døren lige så stille. Det er helt mørkt. Et smil former sig på mine læber. Jeg kan se hans seng. Da jeg endelig ser ham, står jeg ved sengekanten. Jeg tager kødkniven og skærer hans hår af. Han vågner ikke.

"psst" hvisker jeg. Han vågner og ser helt forvirret ud. Da han kigger hen imod mig, skriger han.

"så så, det er bare karma der endelig har kommet din vej." Fortæller jeg ham. Han ser kødkniven, hvor han efter får tårer i øjenkrogene.

"Er det her da ikke sjovt? Er det ikke det du altid har gjort imod mig?"

Han undskylder. Han går i gråd. Jeg står og kigger. Ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke dræbe ham. I hvert fald ikke sådan her. Jeg opdager at der også går tårer ned ad mine kinder. Jeg skriger.

Jeg vågner helt svedende og grædende.

Da jeg næste dag kommer ind i klassen, står skoleinspektøren og venter. Jeg sætter mig forvirret ned på min plads. Da vi alle er kommet ind i klassen undtagen en, begynder hun:

"Stefan er blevet fundet død i morges." En dreng fra klassen rækker hånden op.

"Hvordan døde han?" Spøger han. Skoleinspektøren tager en dyb indånding.

"Selvmord. Han skar halsen over på sig selv med en kødkniv."